Magellanstrædets magi

CHILE

Da vi står på ”Vædderens” dæk og skuer op mod de høje bjerge, de dybe fjorde og de grønne, skovklædte bjergsider på vej ind gennem den chilenske skærgård, er det svært ikke at blive imponeret.

Det er også svært ikke at tænke på den norske skærgård, de norske fjelde og den norske kyst. Selv om vi befinder os på den anden side af jordkloden eller måske netop derfor minder den chilenske skærgård på mange måder om den norske. Den er bare større, vildere og mere ufremkommelig.

På Galathea 3-ekspeditionens rejse fra Antarktis til Valparaiso i Chile, gennemsejler ”Vædderen” en stor del af den chilenske skærgård, ligesom vi kommer forbi Kap Horn, sejler ind gennem Magellanstrædet og besøger Chiles sydligste by, Punta Arenas.

Mange krydstogtskibe fyldt med turister sejler ned langs skærgården på vej mod Antarktis.

Vi begiver os den anden vej på en lang rejse væk fra kulden, isen og det øde, ufremkommelige kontinent, op mod varmen, menneskemylderet og det sprudlende sydamerikanske liv.

Det første, vi møder på vores vej fra Antarktis mod nord, er den legendariske Kap Horn, det sydligste punkt på det amerikanske kontinent. En lille forblæst gruppe klipper, hvor den højeste rager 424 meter op i vejret.

I sig selv næppe den store oplevelse, men har man krydset Drake-strædet i fem-seks meter høje bølger, er dette som at komme hjem.

Inde bagved ligger Ildlandet, hjemsted for store fårefarme og ukendte bjerge.

Rigt dyreliv

Portugiseren Magellan var i 1520 den første europæer, der besøgte det sydligste Amerika. Strædet, der skærer gennem Sydamerika, er derfor opkaldt efter ham, selv om han i virkeligheden ikke bibragte området ret meget godt.

Den første del af Magellanstrædet på rejsen fra øst mod vest er ikke den store naturoplevelse. Selv efter tre-fire uger på havet stort set uden at have set solen virker turen ind til Punta Arenas som en rejse gennem en halvgold natur. Punta Arenas er da også et godt sted at få følelsen af at være nær Verdens Ende. Byen er udskibningshavn for turister på vej til det forjættede, iskolde kontinent.

Ikke langt fra Punta Arenas begynder eventyret imidlertid: Lidt uden for den støvede og halvkedelige by finder man Isla Magdalena, en ø der er hjemsted for 50.000 ynglende pingvinpar.

Da vi har sejlet et pænt stykke ned gennem Magellanstrædet, drejer sejlruten skarpt mod vest-nordvest, hvorefter ”Vædderen” glider ind gennem et særdeles smukt og meget spektakulært område med klipper, bjerge og voldsomme gletsjere meget tæt på. Et sted er der kun fire-fem meter vand under kølen, da ”Vædderen” hen på natten glider gennem ”The English Narrow”.

Tårne af Smerte eller Parque Nacional Torres Del Paine hedder en af Sydamerikas fineste nationalparker. Når man runder hjørnet af det sydamerikanske kontinent og lægger kursen mod nord, dukker denne naturperle op. Store tårne af granit nærmest springer ned i hovedet på den rejsende. Toppen af bjergene når op i 3.050 meters højde. Inde bagved ligger gigantiske gletsjere.

Mod grønnere steder

Hvis man er til vandring eller bjergklatring, er dette intet mindre end et paradis. Nationalparkens popularitet er voksende. Over 200.000 mennesker kommer hvert år på besøg. Friluftslivet er velorganiseret, men man skal følge anvisningerne og ikke gøre som en tjekkisk turist, der i 2005 ved et uheld satte ild til nationalparken med sit kogeapparat og var skyld i, at 10 pct. af parken gik op i røg.

Undervejs nordpå bliver naturen flottere og flottere. Hver dag stiger temperaturen desuden tre-fire grader, og vejret bliver langsomt bedre. De tunge skyer og regnen bliver efterhånden afløst af lidt mere sol og varme.

