Da mug blev til livgivende medicin

Oxford-betjenten Albert Alexander var på mange måder en uheldig mand. Efter at have skåret sig i munden på en rosentorn fik han en infektion af både stafylokokker og streptokokker. Han fik høj feber og måtte have sit ene øje fjernet på hospitalet i Oxford.

Albert Alexander var døende, uden at lægerne reelt kunne gøre noget. Men på samme tid var forskere på universitetet i Oxford på udkig efter den første forsøgsperson, som man kunne afprøve det nye mirakelmiddel penicillin på. Det havde hidtil kun været afprøvet på mus.

Albert Alexander blev udvalgt, og den 12. februar 1941 fik han den første dosis. Umiddelbart faldt feberen, infektionen var på tilbagetog, og Alexander fik appetitten tilbage. Desværre for Alexander havde forskerne på det tidspunkt kun penicillin nok til at behandle ham i fem dage, og han døde den 15. marts samme år.

Var Albert Alexander blevet syg blot få år senere, havde han sandsynligvis overlevet sin sygdom, for det tog ikke mange år, før penicillins fulde potentiale blev forløst gennem masseproduktion. Og penicillins positive effekt på menneskedødeligheden gør ifølge museumsinspektør Morten A. Skydsgaard, Steno Museet, opdagelsen til en oplagt finalist i Jyllands-Postens læserkåring af verdens største opdagelse.

»Hvis vi tager menneskehedens historie, er der ikke nogen medicinsk behandling, der har været så epokegørende, enestående og fantastisk. I aviserne blev der brugt ordene ”eventyr” og ”mirakel”. Det er fuldstændig berettiget. En række folkesygdomme med høj dødelighed på 10, 20 og 30 pct. som f.eks. ungebetændelse og barselsfeber kunne pludselig behandles, så folk overlevede. Op til 1900-tallet var epidemierne menneskehedens største trussel. Infektionssygdomme kunne indtil da ramme et helt land eller egn og skabe død og ødelæggelse i alle aldersklasser,« forklarer Morten A. Skydsgaard. Han har skrevet kapitlet om penicillin i bogen ”50 opdagelser – Højdepunkter i naturvidenskaben”, der danner grundlag for læserkåringen.

Men opdagelsen af penicillin blev i sin tid også kaldt for en kuriositet. Hvorfor?

»En amerikansk journalist skrev det sådan lidt provokerende, fordi manden bag opdagelsen, Alexander Fleming, så at sige ikke fik den ud over rampen. Fleming endte med at beskrive opdagelsen i en videnskabelig artikel. Først 10 år senere gjorde forskere fra universitetet i Oxford, med Howard Florey og Ernest Chain i spidsen, den brugbar til behandling af mennesker.«

Hvorfor lykkedes det ikke for Fleming?

»Fleming var lidt af den gamle skole. Han var bakteriolog og havde sit laboratorium. Her fandt han ud af, at der var et spændende stof i sekretet fra mugsvampen, og så satte han nogle af sine videnskabelige assistenter, der var yngre læger, til at isolere det. Men det lykkedes ikke, og så ebbede det ud. Fleming gjorde ikke mere ved det, nok fordi han ikke var en entreprenørtype som de to forskere i Oxford.«

Så det kuriøse består i, at Fleming ikke kunne drive det ud over rampen?

»Ja, det forblev hos ham basisforskning og ikke noget, der forløste det medicinske potentiale.«

Hvordan kan det være?

»Fleming bliver beskrevet som en lidt beskeden mand, der ikke gjorde meget ud af sig selv. Han har måske haft visionen, men han har ikke været typen, der gik ud og solgte sine idé, som man jo kan sige, at moderne naturvidenskabsmænd i høj grad er nødt til at gøre i dag. Det gjorde Fleming ikke, selv om han måske vidste, at der var et potentiale. Han forsøgte ikke at rejse penge og engagere omverdenen.«

Men det er jo fantastisk at stå med en opdagelse, der måske kan redde millioner af menneskeliv, og så kommer den ingen vegne?

»Ja, det er også mystisk. Om årsagen var uheld eller noget psykologisk, skal jeg ikke kunne sige. Men han valgte jo nogle yngre læger til at forsøge at isolere stoffet. Der skulle han måske i stedet have valgt nogle professionelle kemikere. Han havde nok ikke tilstrækkeligt drive og var ikke visionær nok.«

Senere tog han jo så revanche?

