Et lille stykke Danmark til havs

I et gråt krigsskib, der gynger, er et stykke af Danmark stukket til søs. Kaptajn Carsten Schmidt kalder det for et kultursammenstød, andre taler om et møde mellem struktur-autister og en flok anarkister, og en forsker mener ikke, at der findes paralleller i naturen.

Præcis i dag befinder inspektionsskibet ”Vædderen” sig med sin besætning på 50 hærdede søfolk og 49 forskere og mediefolk et sted ud for den norske kyst, før det i morgen trækkes i dok i Stavanger for at reparere et teknisk problem med skibets skrue.

Men på Galathea-ekspeditionen kan meget andet gå i stykker end selve skibet og dyrt forskningsgrej. Næsten ni måneders sejlads kloden rundt er i sig selv et sjældent socialt eksperiment, for civilister har normalt intet at gøre i en militær verden.

Hvad sker der f.eks., når civilisterne ikke stiller til skafning (spisning, red.) til tiden? Hvis de brager ind i kaptajnens chefmesse uden at banke på? Eller hvis de går i vejen for MOB-holdet, (mand-over-bord-redningsfolkene), som bl.a. går i aktion, når en civilist forsvinder ud på den »blå hylde« (havet)?

Eller når civilisterne vækkes kl. 07 af en såkaldt hylende wobler på prajeanlægget, og de ikke forstår, hvad den efterfølgende skingre stemme mener, når den befaler alle at »skeje ud overalt«?

»Jeg har ofte tænkt, at det hele er bluff. Du er slet ikke journalist, og forskerne er kun statister i et stort sociologisk projekt, der går ud på, hvor hurtigt man kan forvandle en skibsbesætning til gamle mænd,« siger næstkommanderende, 39-årige Martin Sort Mikkelsen.

Hans trætte smil fortæller, at besætningen har haft travlere end normalt op til afsejling. Også for Søværnet er ekspeditionen et prestigeprojekt, der skal vise, hvad man kan, og stress niveauet har været højt.

Men generelt taler både næstkommanderende og andre besætningsmedlemmer med entusiasme om togtet. Blandingen mellem civilister og søfolk kan med lidt held blive en berigelse for begge parter, mener de.

»Det er godt at få nyt blod om bord. Det kan ærligt talt godt blive lidt kedeligt ved hvert eneste måltid at høre de samme af Søværnets skrøner, som har en tendens til at blive bedre for hver gang. F.eks. om hvor meget is, der var ved Grønland, og hvor farligt det var,« siger 29-årige Sigrid Hansen, styrmand og et af fem kvindelige besætningsmedlemmer.

En anden kvindelig officer er skibets 53-årige læge, der meget betryggende hedder Liv K. Jensen. Hun styrer et lille hospital med fire senge ombord og stiller den diagnose, at blandingen vil være sund for begge parter, og at eksperimentet nok skal blive en succes.

»Det bliver helt sikkert hyggeligere og mere socialt. Bl.a. fordi manglen på plads tvinger de fleste til at dele lukafer med andre. Ofte på de store skibe som ”Vædderen” søger folk ind til sig selv bliver lidt asociale.«

Ifølge lægen afhænger meget af, om kaptajn og næstkommanderende er flinke, og om kemien mellem dem virker. Begge dele er heldigvis tilfældet for Galathea 3 skibet, mener hun.

»Hvis kemien ikke er i orden, kan det være frygteligt at være på et skib. For så bliver det et flydende fængsel, som man ikke bare kan stå af.«

Høflighed er et nøgleord ombord på skibet, og både forskere og mediefolk har været hurtige til at lære. Forskeren Colin Stedmon fra Danmarks Miljøundersøgelse DMU mener, at det falder helt naturligt at respektere søfolkenes kultur. Det er som at besøge et andet land.

»De er utrolig hjælpsomme og imødekomne. Alle de stereotype forestillinger, jeg havde om et strengt hierarki og mulig friktion mellem det og vores anarkistiske ledelsesstrukturer, forsvandt allerede på det første møde,« roser den 30-årige, der ikke umiddelbart i naturen kan få øje på paralleller til blandingen.

Karen Marie Hilligsøe, der forsker i kulstofkredsløb, finder det også naturligt at indordne sig.
»Hvis der opstår en kritisk situation på et skib, nytter det ikke at gå i gruppearbejde. Som forsker ville det derimod give problemer bare at følge ordrer fra en chef.«

For kongen på skibet, kaptajn Carsten Schmidt, handler det om at få tre vidt forskellige virksomhedskulturer til at spille sammen, så alle om bord er tilfredse, og så danske skatteydere får »bank for the box« - valuta for pengene og investeringerne i forskning.

»Det kræver, at alle indretter sig. Selv måtte jeg gå på kompromis og undlade at spille Galathea 3 sangen ved afsejlingen som planlagt, fordi tv-folkene ellers ikke ville kunne klippe i materialet,« fortæller kaptajnen med en antydning af ærgrelse i stemmen.

Han sammenligner togtet med indledningen på et langvarigt ægteskab, hvor det er nødvendigt at slide kanter af. Selv har han 40 års erfaring.

»Skibet er en mobil landsby med masser af kompetencer, hvor vi nu også skal integrere forskere og mediefolk. Vi vil komme alle i møde så langt, at det ikke går på kompromis med sikkerheden. For jeg har lovet at bringe alle hele hjem.«

Stemningen på et krigsskib siges at kunne blive lige så klaustrofobisk som i ubådsfilmen Das Boot. Dårlig kemi og mobning kan øge symptomerne af den midtvejskuller, som et velkendt fænomen på længere togter. Den giver sig udslag i, at tolerancen falder, og folk begynder at snerre ad hinanden.

Det kan orlogspræst Eigil Andreasen tale med om. Ud over at holde gudstjeneste og træde til som sjælesørger, hvis et besætningsmedlem f.eks. mister et familiemedlem, agerer den 58-årige præst også krisepsykolog.

»Skibet er sit eget lille samfund. Chefen er kongen, ledelsen er regeringen, og der er også en læge og en præst, som vi kender det fra land. Det er vigtigt, at man tager hensyn til hinanden og forsøger at indrette sig efter folks særheder og særligheder. Det er vigtigt at iagttage høflighed, så vi kan holde ud at være her sammen. Reglerne i Søværnet kunne udmærket bruges i det øvrige samfund.«

Selv om forestillingen om, at der på et skib uafbrudt råbes højt og udstedes ordrer, hurtigt gøres til skamme, er der dog en klar forskel mellem land og hav. Til søs tales der ikke så længe om tingene som på land. Når en officer udsteder en ordre, bliver den udført, og søfolk pakkes ikke ind i vat. Som det f.eks. skriges ud over højtaleren - angiveligt med et smil - i en af morgenprajningerne.

»De syge til DOC (lægen), de døde til pateren (præsten), og simulanter til næstkommanderende.«