Fortsæt til indhold
Viden

Studie: Store skovbrande truer 4.400 arter verden over

De talrige og store skovbrande, vi ser på verdensplan, presser økosystemerne i en sådan grad, at flere tusinde arter er udrydningstruet. Det viser et nyt studie.

Niklas Asp Nielsen

Naturbrande har fundet sted i millioner af år. Men i takt med at temperaturen igen og igen slår varmerekorder globalt, ændrer mønsteret af naturbrande sig.

Naturbrande er både blevet større, flere og mere intense over de senere år, hvorimod store brande i et historisk perspektiv har været sjældne eller helt fraværende. Og når vi mennesker samtidig brænder enorme skovarealer af for at gøre krav på mere plads, presser det økosystemerne til det yderste, viser et nyt stort forskningsreview i Science, der har gennemtrawlet al den eksisterende forskning på området. Det skriver Videnskab.dk.

Studiet konkluderer, at hele 4.400 forskellige plante- og dyrearter på tværs af kloden er udrydningstruede, delvist på grund af de ændrede brandmønstre. De store flammehav truer nemlig dyrenes muligheder for at finde føde og fjerner deres hjem. Det er alt fra orangutangen i Indonesien til løver i Afrika, der at finde på listen over de 4.400 truede plante- og dyreliv.

Læs også: Næsten tre milliarder dyr blev dræbt eller er berørt af Australiens skovbrande

Det høje tal over truede arter overrasker professor Jens-Christian Svenning, der ikke har været involveret i det nye studie, men har læst det igennem for Videnskab.dk.

»Det er et solidt studie, og det er første gang, jeg ser så stort et overblik over vilde brandes påvirkning af truede dyrearter. Det overrasker mig især, at en ændring af brandaktiviteter truer så stor en del af dyrearter verden over,« siger Jens-Christian Svenning, der er centerleder og professor ved Institut for Biologi på Aarhus Universitet.

Læs også: Flere kæmpe skovbrande og vejrekstremer er ikke tilfældige: De skyldes klimaforandringer

Ifølge det nye studie er det samlede areal, som blev opslugt af skovbrande fra august 2019 til marts 2020, på hele 12,6 mio. hektar. Til sammenligning er hele det danske landareal kun på 4,2 mio. hektar.

I den forbindelse peger Jens-Christian Svenning på ”tørkestress” – en følge af den globale opvarmning – som et problem. »Stigende globale temperaturer øger risikoen for naturbrande, fordi det kan skabe tørkestress i naturen. Det vil sige, at når landskabet er knastørt, skal der kun små gnister til at udløse større og mere omfattende brande, som kan få økosystemer til at kollapse.«

Den pointe ligger i forlængelse af, hvad forskerne bag det nye studie peger på som de primære årsager til forandringerne, der hovedsageligt er drevet af os mennesker.

I en pressemeddelelse fremhæver de særligt tre ting:

  • Klimaforandringer og temperaturstigninger øger intensiteten af skovbrande.
  • Arealanvendelse truer økosystemer – eksempelvis i Indonesien, hvor man nedlægger skov og brænder arealerne af for at få plads til marker.
  • Biotiske invasioner. Det kan være, når særligt brandbare plantearter er med til at invadere nye områder og skaber gunstige vilkår for naturbrande.

»Der, hvor det virkelig begynder at blive katastrofalt, er, når vi begynder at se ildebrande i økosystemer, hvor de ikke forekommer naturligt, for der er hverken plante- eller dyrearter tilpasset til det, hvilket kan medføre kollaps,« advarer Jens-Christian Svenning.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk