Mysterium opklaret: Sådan bevæger de vandrende sten i Death Valley sig
Sten der – tilsyneladende helt ved egen hjælp – bevæger sig hen over sandet på den udtørrede saltsø Racetrack Playa i USA har mystificeret geologer i årevis. Nu har forskerne endelig fundet en forklaring på det mystiske fænomen.
Et mystisk naturfænomen har plaget geologer i over et halvt århundrede.
Ingen har kunnet svare på, hvordan hundredvis af sten kan glide hen over overfladen på den udtørrede saltsø Racetrack Playa ved Death Valley i Californien. Stenene efterlader sig et langt spor i sandet i den udtørrede sø, og det ligner grangiveligt, at de slæber sig selv hen over overfladen.
Se det fascinerende syn i en video hos Videnskab.dk.
Men nu ser det ud som om, gåden er blevet løst.
»Det er fantastisk, at vi har fundet svaret på dette kæmpe mysterium,« siger Richard Norris, der er oceanograf, hvilket vil sige professor i havets geologi og strømninger, fra Institution of Oceanography i Californien.
I 2011 satte han og hans hold af forskere sig for at finde svaret på gåden. I videoen øverst i artiklen kan du se stenenes bevægelse hen over saltsøens overflade.
Læs også hos Videnskab.dk: Mystiske huller i skyerne forklaret af forskere
Tidligere troede forskerne, at det kunne være en kombination af vejrforhold såsom vind, regn og sne, der formåede at skubbe stenene fremad. Andre fantasifulde teorier gik på, at det endda er aliens, som har en finger med i spillet.
Men resultaterne fra forskernes undersøgelse viste, at det var ingen af delene.
Efter at have monteret nogle gps-systemer på nogle af stenene og placeret vejrstationer, kameraer og bevægelsessensorer på saltsøen, var det egentlig meningen, at forskerne bare skulle vente på, at der ville ske noget.
Læs også hos Videnskab.dk: Romersk krigsfort fundet midt i tysk by
Ralph Lorenz, der er forsker ved John Hopkins University Applied Physics Laboratory i Maryland, havde kun en lille tiltro til, at stenene ville bevæge sig med sådan en hastighed, at kameraerne ville opfange bevægelserne.
»Jeg troede, at det ville blive det mest kedelige eksperiment i historien,« siger han.
Men i vinteren 2013 skulle forskerne tilfældigvis ud og skifte batterierne i udstyret. Her blev de noget overraskede. Forskerne observerede, at der om vinteren faldt nok sne og regn til at danne en mindre sø på overfladen af Racetrack Playa.
Læs også hos Videnskab.dk: Bakterier løser pandekagegåde
Om natten frøs søen til is, og om morgenen, når solens stråler opvarmede isen, sprækkede den og skabte tusindvis af små isflager.
Når en let brise svævede let hen over søen, blev isflagerne spredt ud over overfladen. Hvis de ramlede ind i stenene, kunne kraften fra de mange isflager resultere i, at stenen langsomt blev skubbet fremad.
Da isen smeltede væk, kunne forskerne se de frisklavede spor fra stenene i sandet. De observerede, at den hurtigstbevægende sten havde rykket sig hele 224 meter hen over vinteren.