Fortsæt til indhold
NB-Borgen nyhedsbrev

Det ultimative overblik!

Vi prøver noget nyt i dag.

Goddag

Mange medier har efterhånden et nyhedsbrev, der forsøger at give et overblik over uoverskueligheden i dansk politik.

I dag gør vi derfor noget nyt og giver det ultimative overblik over overblikkene!

Hjerteligt velkommen.

  1. Arvefølgen efter Frederiksen
  2. Vermunds fortrydelse
  3. Frit svineri

1. Arvefølgen efter Frederiksen

Fredag var Mette Frederiksen til EU-topmøde på Cypern. Mandag forhandler hun videre om en ny regering i Danmark. Foto: Yiannis Kourtoglou / Reuters

Rundt omkring på Christiansborg betragtes det efterhånden som så sandsynligt, at Lars Løkke går med i en S-R-SF-M-regering støttet af Enhedslisten, at der nu spekuleres i, hvordan ministerposterne mon skal fordeles.

Særlig opmærksomhed retter sig mod den socialdemokratiske kabale i Weekendavisens politiske nyhedsbrev, Mandag Mortensen, opkaldt efter den altid velskrivende og velinformerede journalist Hans Mortensen.

Han bemærker, at Mette Frederiksen formentlig er i gang med sin sidste valgperiode som statsminister, og at Socialdemokratiet derfor summer af snak om arvefølgen i partiet.

Med et nyt ministerhold vil S-formanden nemlig selv kunne signalere, hvem hun foretrækker som sin efterfølger: Justitsminister Peter Hummelgaard eller finansminister Nicolai Wammen?

De kan næppe begge beholde deres magtfulde poster, når der skal gøres plads til flere partier i en ny regering.

»I den brutale model rykker hun Wammen nedad eller helt ud og udpeger Hummelgaard som finansminister. I det tilfælde har hun tydeligt indikeret hensigten,« skriver Hans Mortensen:

»Beholder hun derimod Wammen, er hun formodentlig nødt til at give Hummelgaard noget mindre prestigefyldt, og det kan ikke udlægges som andet end en degradering.«

En tredje og næsten neutral udvej er, at »Socialdemokratiet sikrer sig Forsvarsministeriet og placerer Hummelgaard der«, skriver Mortensen denne mandag.

Det kræver imidlertid, at Lars Løkke Rasmussen, manden med de afgørende mandater, ikke forsøger at sætte sig på Wammens finansministerpost.

Den moderate formand selv har i dag været på visit på Marienborg. Her handlede det ikke om poster, men om den politik, som Mette Frederiksen forsøger at samle rød blok og Moderaterne om.

Tidligere har Løkke ellers ultimativt afvist at lave en regering, der er afhængig af Enhedslisten. På vej ind til mødet afviste han at have blødt op på det.

»Vi er hverken blødt op eller blødt ned, hvis man kan det,« sagde han ifølge DR:

»Vi skal prøve at blive enige med Mette Frederiksen om, hvilken økonomisk politik hun skal være statsminister for. Hvis vi kan blive enige om det, er det hendes opgave at se, hvem der kan støtte det. Men det kræver i første omgang, at vi bliver enige med hende.«

2. Vermunds fortrydelser

Berlingskes daglige nyhedsbrev hedder Politisk morgenpost, og det er i dag vinklet på et stort interview, som vi bragte her hos Jyllands-Posten i weekenden.

Det er min gode kollega Cathrine Bloch, der har talt med Pernille Vermund, engang bramfri formand for Nye Borgerlige, i dag mere dæmpet udlændingeordfører for Liberal Alliance.

Hun fortryder, at hun var for hård i retorikken dengang og f.eks. kaldte en udlænding for ”perker” for rullende kameraer.

»Jeg kan mærke, at det støder mig at høre det i dag. Det giver lige et gib i mig,« siger hun.

Hele det interessante interview kan læses her.

3. Frit svineri

Nyhedsbureauet Ritzau udsender hver eneste morgen kl. 06.00 et overblik over dagen, der venter, og her stod skrevet, at Folketingets statsrevisorer skulle mødes for at snakke om grises velbefindende, et stort tema i valgkampen.

Kl. 13.00 trådte de frem og udtrykte skarp kritik af, at dyrevelfærden i grisestalden ligner et kontrolfrit svineri.

Konklusionen i en stor undersøgelse er kort fortalt, at kontrollen falder ned mellem forskellige myndigheder, og at lovbrud sjældent bliver opdaget og straffet.

»Det er for ringe,« siger Mette Abildgaard (K), formand for Statsrevisorerne.

Jacob Jensen (V), fungerende fødevareminister, svarer, at »det langtfra er i orden, når myndighederne ikke reagerer på den slags dyrplageri«.

»Der er brug for at gøre mere,« siger han i en pressemeddelelse og peger på et lovforslag om at tredoble strafferammen for de groveste overtrædelser af dyrevelfærdsloven.

Et forslag, som bortfaldt, da der blev udskrevet folketingsvalg, og derfor skal genoplives af en ny regering ... hvis der nogensinde kommer en sådan.

Fortsat god dag

Nikolaj Rytgaard

Politisk journalist