»Og hvorfor findes der naturvin? Fordi der findes industriel vin. De er to ekstremer, det første er en reaktion på det andet«

»Jeg bryder mig ikke om ordet naturvin – vin nature. Det er på mode, det er løst defineret, og ingen ved rigtig, hvad det betyder. Jeg laver vin, sådan er det,« siger Jules Metras, som aflagde byen et julebesøg på den sidste hektiske handelsdag før juleaften.

Scenen var den overmåde hyggelige vinbar Ved Stranden 10, der denne sene eftermiddag var (reverenter talt) dampende af travlhed; julepressede folk med gigantiske Magasinposer strømmede ud og ind, man fylkedes og favnede hverandre i pelsekrammere, hyggeligt nok, men naturligvis en slags antitese til Beaujolais som vinstil og forårsbebuder, en antitese, der ikke lader den pinlige novemberklassiker Beaujolais-Nouveau meget efter; i det kolde, mørke Danmark vil vi vel have mørk og kraftig vin på denne tid?

Her hører ligheden dog også helt op.

Metras bringer nemlig historien med sig, ikke kun i form af en håndfuld ældre årgange, men først og fremmest fordi han (og ikke mindst hans far, Yvon) er en af de par håndfulde producenter, der placerer Beaujolais på landkortet som en sydlig del af Bourgogne, snarere end en pjattet, kommerciel drik, rystet igennem en racerkørers bagagesmæk.

Metras var ikke en del af, men meget tæt på den berømte firebande i Beaujolais i 1980’erne. Det var her, naturvinens arne stod, og hvis De er i tvivl om, hvad det er for en fisk, må De komme lidt mere ud. På Københavns smarteste restauranter og i Paris’ 11. arrondissement (det hippe kvarter, hvor også Charlie Hebdo havde sine kontorer) er det snart sagt umuligt at få andet end noget, der kvalificerer sig som naturvin.

Det kan virke anstrengt, og bevægelsens tilhængere kan være belastende at høre på (og ligefrem grotesk uforskammede og irettesættende over for sagesløse turister), men betragt antitesen, en industriel vin tilsat alskens kunstige ting og sager og stabiliseret og filtreret i en grad, så der knap er tale om vin længere. Og hvem gider drikke det, endsige tale om det?

At det netop vari Beaujolais, man fandt på idéen om at rendyrke vin uden tilsætningsstoffer, er ikke helt tilfældigt. Regionen har været hærget af sit omdømme som en ren marketing-gimmick. Et magasin blev dømt for at skrive om regionens vine, at mange af dem var vin de merde, lortevin, og man har skam også haft sin skandale: 53 producenter blev fundet skyldige i at tilsætte for meget sukker for at hæve alkoholniveauet.

Firebanden gik en anden vej. En helt anden vej, hvad der også demonstreres af de meget lavalkoholiske Metras-vine, der denne eftermiddag imponerer ved deres forfriskende liflighed (man havde gudskelov gjort sig den ulejlighed at køle dem ned).

Hovedmanden bag bevægelsen var Jules Chauvet, og arven blev løftet af folk som Marcel Lapierre, Guy Breton, Jean Foillard og Jean-Paul Thevenet. Og mens de forsværger tilsætningsstoffer, så er de ikke bange for at bruge maceration semi-carbonic for at fremhæve frugten.

Bevægelsen tog fart i firserne, da mange af de mere kommercielle producenter stadig tilsatte en industriel gær (mange gør det endnu), der gav vinen en decideret ubehagelig smag af banan og tyggegummi. Tryk avler modtryk, eller som Jean-Louis Chave (Hermitage) sagde til mig for et par år siden:

»Filosofisk set foretrækker jeg vin uden svovl frem for industriel vin. Og hvorfor findes der naturvin? Fordi der findes industriel vin. De er to ekstremer, det første er en reaktion på det andet. Den industrielle, globale, kommercielle vin har skabt sin modsætning. Og det er klart, at en stor vin skal udtrykke sin oprindelse, og for at gøre det skal den være så ren som mulig. Kommer man for meget svovl i, er den ikke længere levende. Problemet er bare, at uden nogen svovl risikerer man nemt, at vinen løber løbsk. Det er et problem med ekstremer.«

I Beaujolais handler det ikke om pinot noir, men om den tyndskallede gamay (som Filippe den Dristige forviste fra Bourgogne i det 14. århundrede, fordi han fandt den »illoyal«). Druen klarer sig nemlig ikke godt i Bourgognes kalkede jorde; granit i Beaujolais kan den godt lide.

Og netop naturfolkene trives utrolig godt her – så godt, at naturvine mange andre steder fra sagtens kan komme til at minde om beaujolais, sjovt nok.