Færøsk kulturliv på trods

Det er ikke en myte, at kulturlivet lever og har det rigtigt godt på Færøerne. Men det sker på trods. Kulturpolitikken er nærmest ikke-eksisterende, selv om øerne med forholdsvis få midler kunne få udbygget og videreudviklet et kulturliv, der findes.

Vurderingen kommer fra Gunnar Hoydal, forfatter, digter, arkitekt og en af de mest aktive og debatterende mennesker i det færøske kulturliv. Fra hjemmet i Tórshavn kan han se ned til havnen, hvor det færøske parlament Tinganes ligger, og han er ikke bleg for at give verbale svirp til landets kulturpolitik.

»Kultur var det første område, der blev overgivet til Lagtinget i forbindelse med løsrivelsen fra Danmark i 1948. Det havde en stor signalværdi, men man må også sige, at det blev overtaget, fordi det var et nemt område. Siden er det blevet forsømt og overladt til sig selv,« siger Gunnar Hoydal.

Bekvemme politikere
Han kalder de lokale politikere for bekvemme, fordi der er ikke er en klart afgrænset og defineret kulturpolitik.

»Det betyder, at hele kulturarven, både den fysiske og den åndelige, har det skidt. Der bør gøres noget. Tog man kulturen alvorligt var der for længst oprettet en kunstskole, hvor unge talenter kunne udvikle sig. Jeg ser meget store udviklingsmuligheder i det færøske kulturliv, men det er nærmest umuligt at få noget gennemført,« siger han.

Gunnar Hoydal så også gerne, at der blev oprettet en kulturfond, der kunne udvælge de projekter, man gerne ville støtte.

»Vi ser ellers, at der er 100 projektmagere, der ansøger om penge, og så får alle lige meget, fordi der ikke bliver taget stilling til kvaliteten. Det er formentligt, fordi vi er sådan et lille samfund, hvor alle kender alle, og så er det sværere at vælge noget fra. Der er en slags smålighed over det, og da øerne udgør et lille samfund, bliver man påtvunget til at deltage i stort og småt. Det sidste kan være godt, fordi en tvungen deltagelse kan skabe et godt grundlag for skabende, kunstnerisk virksomhed.«

Gør-det-selv
Gunnar Hoydal fortæller, at færøske forfattere selv må betale for udgivelse af mange af de 150 bøger, der udgives på øerne om året. Modsat for eksempel på Island, hvor der er stor vilje til at markedsføre kulturlivet i resten af verden.

Den skrantende vilje fra politisk side har til gengæld betydet, at færingerne klarer tingene selv - det er på den måde, at livet blomstrer. De 18 øer med knap 50.000 indbyggere ligger så isoleret, at mange kender hinanden eller kender én, der kender én.

»Færøerne er på godt og ondt et samfund, der afspejler hele verden. At man er så nær ved hinanden betyder, at kulturen er meget kraftig. Mange bliver overrasket over, at der er så stor aktivitet i så lille et samfund. Jeg tror, at det vigtige her er, at der er så tæt kontakt mellem budbringer og modtager. En forfatter kan blive spurgt af sin læser: Hvad mener du med det, du skrev der?,« siger Gunnar Hoydal.

Kampen for sproget
Bevarelsen af det færøske sprog er en af hovedårsagerne til, at det særlige færøske kulturliv er bevaret og lever. Øerne har været præget af først norske, siden danske embedsmænd, der indførte dansk som hovedsprog i skoler og forvaltning.

Det fik færingerne op på tæerne, og der blev skrevet på livet løs - sproget skulle have en flot begravelse. Den livlige skribentvirksomhed kombineret med den færøske kædedans, hvor sproget indgår som en vigtig del, betød, at den døende fik nyt liv, og det lever i dag i bedste velgående.

»Modersmålet er adgangen til verden. Man kan sagtens leve med mange sprog, så dér ser jeg ingen fare. Vi taler udmærket dansk og mange forstår og taler de øvrige nordiske sprog. Det en berigelse,« siger Gunnar Hoydal.

Men symptomatisk for forfatterne, der skriver et sprog, der eksempelvis ikke kan forstås i Danmark, så er de færinger, der har haft succes udenlands enten billedkunstnere, der jo ikke behøver sproget, eller sangere som Teitur og Eivor Pálsdóttir, der ofte synger på engelsk.

Politiske budskaber
»De unge ser så op til folk som netop Eivor og Teitur, og så må vi konstatere, at de vælger engelsk som sprog. Det gør mange bands, og dermed ender de som mainstream i den store verden. Men det er glædeligt, at vi de seneste år har set en tendens til, at helt nye orkestre har færøske tekster, og at de samtidig har politiske budskaber - ikke mindst om færøsk løsrivelse - og dermed fører de en kunstnerisk tradition videre. Det er meget interessant at følge.«

De politiske budskaber og krisen på øerne i 1990’erne samt de forgæves løsrivelsesforhandlinger med Danmark ved årtusindskiftet har betydet et pust til den nationale selvbevidsthed.

»Efter den danske regerings håndtering af krisen står det klart for færingerne, at vi er på egen hånd. Der er ingen, der kommer og hjælper os, og derfor er selvbevidstheden styrket. Der er masser af optimisme og gå-på-mod i samfundet, og det afspejler sig i kulturlivet. Nu gælder det så om også at få politikerne til at indse det,« siger Gunnar Hoydal.