Dampet torsk med kaperssauce
(4 personer)
800 g torskefilet
2 spsk. salt
Sauce:
2 spsk saltede kapers, skyllede og hakkede.
½ bundt persille.
1 lille bundt dild.
1 spsk. grov dijonsennep.
100 g smør.
Gå torsken efter for ben. Læg den i et ildfast fad, og drys med saltet. Stil fadet i køleskabet i et par timer eller længere. Sæt ovnen på 200 grader. Hak kapers og urter groft, og rør det med sennep. Smelt smørret i en gryde over svag varme, så det ikke bliver brunt, rør det sammen med kapersblandingen, og hold saucen varm; senneppen må ikke koge.
Skyl torsken, og tør den. Smør fadet med et tyndt lag smør, og læg den tilbage i fadet med to spsk. vand i bunden. Dæk med sølvpapir, og sæt fadet i ovnen. Når torsken føles fast, når man trykker på den, er den færdig. Det tager ca. 12 min., hvis fileten er tyk, ellers kun otte.
Fisken må hellere få for lidt end for meget, varmen fra fadet skal nok få den kogt. Hæld forsigtigt vandet fra, og rør lidt af det i saucen. Hæld saucen over fisken. Spis med aspargeskartofler.