Oplev byerne via Kløverstierne
De første Kløverstier er flittigt i brug, og om få år vil vi over hele landet møde stierne.
Idéen om afmærkede stiruter i de danske byer er genial og kommer til at glæde danskere og turister over hele landet. En række af stierne er allerede indviet, og hvad var mere naturligt end at tage en tur på en af de første Kløverstier? Så cyklen blev pumpet, smurt og sat bag på bilen. Og så gik turen mod Skjern, hvor jeg ville teste en af deres Kløverruter. Stierne udgår fra Skjern Kirke, hvor der er god plads til at parkere. Ved parkeringspladsen er der også opsat et kort over ruterne, ligesom der er foldere, man kan tage med sig med kort og beskrivelser af, hvad man kan se på turene. Mine ambitioner var i orden. Den lange, sorte rute skulle besejres med en tur fra Skjern til Tarm, videre omkring Tarm og retur til Skjern Kirke. 12 kilometer på cykel er jo ikke afskrækkende.
Hjælp fra smartphone
Iført skriggul jakke, cykelhjelm og -handsker samt bevæbnet med det officielle luftfoto med indtegnede ruter cyklede jeg ud på den sorte rute. Men kommunens fire ruter er gengivet på et enkelt A4-ark, hvor det er svært at se de enkelte veje. Så kortets størrelsesforhold i kombination med mit for hurtige benarbejde og for langsomme hjernearbejde gav et par svinkeærinder. Jeg kørte for langt flere gange og måtte vende om for at komme ind på ruten. Først da jeg tog min smartphone frem og brugte blandt andet Google Maps, fungerede det fint. Indtil jeg et pænt stykke ude ad den sorte rute mødte muren. Ikke i form af syre i benene, men i form af en oversvømmet og lettere opgravet sti, der mere indbød til langskaftede gummistøvler end til cykelkørsel. Så jeg vendte om og snuppede den blå rute gennem enge, over åer og retur via et villakvarter til kirken. Stierne ved Ringkøbing-Skjern kan bestemt anbefales - og en enkelt opgravet sti ødelagde ikke cykelturen. Det gav bare en anden tur, end jeg havde regnet med. Til gengæld vil jeg anbefale, at man ved den kommende revision laver et kort i et mere brugbart størrelsesforhold.
Fire stier fra samme start
Kløverstierne er kendetegnet ved at bestå af fire ruter med hver sin farve og hver sin længde. En grøn rute på 2,5 km, en blå rute på 5 km, en rød rute på 7,5 km og en sort rute på 10 km eller længere (den opmærksomme skiløber vil genkende rækkefølgen af farverne fra markeringen af pisterne). Fælles for Kløverstierne er, at der alle steder skal udgå fire ruter fra samme centrale sted i byen, som slutter der igen. Dermed udgør de fire ruter noget, der med lidt god vilje ligner et firkløver på kortet. Bare man følger pælene med de små, farvede pile og kigger på kortet, kommer man ud på en tur af en passende længde - og man slutter, hvor man begyndte. Ruterne er planlagt, så de kan bruges af vandrere, løbere og cyklister samt mange steder rulleskøjteløbere. Og det er et krav til ruterne, at der skal være flest mulige spændende oplysninger undervejs. Mindst fire interessepunkter om byen, naturen, kulturen eller egnen på den grønne rute stigende til mindst 10 på den sorte rute. Oplysningerne må ikke samle støv. Derfor skal de fornys mindst en gang om året. Når ruterne pr. definition skal præsentere byen og omegnen, skal man naturligvis ikke forvente at se imponerende landskaber og fredede huse på hvert eneste gadehjørne. Men lidt af det hele inklusive den lokale industri og andre måske mindre maleriske dele af en by.
Støtte til etablering af lokale stier
Bag Kløverstierne står Friluftsrådet, Danmarks Idrætsforbund, DGI - idræt & fællesskab, Dansk Firmaidrætsforbund og Nordea-fonden - samt støtte fra tips- og lottomidler. Partnerne arbejder tæt sammen med landets kommuner, hvor ti blev udvalgt som pilotkommuner og nu er godt i gang. Det er Aabenraa, Brøndby, Høje-Taastrup, Kolding, Norddjurs, Odsherred, Rebild, Ringkøbing-Skjern og Vejle. Og alle har indviet deres ruter. Herefter er udvalgt 12 nye kommuner, der er i gang med deres lokale projekter: Lolland, Vejen, Syddjurs, Ishøj, Gribskov, Hedensted, Svendborg, Solrød, Lemvig, Guldborgsund, Hjørring og Kalundborg. Planen er, at hver af landets kommuner i løbet af de næste tre år skal etablere mindst en enkelt Kløversti. Interesserede kan på www.friluftsraadet.dk læse mere om stierne og om mulighederne for tilskud.
LÆS OGSÅ: Vandretur i Nordsjællands Rusland