Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Pas på de grønne kartofler

<p>Når kartofler udsættes for sollys, kunstigt lys eller beskadiges, bliver de grønne og giftige. Den tyske tv-station ARD har i en stikprøve fundet masser af giftige kartofler i supermarkeder og grønthandlere.</p>

Nye kartofler smager skønt, og det ser fristende ud, når de nye kartofler ligger udstillet i supermarkedet eller hos grønthandleren, men lys kan være den rene gift for kartoflerne, som danner grønne pletter, der giver ondt i maven og i værste fald kan medføre en forgiftning.

Det fortæller den tyske tv-station ARD, som har fået analyseret kartofler fra 12 butikker for at se, om de indeholdt det giftige stof Solanin, som findes i kartofler, der har fået for meget lys.

Jo længere i lys, jo grønnere

Kartofler fra halvdelen af butikkerne viste sig at indeholde giftstoffet, og fra en enkelt af butikkerne var der gift nok i kartoflerne til at forgifte et barn alvorligt. Alle kartoflerne var udstillet i lys. Jo længere kartoflerne ligger i lyset, jo mere grønne bliver de.

Den grønne farve skyldes klorofyl, der ikke i sig selv er giftigt, men det er tegn på, at der også er dannet solanin, der er et farveløst stof, hvis kemiske navn er glykoalkaloid. Solanin er et giftstof, der ikke kan skrælles væk, og det ødelægges heller ikke ved kogning. Kartofler med solanin har en let bitter smag.

Ifølge Fødevarestyrelsen skal specielt børn undgå at spise grønne kartofler. Det kan give ondt i maven. Der skal langt større mængder til, før det sker med voksne. Hvis de grønne pletter er mindre end en tokrone, kan man skære det grønne væk. Ved større angreb skal du kassere kartoflen.

Læs også: Verdens syv mest potente krydderier

Læs også: Disse økovarer er pengene værd