Studie frikender rotter for at sprede Den Sorte Død

I 1349 ankom et skib til Bjørgvin i Norge. Skibet bragte pesten til det område, som vi i dag kalder Bergen.

Men var det rotterne, der hoppede i land, som var ansvarlige? For det er de sorte rotters lopper, der tidligere har fået skylden for at sprede pesten, der tog livet af halvdelen af befolkningen.

Men hvis vi skal tro et nyt studie om pestudbredelsen i andre europæiske lande, er det mere sandsynligt, at spredningen skete via lopper og lus, som levede på mennesker og deres tøj. Det skriver Videnskab.dk.

Biologiprofessor Nils Christian Stenseth og pensioneret medicinprofessor Lars Walløe ved Universitetet i Oslo har i fællesskab med kollegaer fra flere institutioner fremstillet matematiske modeller, som beregner, hvordan pest spreder sig i en befolkning set mod dødstallene fra ni europæiske lokationer i Middelalderen.

»Manglende grundlag for rotteteorien«

De vurderer, at pestbakterien Yersinia pestis spreder sig hurtigere, hvis den bevæger sig direkte mellem mennesker gennem lus og lopper i hår og tøj end via rottelopper.

Læs også: Generationerne efter Den Sorte Død var sundere

Hvis pesten skal sprede sig via rotter, skal rotterne eller deres lopper transporteres med for at smitte tilstrækkelig mange rotter ved næste destination.

Først når de fleste af rotterne er døde, søger rottelopperne husly på mennesker.

For derimod at blive smittet med menneskelige parasitter som lopper og lus er det nok bare at være i kontakt med andre mennesker.

Og menneske-utøjets færd passer meget bedre med, hvor stor en del af befolkningen som døde i Middelalderen end spredningen via rottelopper gør, viser forskernes beregninger.

»Det kan forklare, hvordan pesten var i stand til at sprede sig så hurtigt over hele Europa,« forklarer Nils Christian Stenseth til Forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite.

»Jeg er overbevist om, at det ikke var rotter, der spredte Den Sorte Død i Europa. Rotteteorien, som har mange følgere, er bygget på et meget usolidt grundlag.«

Men Nils Christian Stenseth og kollegaer møder modstand – igen.

Ved intet med sikkerhed

»Belægget for, at det kan tænkes at være menneskelus, er så tyndt. Det kan de ikke basere modellerne på,« mener Ole Georg Moseng, der er professor i historie ved Høgskolen i Sørøst-Norge.

Læs også: Klimaforandringer i Asien var skyld i pestudbrud i Europa

Hans ph.d.-afhandling omhandlede pesten, og han mener, at der er adskillige grunde til at tro på den klassiske forklaring om, at rottelopperne var afgørende for smittespredningen.

Forskerne bag det nye studie henviser til nyere studier, der indikerer, at både menneskelus og lopper kan være pestbærere samt er i stand til at inficere raske dyr. Lignende lus og lopper blev for nylig fundet ved pestudbrud i Afrika.

Men det er ikke lykkedes at påvise, at lus smitter fra menneske til menneske, og derfor er lusenes rolle i forbindelse med pestsmitte fortsat et åbent spørgsmål, vedgår forskerne bag studiet.

»Vi ved ikke med sikkerhed, om Den Sorte Død i Europa skyldtes lus og lopper på mennesker.

Men vores model viser, at spredning er mulig uden rotter,« påstår Nils Christian Stenseth.

Rotten er altså ikke helt frikendt endnu.

Hvem skal vi tro på?

Hvorfor er emnet stadig kontroversielt?

»Det er jo en del af vores historie, som har sat dybe spor. Halvdelen af befolkningen i Europa døde. Der vil altid være kontroverser omkring så store hændelser. Men dét, synes jeg, er sjovt,« siger Nils Christian Stenseth.

Læs også: Rester fra pesten fundet i 1.500 år gammel tand

»Smitsomme infektionssygdomme har nok haft lige så voldsom effekt på samfundet som krig, sult og naturkatastrofer,« mener Ole Georg Moseng.

Han er overrasket over, at Nils Christian Stenseth er gået over til den anden side – rent fagligt set. For Nils Christian Stenseth har nemlig skiftet mening undervejs.

»Hvis du spurgte mig for fem år siden, ville jeg have sagt, at der helt sikkert fandtes et reservoir af pest blandt gnavere i Europa. Men det tror jeg ikke længere. Det er sjovt at ændre mening som forsker,« fortæller biologiprofessoren.