Fortsæt til indhold
NB-Borgen nyhedsbrev

Guess who's back?

Og hvorfor ser han sådan ud?

Godeftermiddag

Dagens politiske overblik er det modsatte af regeringsforhandlingerne: Kort og effektivt.

Værsgo:

  1. Tell a friend
  2. »Løgn« fra nyvalgt Venstre-politiker
  3. Tavs Løkke på Marienborg

1. Tell a friend

Ja, det ER altså Venstres formand. Kilde: Troels Lund Poulsens Facebook

Jeg kan godt forstå, hvis du lige har kigget en ekstra gang på billedet herover.

Den er altså god nok: Det er Troels Lund Poulsen dér bag Disney-bøllehatten og fuldskægget.

Venstres formand har for kort tid siden delt billedet på sin Facebook- og Instagram-profil, og opslaget er ledsaget af rapperen Eminems ikoniske 00’er-hit »Without Me«, der som bekendt indeholder linjerne:

»Guess who’s back, back again? Shady’s back, tell a friend.«

Og det er nøjagtig, hvad Troels Lund Poulsen er: Tilbage på Christiansborg, efter han for en måned siden var igennem en akut øjenoperation efter en alvorlig nethindeløsning.

»Så er der styr på øje og skæg. Jeg er tilbage,« skriver Venstre-formanden i sit opslag, og bladrer man videre, møder man en mere genkendelig udgave af ham: Glatbarberet, i jakkesæt og hatteløs.

Tidligere onsdag delte han en længere opdatering på Facebook og skrev bl.a.:

»Uvisheden og frygten for at miste synet har naturligvis været en voldsom oplevelse. Siden operationen har jeg holdt mig i ro og passet godt på helbredet, og heldigvis har det virket. Alle mine tests ser gode ud, og derfor har lægerne nu givet grønt lys til, at jeg kan vende tilbage til arbejdet på Christiansborg.«

2. »Løgn fra nyvalgt Venstre-politiker«

Mens jeg har scrollet i Troels Lund Poulsens Facebook-feed, har min gode kollega Frederik Fogde tilbragt en del tid på en anden Venstre-politikers sociale medier.

Og det er der kommet en fremragende historie ud af, som du kan læse i Jyllands-Posten.

Det nyvalgte folketingsmedlem Amanda Heitmann har gennem længere tid delt adskillige videoer på sin Facebook- og Instagram-profil, hvor hun hovedsageligt kommer med budskaber om landbruget, drikkevandet og havmiljøet.

Frederik Fogde har sat en række eksperter til at se videoerne igennem, og deres konklusion er entydig:

En række af Amanda Heitmanns påstande er uden hold i virkeligheden, i nogle tilfælde er der tale om stærkt fordrejede udgaver af sandheden – og i andre tilfælde ligefrem lyver Venstre-politikeren.

I en af videoerne siger Amanda Heitmann eksempelvis, at »vi ikke entydigt kan konkludere, at det er landmændenes skyld, at vi har fundet spor af forskellige gifte i vores grundvand«.

»Jeg er nødt til at sige, at det er en løgn, og når jeg bruger så kraftigt et udtryk som en løgn, er det, fordi vi nu har diskuteret det her i 20 eller 30 år,« siger havmiljøprofessor på Aarhus Universitet Stiig Markager:

»Der ligger så mange officielle rapporter, og Venstre har selv anerkendt det i den grønne trepartsaftale. Når man begynder at tale om, at nitrat kommer andre steder fra, så ophører enhver meningsfuld samtale.«

Amanda Heitmann selv har afvist at stille op til interview. Hun har i stedet sendt et skriftligt svar via Venstres pressetjeneste:

»Det er indiskutabelt, at landbrugets udledninger – herunder nitratudledninger – selvfølgelig påvirker vores miljø og natur. Det har jeg på ingen måde lyst til at sætte spørgsmålstegn ved, for det er fakta. Det skal vi gøre noget ved, og jeg går 100 procent ind for, at vi skal gøre, hvad der skal til for at beskytte vores drikkevand og vores natur. Det handler naturligvis også om spildevand, men vi kommer selvfølgelig ikke udenom landbrugets udledninger, det siger sig selv.«

3. Tavs Løkke på Marienborg

Der er som bekendt kommet lidt mere skub i de langstrakte og langsommelige regeringsforhandlinger i den forgangne uge.

Jeg kan godt forstå, hvis du indimellem mister overblikket, så her en ultrakort status på, hvad du skal vide i dag:

Lars Løkke Rasmussen og resten af Moderaternes forhandlingsdelegation har været på Marienborg i dag for at forhandle med Mette Frederiksen (S).

Løkke forlod statsministerens embedsbolig efter godt fire en halv times forhandlinger uden at sige et ord til pressen.

De bedste hilsner

Cathrine Bloch

Politisk journalist