Alt ved det gamle - næsten

Det var lidt med bange anelser, vi bestilte bord på Raadhuus Kafeen en lørdag aften, for vores seneste besøg i september 2007 var ikke nogen succes.

Betjeningen var uforskammet, servicet var beskidt og maden højst nogenlunde.

Men det er historie. Denne aften var betjeningen flink og venlig, servicet var i orden, og maden var stort set, som man kan forvente af en restauration, der satser på den gedigne klassiske kromad uden fine franske fornemmelser.

Der er kort sagt kommet styr på betjeningen, og i modsætning til september 2007 følte vi os ligefrem velkomne denne aften.

Indretningen er ændret lidt siden sidst. Den lange bar, som skabte trængsel ved indgangen, er reduceret til naturlig størrelse og har givet plads til nogle flere borde og i det hele taget et mere imødekommende indgangsparti.

De farvede ruder, som især i den bageste ende af lokalet ledte tanken hen på restaurationsgæster, der helst ikke ville ses, er erstattet af store, lyse vinduer. Til glæde for de fleste, måske til irritation for de få.

Traditionel mad

Spisekortet byder på traditionel dansk kromad uden fedtforskrækkelse og med mere vægt på at imødekomme sultne mænds behov end på at levere gastronomiske nyskabelser og finere franske finesser.

Smørrebrødssedlen er lang, og på aftenkortet er der både pariserbøf, stegt rødspætte, hakkebøf, engelsk bøf, wienersnitsel, boeuf bearnaise, kalvefilet, gryderet med oksekød og cocktailpølser, skipperlabskovs, stegt flæsk, flæskeæggekage og stegt lever med bløde løg.

Også forretterne er velkendte: Suppe, tre slags sild, skaldyrssalat, rejecocktail, hønsesalat, røget laks og tarteletter med høns og asparges.

Vinkortet er overskueligt, og priserne ligger i det overkommelige område. Så alt i alt er der lagt op til et traditionelt dansk krobesøg, og det er slet ikke ringe, at byen kan tilbyde et sådant på den centrale plads lige over for rådhuset.

Vi valgte hønsesalaten (75 kr.) og skaldyrssalaten (75 kr.) som forretter og dertil et glas af husets hvidvin, en pinot blanc 2008 fra Trimbach (60 kr.). Det var en fin frisk, gavmildt skænket vin af den slags, som man får serveret i forsamlingshuse til runde fødselsdage, og hvor menuen hedder suppe, steg og is.

Allerede forretterne gav et signal om, at vi ikke kom til at gå sultne i seng denne aften. En ordentlig portion hønsesalat med masser af stegt bacon på den ene side af bordet og på den anden en dygtig portion skaldyr i en lyserød, ganske velsmagende dressing. Næppe hjemmelavet, men o.k. Hvis vi skulle have spist op, havde der nok været brug for lidt mere brød end de tre små ristede trekanter til hver, men vi valgte at levne, ikke mindst i betragtning af, at et skilt ved indgangen kundgør, at man her kan få ”byens største wienerschnitzel” til 165 kr.

Den valgte anmelderen, og den var ganske rigtigt stor. Om den er byens største er ikke til at sige, men stor var den i hvert fald, og mættede gjorde den. Den var tilberedt på den helt klassiske måde med masser af panering, grønne ærter, agurkesalt og masser af brasede kartofler med smørsovs til. Det ville ikke have gjort noget, om man her havde været lidt moderne og sparet en kende på paneringen, men det er en detalje. Panering hører sig til, og det er tilladt at skrabe den af, hvis det bliver for meget.

En kogt bøf

Mens der således var tilfredshed med serveringen på den ene side af bordet, var der udtalt misnøje på den anden.

Ledsageren havde bestilt en klassisk engelsk bøf med bløde løg, hvide kartofler og skysovs (185 kr.).

Bøffen var ikke just mør, den var mere kogt end stegt, og den havde fået alt for lang tid, så den nærmest var grå hele vejen igennem. Hverken bøffen, løgene, kartoflerne eller sovsen smagte af noget som helst. Det eneste, der smagte normalt, var de syltede asier.

Den ret var simpelthen tungen ud ad vinduet, og det er bare for dårligt, ikke mindst i en restaurant, der har specialiseret sig i klassiske kroretter. Nogen må lære den kok at stege en bøf.

Vinen var til gengæld en formildende omstændighed: En pinot noir fra Leyda Valley, Chile (345 kr.) årgang 2007 på kortet, men årgang 2008 på etiketten. Den slags afvigelser burde betjeningen i det mindste nævne, lige som det stadig er god tone at trække vinen op ved bordet efter at have præsenteret flasken.

Det er også god tone at fjerne glassene, efterhånden som de er brugt. Ingen af vore brugte glas blev fjernet. De stod på bordet endnu, da regningen var betalt.

Ud at ryge

»Hvad pokker, er der nogen, der ryger herinde?« udbrød ledsageren spontant, da tjeneren havde fjernet vores service efter hovedretten.

Ganske rigtig, lugten af cigaretrøg var umiskendelig, men der var ingen synlig cigaretrøg i nærheden. Det var tjeneren, der trak en sky af cigaretlugt med sig. Enten havde han selv været ude at ryge, eller også havde han været i selskab med storrygere.

Vore næser er tydeligvis blevet mere følsomme som følge af den glimrende rygelov. Tak for den.

Også dessert/ostekortet byder på danske kroklassikere: pandekager, bananasplit, chokoladekage, friturestegt camembert, gammel ost, almindelig ost med peberfrugt, kransekage, fragilitéroulade og så rådhuspandekagerne efter forbillede fra Københavns Rådhus.

Ledsageren valgte fragilitérouladen (65 kr.) og anmelderen valgte rådhuspandekagerne (69 kr.).

Fragilitérouladen var fin, og det var rådhuspandekagerne sådan set også, om end køkkenet ikke havde ruttet med den orangelikør, der skulle give smag til cremen.

Det ville have øget fornøjelsen, hvis man havde brugt flødeskum i stedet for noget, der på god afstand til forveksling ligner, men som er kommet ud af en trykluftdåse og har meget lidt med fløde at gøre.

Til desserterne nød vi hver et glas Pineau des Charentes (50 kr.) - den franske hedvin, hvis gæring er standset med tilsætning af cognac, når den rette sødme er nået. Den hvide til pandekagerne, den røde til fragilitéen.

Vi kom af med 1.227 kr. for hele arrangementet, og det er sådan set i orden. Eller ville have været det, hvis ikke den engelske bøf havde været så tænderskærende elendig.

Helhedsoplevelsen er ikke ringe, men der er potentiale til noget endnu bedre. Det bliver tre stjerner denne gang.

LÆS OGSÅ: Dansk mad på Børsen