Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Sure smileyer skal frem på hjemmesider

En sur smiley for et uhumsk køkken skal fremgå af en restaurants hjemmeside.

Ritzau

Fødevarestyrelsen indleder i dag en storstilet kampagne for at kontrollere, om 800 fødevarevirksomheder lever op til loven og offentliggør smiley-rapporter på deres hjemmesider.

Alle Folketingets partier indgik sidste år et fødevareforlig, som blandt andet betød, at resultatet af kontrolbesøg skal være mere synlige - også på virksomhedernes hjemmesider. Reglerne trådte i kraft den 1. maj, og kort efter tjekkede Fødevarestyrelsen, hvor mange butikker og restauranter, der lagde smiley-rapporter ud på hjemmesider. Det var der kun lidt over halvdelen, som gjorde.

Derfor kommer der nu en kontrolkampagne. Mangler rapporten, indskærper Fødevarestyrelsen, at den skal frem i lyset. Virksomheden får også et kontrolbesøg, som den selv skal betale for, og muligheden for at få en elite-smiley forsvinder i 12 måneder. Forsøger virksomheden bevidst at gemme en sur smiley, vanker der en bøde.