Smag den oversete rødvinsdrue
"Cabernet" siger de fleste, når de taler om en af verdens mest udbredte rødvinsdruer, cabernet sauvignon. Men hvad med cabernet franc?
Alle, også ikke-vindrikkere, har hørt om cabernet sauvignon. Den lægger most til nogle af de bedste rødvine i verden og dyrkes i stort set alle vinproducerende lande. Cabernet sauvignon er et afkom af hvidvinsdruen sauvignon blanc og den røde cabernet franc, som det handler om i denne artikel.
Cabernet franc har, sammenlignet med sit populære afkom, mindre af det hele. Mindre farve, mindre tannin, mindre syre. Det giver selvfølgeligt lettere og lysere vine. I mange vinbøger og -artikler kan man læse, at druen er bedst som blandingsdrue og fungerer mindre godt på egen hånd. Jeg er ikke helt enig, men derimod ret glad for vine på cabernet franc. Det kunne være fra Chinon eller Bourgueil i Loire, hvor druen trives fint og leverer læskende, urtede vine.
Vinene er alsidige i madsammenhæng og kan klare det meste med høj drinkability og mere pondus end f.eks. beaujolais. Og da der her ofte slås et slag for mere vinøs diversitet, skal der selvfølgelig også lyde en opfordring til at prøve kræfter med cabernet franc. F.eks. til en svinekam, saftige skaftkoteletter eller en kalveculotte.