Fortsæt til indhold
Viden

Lysfænomenet Steve er ikke nordlys – men hvad er det så?

I 2016 fremviste nordlysjægere fotos af en lilla lysstribe på nattehimlen. Men forskerne ved stadig ikke, hvad der skaber det lilla og grønne himmelfænomen.

Videnskab.dk

I 2016 opdagede forskermiljøet et nyt lysfænomen på himlen, efter at det var lykkedes canadiske nordlysjægere at dokumentere fænomenet for første gang.

Endnu er der bare ingen, der ved med sikkerhed, hvad de er, eller hvor det kommer fra. Det skriver forskning.no, Videnskab.dk’s norske søster-site, i en artikel bragt på Videnskab.dk.

Fænomenet ligner en lilla stribe, der strækker sig op i himlen, hvor den nogle gange er formet som en bue. Den optræder ofte sammen med et grønt lys, der for det blotte øje ser hvidt ud, men et godt kamera kan opfange lysfænomenets flotte farver.

De canadiske nordlysjægere døbte fænomenet ’Steve’ med reference til animationsfilmen ’Over Hækken’, hvor dyrene i filmen møder noget ukendt og spontant døber det Steve.

Læs også: Sådan opstår det flotte nordlys

Navnet har hængt ved lige siden, selvom forskerne ganske vist har fundet en mere videnskabelig forklaring på navnet, der nu officielt står for ’Strong Thermal Emission Velocity Enhancement’.

Steve er ikke nordlys alligevel

I en artikel publiceret tidligere på året foreslog canadiske forskere, at Steve er nordlys, men i et nyligt studie foretager de en kovending. De mener nu, at himmelfænomenet er noget andet.

»Vores hovedkonklusion er, at Steve ikke er en form for nordlys,« fortæller Bea Gallardo-Lacourt, som er astrofysiker og hovedforfatter på det nye studie publiceret i Geophysical Research Letters.

»På nuværende tidspunkt ved vi meget lidt om det, og det er lidt sjovt, for fotograferne har kendt til fænomenet i mange år, men for forskerne er det helt ukendt.«

Læs også: Fem fascinerende fænomener på himlen over Danmark

Steve optræder sammen med nordlys, men adskiller sig fra nordlys på mange måder. Fænomenet er observeret til at vare fra 20 minutter til en time, mens nordlys kan ses i flere timer.

Nordlyset bølger i grønne, blå og røde farver, mens Steve mest er en lilla stribe. Desuden kan Steve observeres længere sydpå, end man oftest ser nordlys.

Steve havde et varmt gasfelt

Noget ved man dog om Steve. I 2017 optrådte Steve tilfældigvis i nærheden af en satellit, og der blev taget billeder af fænomenet fra Jorden.

Da satellitten fløj over Steve, afsløredes et meget varmt gasfelt på 25 kilometer, som flød mod vest med høj hastighed.

Efter denne undersøgelse blev det antaget, at lyset blev dannet på samme måde som nordlyset:

Store elektriske udladninger slynger elektrisk ladede partikler langs Jordens magnetfelt, hvor de kolliderer med atmosfæren.

Læs også: Hvorfor er himlen blå?

Atomerne bliver så tilført energi, som de udsender i form af lysglimt.

Men det er ikke den samme mekanisme, som skaber Steve ifølge forskerne bag studiet.

Kalder det ’skyglow’

Forskerne har nu analyseret en observation af Steve i det østlige Canada i 2008.

Ligesom det forrige studie sammenkoblede de fotografier og data fra satellitten POES-17, der passerede direkte over kameraerne på Jorden.

Satellitten er udstyret med et instrument, der kan måle ladede partikler, som falder ned i ionosfæren.

Læs også: Videnskab.dk’s læsere navngiver nyt rumfænomen

Men POES-17 registrerede ikke ladede partikler, som regnede med i ionosfæren i løbet af Steve-hændelsen, og derfor mener forskerne ikke, at Steve er en ny form for nordlys, men noget helt andet og noget helt nyt.

Indtil videre kalder forskerne det nye optiske fænomen for ’skyglow’.

Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål knyttet til Steve, og både forskerne og fotograferne kommer nok til at fortsætte jagten for at afsløre alle fænomenets hemmeligheder.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk
Artiklens emner
Rummet