Forskere har fundet et nyt kropsorgan
Det nyopdagede organ fungerer som en støddæmper for vitale kropsvæv og kan give os en bedre forståelse af, hvordan kræftceller spreder sig i kroppen.
Opdatering: Det forskningsstudie, som denne artikel bygger på, er siden offentliggørelsen blevet taget op til diskussion blandt forskere, som hævder, at der ikke er tale om et nyt organ. Læs mere her.
Forskere har opdaget et nyt organ i menneskekroppen, usynligt for det blotte øje.
Det har fået navnet interstitium (formentligt af det danske interstitielvæske, red.).
Interstitium beskrives som væskefyldte rum, der tilsammen er forbundet i et større netværk af stærke og fleksible proteiner.
Det findes angiveligt i hele kroppen, blandt andet under huden og omkring lunger, blodkar og muskler, hvilket gør det til et af kroppens største organer.
Det skriver Independent.
Hidtil har det kun været betragtet som et simpelt lag af bindevæv. Men et studie offentligtgjort i tidsskriftet Scientific Reports er nu den første til at identificere det som et af kroppens organer.
Opdagelsen skete, da to læger fra Mount Sinai Beth Israel Medical Center rutinemæssigt undersøgte en patients galdeblære for symptomer på kræft.
Her faldt lægerne over nogle væskefyldt kamre, som de umiddelbart ikke kunne henføre til kroppens kendte anatomi. Det var interstitium.
Efterfølgende kortlagde forskere dets kæmpemæssige omfang.
Forskerne mener først og fremmest, at det nye organ fungerer som en slags støddæmper, der beskytter vitale kropsvæv og indre organer mod skade.
Desuden fandt forskerne beviser for, at kræftceller kan finde vej til kroppens lymfesystem gennem det store netværk af væskefyldte rum.
Det skal være med til at give os en bedre forståelse af, hvordan cellerne spreder sig i kroppen.
»Denne opdagelse har potentiale til at gøre drastiske fremskridt inden for lægevidenskaben, herunder muligheden for, at den direkte prøveudtagning af legemsvæske kan blive et stærkt diagnostisk værktøj,« lød det fra Neil Theise, en af forskerne bag opdagelsen.