Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Fem restauranter til finanskrisen

<p>Vi har rustet os til finanskrisen med gode middage til lave priser på en håndfuld af byens restauranter. To retter med vin kan klares for 300-600 kr. - og kun en af restauranterne faldt igennem.</p>

JESPER STEIN LARSEN

Kan to personer spise godt for 500 kr.?

Det spørgsmål er relevant for mange af os - ikke bare i dommedagsskyggen fra finanskrisen eller ved synet af debetsaldoen fra juleorgiet, men også til en god hverdagsaften, hvor man vil spise ude uden at få slået hul i pungen.

Vi satte os for at finde fem steder, der kunne byde på mad til to personer i omegnen af 500 kr. ledsaget af mindst et glas vin eller øl.

På dette prisniveau finder man i København nogle få japanske, adskillige indiske og pakistanske og næsten alle thailandske, vietnamesiske og kinesiske restauranter, så vi veg med to undtagelser uden om det store og glimrende, men traditionelle asiatiske udbud og søgte mod restauranter, som har ry for at præstere noget særligt - ikke bare prismæssigt og kulinarisk, men også stemningsmæssigt og med en geografisk spredning ud over byen.

Madklub på et højt niveau
Første besøg var Madklubben i Store Kongensgade - bistro de luxe kalder ejerne stedet, der serverer en blanding af fransk brasseriemad og nyt nordisk køkken. Og mad kan de lave i klubben - endda til priser, der bør få enhver københavnsk cafeejer til at rødme af flovhed over, hvor velsmagende og elegant det kan gøres, for Madklubben er niveauer over den københavnske cafemad, og den er tilmed billigere. En ret koster 100 kr., og så lægges der en 50'er oveni for hver ret, så fire retter står i 250 kr.

Der er ikke et overdådigt udvalg af retter, men nok til, at selv den kræsne finder råd. Jeg fik sukkersaltede kammuslinger med mandelpure og sagogryn syltet i kirsebæreddike, min medspiser hønseæg røget i hø med skagenskinke til forret - og hvis nogen siger Noma, siger jeg ja, for mon ikke kokken på Madklubben har ladet sig inspirere på Københavns førende restaurant - uden at vi af den grund når kulinariske himmelhøjder? Mindre kan også gøre det. Kammuslingeretten var raffineret, hønseægget spøjst og fantasifuldt - begge retter smagte godt. Velsmagen fortsatte ved hovedretterne, hjorteragout med kastanjer, jodskokker, svampe og ribs og bagt svinebryst med rodfrugter.

Det er imponerende, at et køkken, der laver mad til potentielt 150-200 mennesker kan bibeholde det skarpe udtryk og den rene smag i retterne. Konceptet er lagt an på to hold gæster pr. aften, så hvis du vil nyde en langstrakt middag, går du nok galt i byen. Til gengæld får du noget for pengene, og det gælder både mad og drikke - vi drak husets rødvin til 150 kr. - en fredelig flaske cabernet sauvignon fra Chile, et glas cava koster blot 35 kr., og en gin og tonic en halvtredser. Til gengæld er der tillæg på de mest luksusprægede retter - 50 kr. ekstra for kammuslingen og for hjorten. Men to retter med en flaske vin kan fås for under 500 kr. - og det er et særsyn. Madklubben er beslægtet med Cofoco-kæden, og de to ejere har også arbejdet på kædens restaurant på Værnedamsvej, Les Trois Cochon. I eget hus er de gået et prisniveau ned uden at slække på kvaliteten, og det giver fire stjerner.

Traditionel italiensk mad
Næste stop er et højt besunget italiensk spisested, der i et lille år har eksisteret i et gammelt bodegalokale på Nordre Frihavnsgade på Østerbro. Fischer hedder stedet, der har undertitlen pastaværtshus, og vi er solidt plantet i den italienske trattoriastil, som her betyder enkel rustik mad, lave priser og afslappet stemning.

Vi sad i træk fra toilettet, men der skal nogen jo sidde i det lille hyggelige lokale, hvor spillemaskiner og buede tonede ruder vidner om, at det engang hed Erlands Pub. Man kan spise ved baren, men bordbestilling er nødvendigt, for der er kun plads til små 35 mennesker, og stedet er af gode grunde populært. Menuen er lille og traditionel. Min ledsager fik linguine med hvidløg, chili og olie, en gigantisk portion af den frække, nøgne italienske klassiker, der sparkede de steder, den skulle. Jeg fik en mild ravioli med ricotta og spinat - som i modsætning til linguinen var hjemmelavede, bløde og lækre med bid i kanten. Vi drak et glas Argiolas Costera fra Sardinien til 55 kr., tør, krydret og med let frugtsmag. Alle vine på det interessante kort fås i glas til overkommelige priser. Hovedretten blev kalvekotelet med hvide bønner, et dejligt stort stykke kød, stegt perfekt rosa, men bønnestuvningen var lige lovlig grynet. Min ledsager fik kuller med blåmuslinger, og her havde fisken fået for meget, så den var tør. Vi fortsatte med dessert i form af et bjerg pecorino med honning og pære og en tiramisu, der var helt perfekt. Fischer er et fint hverdagssted med solid kost på rene og gode råvarer, her er billigt, men der var enkelte kiks undervejs, som trækker os ned på tre stjerner.

