Fortsæt til indhold
Viden

Kinas "Frankenstein" kan have skabt »utilsigtede mutationer« i tvillinger

En kinesisk forsker har forsøgt at anvende genmanipulation til at skabe hiv-immunitet.

Ved årsskiftet skabte det overskrifter, da den kinesiske forsker He Jiankui meddelte, at han havde skabt verdens første genetisk modificerede spædbørn.

Han fortalte, at ændringerne i børnenes dna allerede skulle være sket, mens de var fostre.

Der var fra start stor mystik om hans påstand, fordi den ikke blev ledsaget af en offentliggørelse af en rapport, men han blev med det samme anklaget for at have brudt både videnskabens etiske retningslinjer og kinesisk lov.

Nu er dele af Jiankuis oprindelige rapport så blevet offentliggjort i MIT Technology Review, der har fået materialet tilsendt af en kilde.

Ifølge eksperter, som MIT Technology Review har konsulteret, viser rapporten, at Jiankui langt fra er lykkedes med sit oprindelige formål om at have gjort børnene immune overfor hiv.

I stedet er han ifølge eksperterne ligefrem endt med at skabe flere andre mutationer, som det ikke for nuværende er muligt at spå konsekvensen af.

En mindre del af verdens befolkning fødes med en mutation af genet CCR5, som gør at de ikke kan smittes med hiv-virus.

Det var denne mutation, som He Jiankui, der siden er blevet kendt som "Kinas Frankenstein", forsøgte at genskabe.

»Påstanden om at have genskabt den tilsvarende CCR5-variant er en komplet misrepræsentation af de egentlige data og kan kun beskrives på én måde: komplet løgn,« udtaler Fyodor Urnov, forsker ved University of California, til MIT Technology Review.

He Jiankui og hans medarbejdere benyttede værktøjet kendt som Crispr til at ændre generne i de menneskelige fostre. Crispr anses som lovende, men bliver samtidig kritiseret for netop at rumme en risiko for at udføre utilsigtede ændringer.