Forskere har opdaget verdens største edderkop
Forhistorisk edderkop var stor nok til at fange fugle og flagermus.
Et fossilfund i gammel vulkansk aske i Mongoliet har løftet sløret for en imponerende forhistorisk edderkop.
Forsteningen af edderkoppen, som er blevet navngivet Neephila jurassica, er den største, der er fundet nogensinde, skriver LiveScience.
Fugle og flagermus
Bundter af hår kan ses på benene på edderkoppen, som levede for 165 millioner år siden.
Ifølge forskerholdet med professor Paul Selden fra University of Kansas i spidsen var krabaten stor nok til at indfange og æde fugle og flagermus i sit silkelignende spindelvæv.
Alene benene har et omfang på op til 15 centimeter.
Forskerne siger, at edderkoppen levede i skovområder. Det fundne eksemplar er fundet i nærheden af gamle vulkanområder, og muligvis er det en naturkatastrofe, der er årsag til, at forskerne i det hele taget har fundet dyret.
Offer for naturkatastrofe
Forsteningen blev nemlig fundet i vulkansk aske på bunden af noget, som engang var en sø. Og der er tegn på, at edderkoppen er havnet der efter et omfattende vulkanudbrud.
Edderkopper er i tal det mest udbredte rovdyr på Jorden og hjælper med at holde antallet af insekter i skak.
”Dette fund hjælper os med at forstå udviklingen i forholdet mellem insekter og edderkopper,” siger Paul Selden.