Forskere advarer: Her kan permafrosten tø hurtigere end ventet
Frosne tørveområder i Europa og det vestlige Sibirien kan passere et tippepunkt hurtigere end antaget, viser nyt studie.
En joker i klimakampen. Og en tikkende klimabombe. Den tøende permafrost giver forskere panderynker - og med god grund.
Et nyt studie udgivet i Nature Climate Change viser nu, at frosne vådområder i det nordlige Europa og det vestlige Sibirien kan være tættere på et kritisk tippepunkt, end man tidligere har troet, skriver Videnskab.dk.
Her har forskerne anvendt den seneste generation af klimamodeller til at give et bud på, hvordan fremtidens temperaturstigninger vil påvirke områderne med permafrost og tørv.
»Vores modellering viser, at disse skrøbelige økosystemer er på en afgrund, og selv moderat afbødning fører til udbredt tab af egnede klimaer for tørvepermafrost i slutningen af århundredet,« advarer førsteforfatter Richard Fewster, der er i gang med sin ph.d. ved School of Geography i Leeds, ifølge Videnskab.dk.
»Men det betyder ikke, at vi skal kaste håndklædet i ringen. Hastigheden og omfanget, hvormed passende klima går tabt, kan begrænses - og endda delvist vendes - af stærke politikker til afbødning af klimaændringer,« opfordrer han.
Læs også: I Arktis tikker en metanbombe
Binder enorme mængder af CO2
Forskerne fokuserer i studiet på det vestlige Sibirien og Fennoskandia – regionen, der omfatter Norge, Sverige, Finland og dele af Rusland.
De områder, forskerne har set på, spænder over mere end 1,4 mio. kvadratkilometer og indeholder omkring 40 mia. tons kulstof.
»Når denne permafrost tør, kan store mængder af drivhusgasser fra organiske materialer slippe ud i atmosfæren. Indtil nu holder permafrosten disse organiske materialer fast,« siger Martin Stendel, der er klimaforsker ved Danmarks Meteorologiske Institut, til Videnskab.dk.
»Men der er bekymring om, at hvis permafrosten forsvinder, så kan et tipping point nås, og tørveområder vil ikke længere binde drivhusgasserne, men bliver en kilde til udledning af klimagasser, og de kan på den måde yderlige øge opvarmningen.«
Læs også: Den canadiske permafrost er ved at tø op – 70 år før antaget
En ond cirkel
Klodens opvarmning kan altså, ligesom man ser tendenser til i andre økosystemer, skubbe til det naturlige system og sætte gang i en ond cirkel, hvor naturen selv kommer til at forstærke opvarmningen af kloden.
Det betyder ikke, at områder vil være forandret i dag eller i morgen. Men hvis processen er sat i gang, kan det være umådelig svært at stoppe, medmindre klimaet bliver koldere, og netop derfor er det så vigtigt at få begrænset udledningen af klimaskadelige gasser.
En stærk og hurtig indsats for at reducere verdens samlede udledninger vil til gengæld kunne afbøde den værste optøning af permafrosten tørveområder.
Her vil dele af det vestlige Sibirien bevare et passende klima ind i 2090’erne, viser studiet.
Med andre ord kan vi stadig godt nå at afmontere bomben eller i hvert fald minimere skaden, hvis vi stopper med at fylde atmosfæren med klimagasser.
Læs også: Vi opdager ikke naturens nedgang, fordi vi har glemt, hvordan den engang så ud
Stadig meget, vi ikke ved
Der er stadig usikkerhed omkring, hvad en stigende mængde planter og tørv, der vil vokse frem i smeltende permafrostområder som følge af temperaturstigningerne, vil betyde for at optaget af CO2.
Og forskernes model siger intet om, hvor meget kulstof der vil blive frigivet fra disse områder, eller hvor hurtigt det vil gå, forklarer Martin Stendel.
»Permafrosten begynder ikke at tø med det samme, fordi det organiske materiale har en isolerende effekt. Men det er ikke klart, hvor stor denne forsinkelse er. Desuden kan der vokse vegetation i områder, som i dag er for kolde og dermed udligner en del af opvarmningen. Dette er endnu ikke blevet taget i betragtning i modellerne,« uddyber klimaforskeren.