Kun få sørøvere var kvinder. Her er historien om to af dem

De fleste kender nok Kaptajn Klo fra historien om Peter Pan, for siden teaterstykket blev uropført i 1904, er den rigt gengivet i bøger og film. Havde han været en virkelig pirat, er det dog knap så sandsynligt med den klo. Meget tyder nemlig på, at historiske pirater så anderledes ud, end vi forestiller os.

Når vi ser ham for os, bærer han måske bandana under den sorte hat, flasher store guldørenringe, har et rødt skærf om livet, en klap for øjet og en papegøje på skulderen. Historikere kan dog ikke rigtig dokumentere udseendet i arkiverne. Intet tyder for eksempel på, at pirater havde nævneværdige amputationer eller adopterede flere tropiske dyr end folk generelt i 1600-tallet. Historierne om pirater er derfor nok ofte mere røverhistorier end sandfærdige fortællinger, og det er ikke mindst det, der giver pirater deres x-faktor. Mere sikkert er det, at pirater primært var mænd, men de var faktisk ikke alene på havet.

Ganske få kvindelige pirater

Historikere har kun fundet få kvinder, der ernærede sig ved sørøveri, og dokumentationen for deres eksistens er mangelfuld, som det gælder alt andet i pirateriets historie. Der er skandinaviske Alwilda i det femte århundrede, som ifølge vikingetidens mundtlige overleveringer var en kongedatter, der i en periode ernærede sig som piratkaptajn, inden hun bosatte sig i Danmark. Der er irske Grace O’Malley, der hærgede De Britiske Øer i slutningen af 1500-tallet, hvor hun angreb handelsskibe med kurs mod Den Iberiske Halvø. Og der er kinesiske Cheng Shih, en prostitueret, der via sit ægteskab med en pirat omkring år 1800 skiftede profession fra verdens ældste erhverv til det næstældste.

De tre kvinder er skildret i bøger, film og mundtlige fortællinger, men kun få historiske kilder understøtter deres faktiske eksistens. Det gør retskilder til gengæld, hvad angår to andre kvinder i pirateriets guldalder i 16- og 1700-tallet, for de blev fanget og straffet.

Voksede op i drengetøj

Ifølge kilderne voksede engelske Mary Read op forklædt som dreng i slutningen af 1600-tallets England. Hendes forældre havde en lille søn, og moren blev på uforklarlig vis gravid igen, mens faren sejlede på havet, hvor han desværre også omkom. Moren rejste væk for at føde lille Mary i skjul for landsbyens skrappe blikke. Da hendes få år gamle søn også døde, så hun sit snit til at skjule Marys eksistens ved at sætte hende i sønnens sted med drengetøj og det hele. De havde nemlig hårdt brug for farmorens økonomiske støtte.

Som voksen var Mary eventyrlysten. Hun fortsatte med at forklæde sig som mand og tjente i den flamske hær, hvor hun klarede sig godt og forelskede sig i en officer. For at sætte skub i kærlighedsaffæren skulle hun ifølge Charles Johnson koket have blottet sit ene bryst for at kommunikere sit rigtige køn til ham. Det virkede, for de endte med at gifte sig, og senere slog de sig ned i den nederlandske by Breda.

Manden døde imidlertid ung, og for at ernære sig endte Mary på havet, igen i skikkelse af en mand, med retning imod Vestindien, hvor nederlandske handelsmænd lavede penge på sukker og slaver. Johnson fortæller, at engelske pirater angreb skibet, og da Mary var den eneste, der talte engelsk, beholdt de hende. Det blev startskuddet til hendes egen kriminelle løbebane. Endnu i herretøj turede hun Caribien rundt blandt andet om bord på den enmastede slup Revenge, der tilhørte den notoriske piratkaptajn John Rackham aka Calico Jack. De berigede sig ved at kapre handelsskibe, der pendulerede til og fra England som en del af trekantshandlen.

Den britiske historiker David Cordingly har dokumenteret, hvordan kvinder drog til søs, sultne efter livsindhold, der var få kvinder forundt: eventyr og autonomi. Det foregik stort set altid i mandeklæder. Og ingen mistænkte da heller Mary Read for at være en kvinde, indtil Anne Bonny gjorde dem selskab.

