Nørre Vissing Kro

Efter bilturen ad mørke veje en kold decemberaften var det en fryd at komme ind i restauranten på Nørre Vissing Kro.

Ilden brændte i pejsen, og glade gæster nippede til deres vin. Der var kik til køkkenet, småsprossede hvide vinduer, blå vægge og mørke møbler med rødt plys. Overalt faldt øjet på blomsteranretninger, og i anledning af højtiden var der pyntet godt op med masser af guldbestøvede designerting.

De dyrker ikke den minimalistiske stil i Nørre Vissing, men det var udenfor diskussion meget hyggeligt at være bænket i en af Østjyllands ambitiøse kroer. Flere hundrede år gammel er den og placeret i et smukt område nordøst for Ry. Her har brødrene Morten og Mads Mygind sat sig for at 'forene fantasi og tradition'. Det lykkes fint for dem.

Menukortet er præget af klassikere fra det pæne køkken, der i brødrene Myginds udgave får et tvist.

Fra den billigere menu - 250 til 320 kr. for to til fire retter - havde den røgede laks fået følgeskab af æblesalat og dildfløde, krondyrkøllen kom med glacerede kastanjer, ostetallerkenen var blevet til en 'sandwich af Fourme d´Ambert', mens desserten var chokolade-cappuccinokage med orangeis mv.

Problemer med vinen

Og i den dyrere menu blev der sprællet yderligere med pakker, tårne og trilogier. Det ville vi afprøve og gerne med den tilhørende vinmenu.

Der var blot et problem: Vinmenuen blev kun solgt til hele bordet, og én skulle jo føre bilen på tilbagevejen.

Kunne den ene spisende få vinmenuen i halv størrelse, spurgte vi den yngre, kvindelige tjener.

Nej, den gik ikke.

Kunne den ene af os så få vinmenu alene?

Heller ikke det kunne accepteres, og vi gav op.

Det er klart, at der ikke er råd til at trække en masse flasker op til blot én gæst. På den anden side må en pæn del af kroens kunder - stedets beliggenhed taget i betragtning - være i bil.

Og det er måske lidt synd ikke bare at udelukke dem men også deres ledsagere fra at smage kroens egne bud på den rigtige sammensætning af mad og vin.

Heller ikke i det fyldige og flotte vinkort fandt vi stor service til de kørende gæster. Meget få flasker var i glas/halvflaske, så vi var ærlig talt meget i vildrede med, hvordan vi skulle finde passende vin til de i alt seks forskellige retter, vi havde plukket fra den store menu.

Afslappet service

Vi lod spørgsmålet gå videre til tjeneren, der svarede, at det kom an på, hvilke vine vi foretrak.

Javist, men vi ville gerne høre hendes bud.

Det måtte vi presse hårdt på for at få. I det hele taget virkede indstillingen til servicering af kunderne ret afslappet.

Men da vi så fik nogle vinforslag, viste de sig at være meget relevante.

Til forretterne en sicilianer, Planeta Alastro, lavet på druerne chardonnay og grecanico, og til hovedretter, ost og dessert en australier med kultstatus, Torbreck Juveniles af grenache, shiraz og mataro.

Sidstnævnte var en forførende vin, der først perlede på tungen som en let vin men siden blev siddende i munden med eftersmag som en sværvægter.

Masser af smag var der også i appetitvækkeren, lufttørret skinke med rød salat, pinjekerner og ingefærolie.

De rigt smagende olier skulle vise sig at være et fællestræk for flere retter, lige som de intense - undertiden på kanten af det for salte - smagsindtryk.

Det gjaldt ikke mindst for første ret, Vesterhavs-bouillabaisse med safran. Her var fiskesuppe kogt ind til tæt på sauce. Den blev serveret i en lille skål ledsaget af en rulle med lidt tør søtunge udenpå og saftig laksemousse i midten.

Hertil lidt tomat i tern og ristede brødtern.

Måske balancerede det ikke helt perfekt, men lyst til at prøve noget var der.

Mod var der også i 'pakke med skaldyr og blæksprutteragout i ingefær på sauce-nero med limeolie'.

Skulpturel kage

Det lyder af noget, ikke sandt. Flot var det også. Pakken var af filodej, og den lå omgivet af krebs, sort sauce på blæk fra sprutten og gul olie. En skulpturel riskage afrundede billedet.

Medanmelderens anden ret, carpaccio af kalv med trøffel og tårn af æbler, foie gras og kartofler var måske knap så fotogen. Men i smag var det aftenens vinder. Det fine kød og trøflens duft var den dekadente fortrop, herefter fulgte æblets syre, leverens fedme og sprødheden fra de friterede kartofler.

Den sicilianske hvidvin klarede alle retter, bortset fra den sorte sauce og limeolien, fint, og smagsfylden blev matchet af relativt små portioner, der levnede rigelig med appetit til hovedretten, den såkaldte trilogi over fritgående moskusand. Det var også nødvendigt, for tre anretninger kunne ikke gøre det.

Andens bryst blev serveret med sennepsmayonnaise, lårene var syltet i eget fedt (confit), kød fra halsen kom med blå ost og rå rødbede, kråsen var pakket i filodej mv.

Dertil kartofler i lag (pommes Anna), syltede kumquats, rødkåls-/appelsingele og orange/anissauce.

Tjeneren kan sit kram

Godt håndværk med sjove indfald, der i et enkelt tilfælde eller to måske blev mere sjove end harmoniske. Men rødvinen fra Australien overvandt det hele - et bevis på, at tjeneren kan sit kram, når hun ellers får det formidlet til gæsterne.

Aftenens morsomste præsentation af en ret stod chefkokken, Morten Mygind, således for, da han med stor begejstring lancerede ostene. Den fede, franske specialitet, Mont d'Or, fik et par ord om køernes græsning med på vejen, lagring af Tomme de Savoie blev kort forklaret og så videre.

Med på tallerkenen var blandt andet også den spanske blåskimmel Picon og den franske Munster (serveret som i Alsace med kommen). En fin samling af fine oste.

Og så til desserterne

u var vi ved at nå så langt frem på aftenen, at de fleste andre gæster var gået hjem. Der blev dog ikke skyndet på de sidste borde, vi blev opfordret til selv at sætte tidspunkt for servering af desserten.

Eller rettere desserterne for som ved hovedretten havde køkkenet brugt stor energi på at finde på så mange snedige anretninger som muligt.

I anledning af julen var der et ganske lille glas gløgg med kanelskum og kanelis med miniæbleskive og henkogt æble. Mere eksotisk var nougat/nøddecremen med tørret ananas og figen/chokoladekagen med frisk kokos på frugtchutney.

Så var der også hårdt brug for stempelkanden med kaffe - og lidt mindre brug for de medfølgende petit fours.

Som med de foregående retter var det dog ikke mængden, men styrken og mængden af smagsindtryk, der fyldte sanserne. Fantasien sejrer over traditionen i de klassiske omgivelser, og det er ikke uden omkostninger.

Ikke desto mindre skal Nørre Vissing have fem stjerner - ikke mindst for at turde.

lone.olsen@jp.dk