Nyt dyr kåret til verdens hurtigste: 320 km/t
Gepardens 120 km/t blegner temmelig meget ved siden af nyopdaget præstation.
Indrømmet, 120 km/t for en gepard i fuldt firspring er ganske imponerende. Men forskere har nu ved hjælp af avancerede højhastighedskameraer opdaget en ny hastighedskonge i dyreverdenen. Den tropiske draculamyre Mystrium camillae kan bevæge sine kæber med frygtindgydende 320 km/t, skriver The Guardian, der også har en video af præstationen.
Og DET er kvikt. Til sammenligning er det 5.000 gange hurtigere end et blink med øjnene. Og accelerationen til 320 km/t sker på utrolige 0,000015 sekunder.
Til gengæld er præstationen ikke så imponerende visuelt, hvis man ikke lige er i besiddelse af et kamera, der kan optage med 16.000 gange slow motion. Og draculamyren er i sig selv kun ganske få milimeter lang.
Myren lever i troperne i Afrika og Asien i store underjordiske kolonier eller indeni træstammer. Her leder de efter byttedyr. Når et sådant viser sig, kommer de hurtige kæber i brug til at angribe og derefter transportere byttet med tilbage.
Navnet draculamyre stammer fra en temmelig usædvanlig spisefunktion. De voksne myrer kan ikke fordøje fast føde. I stedet fodrer myrerne deres larver med det indfangne bytte, hvorefter de tygger hul i larverne og drikker deres blod. En ikke-destruktiv adfærd som forskerne kalder et "socialt fordøjelsessystem".
Forskerne vil nu foretage mere detaljerede observationer af draculamyrerne i deres naturlige miljøer, da ikke ret meget er kendt om arten i forvejen.