Hestekød i danske burgere
Burger King erkender at have modtaget kød fra irsk firma, der har blandet hestekød i burgerbøffer.
Har Burger King solgt burgere i Danmark, der har indeholdt hestekød?
Det penible spørgsmål kan man ikke afvise hos den verdenskendte burgerkæde i Danmark, og derfor har man nu besluttet at skifte leverandør.
Det sker, efter at fødevaremyndighederne i England i sidste uge afslørede partier af oksekød fra det irske firma Silvercrest, som indeholdt op mod en tredjedel hestekød.
Det blandede okse-og hestekød var blevet solgt til flere større supermarkedkæder i England, samt til Burger King-restauranter i flere lande, skriver Ekstra Bladet.
Jyllands-Posten har forsøgt at få nogle klare svar til beskyldningerne fra Burger King.
Vi ville gerne have spurgt:
- Hvor længe har Burger King i Danmark benyttet det irske firma som leverandør?
- Har I solgt burgere med hestekød i?
og
- Hvad vil I gøre ved problemet?
Burger Kings svar
Pressemedarbejder for Burger King i Danmark Nikolai Gaardboe Johnsen oplyser, at han ikke umiddelbart kan svare på, hvor længe Burger King har fået kød fra det irske firma.
Og til de øvrige spørgsmål har Jyllands-Posten via mail modtaget dette svar:
"Madkvalitet og fødevaresikkerhed er den højeste prioritet på Burger Kings restauranter i hele verden. Vi arbejder med ensartede og omfattende kontrolsystemer for at sikre, at vi sælger produkter til vores kunder, der lever op til vores strenge standarder for kvalitet.
Silvercrest, en del af ABP Food Group, har været under mistanke for mulig sammenblanding af visse produkter, produceret på deres fabrik i Irland. Denne virksomhed har også leveret bøffer med 100 pct. rent oksekød til vores restauranter i Danmark.
Selv om dette ikke har udgjort et problem for fødevaresikkerheden ifølge de irske myndigheder, har vi som en følge af spekulationerne omgående iværksat en undersøgelse af forholdene.
Som en sikkerhedsforanstaltning besluttede vi os i den forgangne weekend for at erstatte alle produkter fra Silvercrest i Danmark med produkter fra en anden leverandør. Dette har været en ren og skær frivillig beslutning fra vores side, og den er taget som en forholdsregel.
Dette kan betyde, at visse af vores produkter har været midlertidigt udsolgte. Vi beklager over for gæster, der har været berørt af denne ubelejlighed. Men vi kan dog forvisse alle vores gæster om, at de kan stole på, at vi altid serverer produkter af den højeste kvalitet.
Vi tager situationen meget alvorligt og vil fortsætte med at følge op på sagen."