Fortsæt til indhold
NB-Borgen nyhedsbrev

Pernille Rosenkrantz-Theil er stiktosset over »fake news« fra SF og Enhedslisten

Jyllands-Postens politiske nyhedsbrev: Pernille Rosenkrantz-Theil er stiktosset over »fake news« fra SF og Enhedslisten, oprøret ulmer mod Nye Borgerliges formand, og i juleferien går Jyllands-Posten i luften med ny, spændende serie.

Godeftermiddag, kære læser.

Du læser årets sidste udgave af Jyllands-Postens nye politiske nyhedsbrev: Politisk overblik.

Vi går på juleferie i dag og vender tilbage igen d. 6. januar.

Godt et år før kommunalvalget senest løber af stablen, er den politiske magtkamp allerede i fuld gang.

Nu kaster Socialdemokratiets kandidat i København, Pernille Rosenkrantz-Theil, beskyldninger om manipulation og vildledning mod sine modstandere.

Det - og meget mere - kan du læse mere om lige under indholdsfortegnelsen.

  1. Dagens vigtigste historie: Pernille Rosenkrantz-Theil er stiktosset over »fake news« fra SF og Enhedslisten
  2. Det bør du også vide: Oprøret ulmer i Nye Borgerlige
  3. Redaktionen holder øje med: Glæd dig til Jyllands-Postens kongerunde

1. Pernille Rosenkrantz-Theil er stiktosset over »fake news« fra SF og Enhedslisten

Pernille Rosenkrantz-Theil (S) beskylder SF og Enhedslisten for at sprede »fake news«. Foto: Jens Dresling

Socialdemokratiets overborgmesterkandidat og partiets fhv. social- og boligminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, er stiktosset i dagens Politiken.

Hun beskylder SF og Enhedslisten for at sprede »fake news«.

Beskyldningen drejer sig om en meningsmåling fra Epinion, som var bestilt af de to partier og omtalt første gang i Altinget og derefter i flere medier - herunder dette nyhedsbrev - for godt en måned siden.

Meningmålingen viste ifølge Altinget, som havde »set og fået refereret den« fra »en række kilder,« at kun 12 pct. af de adspurgte københavnere ville stemme på Socialdemokratiet, hvis der var valg i morgen.

Derimod ville 24 og 21 pct. stemme henholdsvis Enhedslisten og SF, altså de partier, som havde bestilt meningsmålingen.

Men nu viser det sig, at meningsmålingen var flere måneder gammel, trods den i Altinget blev omtalt som »ny«, hvilket vi i dette nyhedsbrev også citerede.

Epinions rundspørge blev foretaget, før Pernille Rosenkrantz-Theil overhovedet havde bekendtgjort sit kandidatur til overborgmesterposten.

Det begriber Pernille Rosenkrantz-Theil ikke, hvorfor Enhedslisten eller SF ikke har fortalt - eller fået medierne til at pointere.

»Det er dybt manipulerende af SF og Enhedslisten. Uanset om det er bevidst, eller det er en undladelsessynd, er der tale om et beskidt manipulationsnummer«, siger hun til Politiken.

Politiken har spurgt Enhedslisten om, hvorfor de ikke oplyste tidsrammen for undersøgelsen, men det svarer partiet ikke på.

SF skyder skylden på Altinget.

Altinget chefredaktør, Jakob Nielsen, svarer Politiken, at mediet var klar over tidsrammen, men det var en »forglemmelse«, at den ikke indgik i artiklen. Det er Jakob Nielsen »ked af«, og artiklen er nu rettet.

På samme dag, som Altinget omtalte meningsmålingen, sagde Pernille Rosenkrantz-Theil til DR, at hun troede, det ville blive »tæt på umuligt« for hende og Socialdemokratiet at fastholde overborgmesterposten i København, da partiet er »rigtig trængt« i København.

Det er sandt, at Socialdemokratiet er »rigtig trængt«.

Ikke kun i København, men også i Aarhus, Aalborg og Odense viste en vælgermåling, som valgforsker Kasper Møller Hansen har foretaget for Ugebrevet Mandag Morgen.

Faktisk har Socialdemokratiet lige nu kurs mod det værste kommunalvalg i partiets historie ifølge professorens måling.