Det lykkes os ikke at få øje på en kondor, en af verdens største fugle, der med sit vingefang på tre meter kan flyve i op til 5,5 kilometers højde. Men vi ved, at den er derude.

Inde på land bliver skovene mere og mere tætte og ufremkommelige. En sjælden variant af tempereret regnskov breder sig her. Og det er tydeligt, at her er totalt og aldeles ufremkommeligt. Ikke en eneste lille fiskerlandsby møder vi. Vi sejler faktisk i flere dage uden at se hverken landsbyer eller andre skibe. Det eneste, vi møder, er en enkelt lille motorbåd, der formentlig hører til på den forskningsstation, vi lidt senere sejler forbi.

Uberørt natur

Til gengæld kan vi fra dækket nyde et sandt skue af spektakulære vandfald, spøgelsesagtige bjerge, hvoraf mange er indhyllet i tykke skyer, og mere grøn natur, end vi har set de seneste fire uger. Men også isbræer og gletsjere, der indimellem sender små isbjerge ud i vandet. Det ser smukt og frugtbart ud, men også ekstremt utilgængeligt. Her er ingen veje, ingen stier, ingen huse, ingenting.

Havet er også blevet varmere. Nu melder forskerne om bord om 18 graders varme nede i det dybblå hav.

Det afholder dog ikke sæler eller andre havdyr fra at boltre sig i vandet, mens der i luften næsten konstant svæver en flok albatrosser bag ”Vædderen”.

Efter tre dages sejlads kommer vi til Golfo de Ancud tæt på byen Puerto Montt i det nordligste Patagonien, hvor chilenerne er ved at opbygge en større forskningsstation. Her bliver nogle af vores forskere inviteret ind på besøg, mens vi andre sejler rundt i bugten og nyder den fabelagtige udsigt.

Hvalrulle!

Senere samme dag nærmer vi os Golfo Corcovado lidt syd for byen Chilo, hvor man i 2003 opdagede flere end 100 blåhvaler. En del var mødre med unger.

Samtlige 98 mennesker om bord forskere, mediefolk og militær besætning drømmer om blot én gang i livet at se verdens største dyr i sit rette element. En blåhval, der er det største dyr, der nogensinde har levet på kloden. Den kan blive op til 33 meter lang og veje 180 tons.

Vores blå venner beslutter sig imidlertid for at blive nede i dybet og sender i stedet både kaskelothvaler og forskellige delfiner på besøg.

Hver gang der bliver råbt hvalrulle på skibets prajeanlæg, smider alle, der har mulighed for det, alt, hvad de har i hænderne, og styrter op på broen for at have så godt et udsyn mod havets giganter som muligt. Og hver gang en hval eller delfin dukker op, bliver der skudt masser af billeder.

Atter i varmen

Flere steder undervejs passerer vi stræder, bugter eller bjerge opkaldt efter den berømte Charles Darwin, der med sine teorier om arternes oprindelse har sat uudslettelige aftryk i verdenshistorien.

Det være sig sneklædte bjergkæder som Cordillera Darwin eller det knap to en halv kilometer høje Mount Darwin. Selv om det især er Galapagos-øerne, som Darwins navn er knyttet til, gjorde han i virkeligheden større videnskabelige landvindinger her i Patagonien.

Sidste dag på rejsen fra Antarktis til Valparaíso lidt uden for Santiago er der udsigt til baderulle. Endelig er vi nået tilbage til varmen, solen og sommeren.

”Vædderen” ankrer op i en bugt ved en lille idyllisk landsby, hvor fiskerbådene ligger i flotte farver og oser af sydlandsk varme. Hvalfolkene tager sammen med en flok hvalentusiaster på hvaltur, mens andre slapper af og nyder solen oppe på dækket.

Men kun for nogle timer.

Herefter fortsætter Danmarks største forskningsekspedition i mere end 50 år sin rejse Jorden rundt.