Plyndrede på Bahamas

Anne Bonny blev født Fulford og var datter af en gift jurist og dennes husholderske i den irske by Cork. Ligesom Read voksede hun op iklædt drengetøj. Byen vidste nemlig, at juristen havde en datter uden for ægteskab, så for at undvige fordømmelsen lod de, som om Anne var faderens endog meget unge assistent. Juristens kones veninde opdagede imidlertid den rette sammenhæng, og det ugifte forældrepar valgte at emigrere til den amerikanske provins Carolina, hvor Anne levede videre som pige.

Charles Johnson beskriver Anne som temperamentsfuld, og mens han afkræfter et rygte om, at hun skulle have slået en mand ihjel, bekræfter han, at hun tævede en så grundigt efter et forsøg på at voldtage hende, at han lå syg længe. Til juristfaderens store fortrydelse forelskede hun sig i piraten James Bonny, men de giftede sig alligevel og stak så til søs på John Rackhams skib, begge i James’ tøj.

Bonny var efter sigende ikke så kysk anlagt, og hun faldt hurtigt for den mandligt maskerede Read om bord på Revenge. Det gjorde Rackham rasende jaloux, for Bonny var hans elskerinde, så for at beholde livet måtte Read afsløre sit sande køn. Det beroligede den koleriske kaptajn, og sammen plyndrede de videre med base på Bahamas, indtil den engelske kaptajn Jonathan Barnet tog dem til fange og bragte dem til Jamaica, som dengang var en britisk koloni.

Dokumenter fra retssagerne mod de to kvinder i 1720 beskriver dem som både frygtløse og kampklar. Den amerikanske historiker Marcus Rediker har gengivet et vidneudsagn fra en kidnappet kvinde, som fortalte, hvordan Read og Bonny med eder og forbandelser havde forsøgt at overbevise de andre pirater om at dræbe hende, så hun ikke senere kunne vidne mod dem. Hvad hun så faktisk endte med at gøre.

Read døde i fængslet af pludselig feber, men Bonny fik mulighed for at sige farvel til Rackham, inden den engelske ordensmagt klyngede ham op i galgen i Port Royal. Hun nøjedes med en besked om, at han ikke ville have hængt som en hund, hvis bare han havde kæmpet som en mand.

Den australske jurist Tegan Evans har argumenteret for, at Anne Bonny og Mary Read fortjener et omfattende kulturelt efterliv, da deres mandlige påklædning, unikke status som kvinder i et mandefag, tilsidesættelse af kønsnormer og voldsparathed udgør en form for feministisk frigørelse fra samfundets gældende normer. Hun pointerer, at samtiden så Bonny og Read som ’monstrøse’ eller ’unaturlige’ kvinder, fordi de brød med tidens kønsroller, mens vi i dag så at sige genopfinder dem som queerfortalere og symboler på modstand imod såvel patriarkat som heteronormativitet.

Drøm om en bedre tilværelse

I 1600- og 1700-tallet valgte mange det lovløse liv på havet for at komme væk fra kummerlige forhold som sømænd i handelsflåden. Andre ønskede at undslippe de hårde hierarkier som soldater i søværnet. Særligt det engelske søværn udførte ligefrem tvungne rekrutteringer af sødygtige mænd, endda sanktioneret ved lov.

Omvendt stod tusinder af soldater uden job ved afslutningen af Den Spanske Arvefølgekrig i 1714. Spanien, Storbritannien og Frankrig nedskalerede deres søværn og skilte sig af med overskydende personel, hvoraf nogle søgte at omsætte deres kompetencer i piraterigerningen. Andre igen var fiskere fra Newfoundland, der bare gerne ville tjene flere penge. Derudover synes de som Mary Read og Anne Bonny motiveret af lyst til større eventyr og et friere liv.

Fælles for guldalderpiraterne var ifølge historiske retskilder, at de ofte kom fra den engelske underklasse og søgte væk fra dårlige boligforhold, ringe løn og klassesamfundets spændetrøje. Moderne sørøveri antyder i bund og grund lignende ønsker. Fattigdom er en væsentlig faktor, der driver unge mænd ud i maritim kriminalitet med et simpelt håb om at tjene til dagen og vejen på havet snarere end på land. Pirater kan nok synes dæmoniske, men de har altid drømt om en bedre tilværelse og søgt ind i de fællesskaber, hvor det forekom dem muligt, også selv om det var kriminelle grupper. Med sværd i hånden, skumsprøjt i håret og alle m/k på dæk.