Men om partiet kan beholde borgmesterkæderne i de fire største byer, kommer selvfølgelig alt sammen an på, hvordan man konstituerer sig i kommunerne efter valget, sagde Kasper Møller Hansen til mig:

»Men det bliver i hvert fald ikke lettere for dem (Socialdemokratiet, red.), fordi de står til at få et dårligt resultat.«

2. Oprøret ulmer i Nye Borgerlige

Et oprør ulmer mod Martin Henriksens formandsskab for Nye Borgerlige. Foto: Anthon Unger

Nye Borgerlige kæmper (stadig) for sit liv.

I øjeblikket ulmer et oprør mod partiets formand, Martin Henriksen, som i flere år sad i Folketinget for Dansk Folkeparti.

For en uge siden meddelte Nye Borgerlige-medlemmet Karsten Kudsk, at han vil vippe Martin Henriksen af formandsposten.

I dag siger Susanne Borggaard, som sidder i kommunalbestyrelsen for Nye Borgerlige i Sorø Kommune, at hun tilslutter sig opstanden mod formand Henriksen.

Borggaard mener, at Martin Henriksen har været for ringe til at samle nok underskrifter til, at Nye Borgerlige igen kan blive opstillingsberettiget til Folketinget.

»Flere medlemmer ønsker et formandsskifte. Vi står foran et kommunalvalg i 2025, og medlemmerne siver, og det kræver, at vi har den rette ledelse i Nye Borgerlige,« siger hun til B.T.

I skrivende stund har Nye Borgerlige kun skaffet 1431 underskrifter ud af de 20.000, som det kræves at kunne stille op til et Folketinget.

Du er tilgivet, hvis du er forvirret over, at Nye Borgerlige igen skal indsamle underskrifter. For Nye Borgerlige har jo siddet flere år i Folketinget.

Men da partistifter Pernille Vermund i starten af i år forlod Nye Borgerlige, opløste hun i samme ombæring partiets folketingsgruppe.

Valgloven kræver, at et parti både skal være valgt til Folketinget og fortsat være repræsenteret i det, hvis man skal slippe for at samle underskrifter.

Det går derimod strygende med underskrifterne for Nye Borgerliges fhv. formand, Lars Boje Mathiesen, som i øjeblikket er løsgænger i Folketinget.

Forleden rundede Lars Bojes parti »Borgernes Parti – Lars Boje Mathiesen« de 20.000 underskrifter, og vil dermed efter alt at dømme være at finde på stemmesedlen til næste folketingsvalg.

Lars Boje nåede at være formand for Nye Borgerlige i godt en måned i 2023, indtil han blev afsat og ekskluderet fra partiet grundet en uenighed om løn.

Men nu er Lars Boje altså på banen igen med sit nye parti, som han ser som en naturlig del af blå blok.

»Danskerne kender mig. Jeg siger tingene råt for usødet, men det tror jeg, danskerne gerne vil have,« sagde Lars Boje forleden til DR, da hans parti nåede op på de 20.000 underskrifter.

3. Glæd dig til Jyllands-Postens kongerunde

På søndag går Jyllands-Posten i luften med vores nye serie: Kongerunden. Foto: Stine Bidstrup

I årets sidste nyhedsbrev vil vi her på redaktionen anbefale dig at følge med på Jyllands-Postens hjemmeside henover juleferien.

Allerede på søndag går vi i luften med en ny serie. Den hedder Kongerunden!

I serien spiller vi scenarierne igennem for, hvad der kan ske efter næste valg. Bliver der en »mærkelig« midterregering igen? Eller vender rød og blå blok tilbage?

Vi taler med både toprådgivere, tidligere politikere og kunstige intelligenser for at blive klogere.

Det har været ret sjovt og interessant at lave. Vi håber, at det bliver lige så sjovt og interessant at læse.

Som en god Netflix-serie udgiver vi alle kapitlerne i serien på én gang på søndag den 22. december, så du kan læse det hele fra start til slut, hvis du vil.

Du kan også bare komme ind på jp.dk i løbet af juledagene, hvor historierne vil komme frem på forsiden, dag for dag, som en anden julekalender.

Og det var alt, hvad jeg havde til dig i dagens udgave af Politisk overblik. Jeg håber, du vil læse med efter nytår.

Nyhedsbrevet er tilbage igen fra den 6. januar, hvor jeg atter udfolder dagens vigtigste politiske historier med perspektiv og analyse fra vores redaktion.

Send mig en mail på kristian.s.nielsen@jp.dk, hvis du mener, jeg overser noget interessant.

Glædelig jul og godt nytår til dig!

Med venlig hilsen

Kristian Stoffer Nielsen