Storartet fransk køkken
I grænselandet mellem Ydre Nørrebro og Frederiksberg har et dansk-engelsk ægtepar i to år drevet spisestedet Cafe Benedict, der begyndte som en caferestaurant, men i dag er den restaurant, som kokken Bens evner fortjener. Vi er ovre i det franske køkken. Store portioner, udsøgte råvarer, kraftig krydring og et niveau, der ligger langt over det sædvanlige. Der er en menu på tre retter for 275 kr., men man kan vælge a la carte fra den lille menu, der skifter med de råvarer, kokken kan hente hjem. En forret koster lige under 100 kr., en hovedret 135-145 kr. Vin, tjekkisk fadøl og diverse ingefær og limedrikke fås til 40 kr. glasset, så to personer kan spise sig mere end mætte for under 600 kr.

Der er plads til og accept af børn i det hyggelige lokale, der er indrettet med en kombination af sofaer, lænestole, spejle og almindelige borde. Vi fik en stor bruschetta med gedeost og marineret tomat og en utrolig lækker fennikelsuppe med grillet kammusling til forret, hovedretten var dels kalvemørbrad med kartofler og spidskål med citron, dels et stykke rosa lammeculotte og et stykke smeltende mørt bov af samme dyr med gulerødder, kartofler og gulerodspure - begge retter med rødvinssauce. Det er med en vis bekymring, at jeg afslører et af mine lokale yndlingssteder, for man vil jo gerne kunne få bord i fremtiden også, men jeg er aldrig blevet skuffet hos Ben og Anne, og det blev vi heller ikke denne aften, hvor vi drak alkoholfrie ingefærdrinks til maden. Kødet var udsøgt, prisen næsten komisk i forhold til, hvad man får på tallerkenen, og hvad man betaler andre steder. Det bringer fire stjerner i hus.

Vietnamesisk på Vesterbro
På Vesterbro er udbuddet af asiatiske restauranter ganske enormt, og en af dem, man ikke kommer uden om at besøge, er Lê Lê - vietnamesisk med et skud fransk kolonikøkken - der først boede i et altid proppet lokale på Vesterbrogade, og nu er rykket ned i det hedengangne herremagasin Regents enorme lokaler på Vesterbro Torv for at få plads til de mange kunder. Der kommer sjældent bedre mad ud af at udvide med mere end 100 pladser. Og det er heller ikke tilfældet her. Men Lê Lê har en del kulinarisk kapital at tære på, så helt ringe er det ikke blevet. Venligheden er intakt, og menukortet er en omfangsrig og inspirerende blanding af vietnamesiske klassikere som friske og friturestegte ruller, den nærende Pho-oksekødsuppe med nudler og stærke og livgivende salater med papaya, kylling eller oksekød krydret gavmildt med frisk chili, koriander, mynte, ingefær og lime. Maden er stadig lækker, om end nogle af retterne var lidt tamme. Vi fik rå marineret tun, forårsruller og en papayasalat til forret, og her skuffede tunen, som var et fint stykke fisk, men helt uden skarphed og kant i marinade og tilbehør, mens papayasalaten og forårsrullerne begge levede op til deres ry.

Bagefter fik vi banh xeo - en stor pandekage foldet omkring et generøst fyld af svinekød, rejer og salater og en okseragout med nudler, chili, koriander og hele udtrækket - delikat og friskkrydret i de velkendte store portioner. Lê Lê er sund og god mad hurtigt leveret fra et åbent køkken i et gigantisk, tjekket lokale, hvor der er storbystemning og stuvende fuldt de fleste aftener, og så er der et fedt drinkskort med velsmag - også uden procenter. Det giver tre store stjerner.

Skuffende kinesisk mad
Lidt længere inde mod byen ligger kineseren Magasasa, som har fået ry for at være så billig, at det er løgn. Det er det nu ikke, men det er heller ikke ret godt. I det kringlede lokale kun et langspyt fra Hovedbanegården kan man få en halv Hongkong-and til kun 86 kr., 10 små forårsruller koster 15 kr., og to friturestegte krabbeklør går for 30 kr. Ænderne hænger i vinduet færdigstegte og mørkebrune i deres soja-honning-five spice-glacering, og samme sted lå de fleste af de friturestegte forretter, som vi prøvede, i venteposition. Og de var ikke voldsomt interessante. Forårsrullerne i begge størrelser var kønsløse og bløde, krabbekløerne var sprøde og o.k., men heller ikke mere. Min medspiser fik en halv rapand, men den går ikke over i nydelseshistorien. Tør og helt uden den sødligt krydrede fede smag, som den burde gemme på. Selv prøvede jeg en specialitet i form af oksekød i chilisovs, og vist var den da stærk, men sovsen bestod af chiliolie, og det var ikke nogen succes. Vi balancerer hårfint mellem to og en stjerne, men lander på to for et tåleligt måltid til meget lave priser.

Madklubben

Store Kongensgade 66

Indre København

3332 3234

www.madklubben.info/

To retter med en flaske vin: 450 kr.

Mellemstort menukort

Fischers Pastaværtshus

Victor Borges Plads 12

Østerbro

3542 3964

To retter med to glas vin:

600 kr.

Lille menukort

Cafe Benedict

Borups Alle 112

Frederiksberg/Nørrebro

3833 7030

To retter med et glas vin:

600 kr.

http://www.benedict.dk/

Lille menukort

Lê Lê

Vesterbrogade 40

Vesterbro

3322 7135

To retter med to glas vin:

500 kr.

Stort menukort

Magasasa

Istedgade 4

3323 8088

Vesterbro

To retter med to øl:

300 kr.

http://www.magasasa.dk/

Stort menukort

Alle prisvurderinger gælder to personer.

Læs også: Restaurant-anmeldelse: Regningen blev en klam finale