»Ja, han kom hurtigt på banen igen og blev ambassadør for projektet, da han kunne se, at Oxford-forskerne havde succes. Fleming var meget imødekommende over for pressen og rejste rundt i verden og holdt foredrag. Det var Oxford-forskerne måske lidt utilfredse med. Han skulle jo heller ikke tage hele æren, vel? Man kan godt fornemme, at der var lidt konkurrence om, hvem der havde æren for opdagelsen.«

Ud over at det var en kuriositet, så var det også lidt tilfældigt, at Fleming fandt denne livgivende mugsaft, som man vel kan kalde den?

»Det er jo det, der gør historien så fantastisk. Han lod nogle vækstplader med bakterier stå i sit lille laboratorium, og da han kom hjem fra ferie var der i mellemtiden fløjet en mugsvamp gennem vinduet og ned på vækstpladen. Han kunne se, at bakterier i nærheden af mugsvampen var døde (se foto på Newtons forside). Det fangede han øjeblikkeligt, dyrkede mugsvampen og fandt ud af, at den dræbte en række bakterier. Gennem dyreforsøg fandt han også ud af, at den ikke er farlig for dyr. Han udførte de helt korrekte forsøg og gik næsten hele vejen. Men det var en tilfældighed, at han opdagede potentialet.«

Det, at penicillin ikke er farligt for dyr, er jo det essentielle i denne opdagelse?

»Ja, man havde inden for bakteriologien i mange år ledt efter et bakteriedræbende stof. Man fandt en række stoffer, der kunne slå bakterier ihjel på huden – f.eks. jod. Men de var alle sammen giftige at spise. Den tyske læge Paul Ehrlich lancerede i 1910 stoffet salvarsan, der kunne behandle syfilis – men det var kun én sygdom. Først i 1920’erne forløste man med penicillin den drøm, der opstod med bakteriologien 50 år tidligere.«

Den konklusion nærmede Fleming sig trods alt?

»Han havde en lægestuderende, der havde øjenbetændelse. Han dryppede mugsaften i øjnene på ham og behandlede sygdommen, men det var jo ikke noget, som man kunne sprøjte ind i blodbanen. Det efterfølgende arbejde blev aldrig til andet end en karakteristik af stoffet. Han stod med det biologiske materiale, men han kunne ikke isolere den aktive substans.«

Det kunne de så i Oxford?

»Det var et kæmpe arbejde. Det næste store skridt blev at lave tilstrækkeligt aktivt stof til det første forsøg. Her skal også amerikanerne have en stor del af æren, for det var dem, der fik penicillin til at blive en industriel produktion.

Danmark spillede også en rolle i den sammenhæng?

»Den danske indsats er unik. England og USA gik sammen først. Derefter gik Danmark og Løvens Kemiske Fabrik i gang som det tredje land og begyndte en produktion på baggrund af egne mugsvampe. Og lykkedes med det. Hurtigt efter krigen kunne man producere og sælge penicillin.

Men der var også en en vis portion naivitet involveret i den proces?

»Den danske læge K.A. Jensen bemærkede da han gik i gang på Løvens Kemiske Fabrik, at man jo skulle bruge en hel tankvogn af svampesubstrat for at få nok stof til at gennemføre en behandling. Samtidig bestod det relativt naive i projektet i, at amerikanerne investerede mere end 100 millioner kroner, og englænderne 30 millioner kroner, i de første år. I de lande var det ”big science”, mens det danske penicillineventyr mere havde karakter af et miniprojekt i sammenligning.«

Penicillins succes skal altså ikke kun tilskrives Fleming.

»Nej, det er ikke en mands værk. Fleming opdagede mugsvampens naturlige helbredende egenskaber. Senere var det et større forskerteam, der i Oxford målrettet isolerede substansen over en årrække. Det er klassisk ”one man”-forskning kombineret med indsatsen fra et moderne forskerteam, der gjorde, at vi fik penicillin.«

Og det, der begyndte som en kuriositet, endte med at redde masser af menneskeliv?

»Og gør det den dag i dag. Vi bruger stadig penicillin i Danmark som livreddende behandling.«

AFSTEMNING: Sidste frist for at deltage i finaleafstemningen om verdenshistoriens største naturvidenskabelige opdagelse er tirsdag d. 5. november. Deltag i afstemningen her