Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Brystsmerter vækker unødig angst

Smerter i hjertet gør de fleste mennesker nervøse og skaber frygt for blodprop i hjertet. Men ny forskning viser, at det i en del tilfælde slet ikke er hjertet, den er gal med.

Har du smerter omkring hjertet eller i brystet - så skal du selvfølgelig undersøges af en læge. Men det er ikke nødvendigvis en hjertelæge, som i sidste ende skal behandle dig - kiropraktoren kan i nogle tilfælde klare problemerne.

I en del tilfælde stammer brystsmerter nemlig slet ikke fra hjertet, men er symptomer fra bevægeapparatet, som til forveksling ligner tegn på noget mere alvorligt som eksempelvis tegn på blodprop.

Det viser en ny undersøgelse, som forskere fra Syddansk Universitet har gennemført blandt 305 patienter, der har været indlagt på hjerteafdelingen på Odense Universitetshospital med akutte brystsmerter. Patienterne blev alle udskrevet fra hospitalet med besked på, at deres hjerte ikke fejler noget akut.

Hver tredje havde problemer

Alle patienterne, som var udskrevet fra hjerteafdelingen uden diagnose, blev efterfølgende undersøgt af kiropraktor og leder af undersøgelsen, Mette Jensen Stochkendahl fra Nordisk Institut for Kiropraktik og Klinisk Biomekanik og Syddansk Universitet.

Ca. en tredjedel af dem (115) viste sig at have problemer med led og muskler i brystkassen eller med rygsøjlen.

Disse patienter blev derefter delt op i to grupper ved hjælp af lodtrækning, og den ene gruppe modtog kiropraktorbehandling, mens den anden fik information om smerter i bevægeapparatet samt et par udstrækningsøvelser.

Resultatet var, at 82 pct. af de patienter, som fik behandling, havde fået det bedre eller meget bedre efter fire uger, mens det var tilfældet for 60 pct. af de øvrige patienter.

Smerterne kommer igen

I følge Mette Jensen Stochkendahl viser undersøgelsen, at der er væsentligt, at der bliver taget hånd om de patienter, som udskrives fra hjerteafdelingen, uden at hjertet fejler noget.

"De kommer hjem uden en diagnose, og mellem 50 og 75 pct. af dem oplever, at smerterne kommer igen efter et stykke tid. Ud over at forsøge at få bugt med deres smerter, kan vi dæmpe patienternes angst betydeligt, når de finder ud af, at smerterne stammer fra bevægeapparatet og ikke fra hjertet," fortæller kiropraktor Mette Jensen Stochkendahl.

Når problemer med bevægeapparatet kan forveksles med symptomer på hjerteproblemer skyldes det, at smerter fra det nederste af nakken og brysrygsøjlen mellem skulderbladene kan stråle hele vejen rundt om brystkassen og nogle gange kun mærkes foran i brystet.

Giver spændinger og smerter

Desuden kan muskler og led omkring ryggen og brystkassen blive spændte og hyperaktive, og lige som eksempelvis myoser i nakken kan de store muskler omkring brystkassen også give spændinger og smerter.

I følge Mette Jensen Stochkendahl bør man dog altid opsøge egen læge eller tage på skadestuen, hvis man oplever stærke og akutte brystsmerter.

"For man kan ikke umiddelbart skelne mellem hjerteproblemer og bevægeapparatproblemer ud fra patienternes symptombeskrivelser. Det kræver som minimum, at man laver en måling af hjerterytmen, en såkaldt ekg, og ofte også blodprøver," siger hun.