Istid er også tid til eiswein

For nogle år siden stod en trivelig chefredaktør for en stor avis frem som både nøgenbader og anmelder af ispinde, og det kan man jo også. Sommeren nærmer sig, har allerede vist sig lidt, og der skal ikke meget til, før vi tænker på at svale os ved indtagelse.

Må jeg foreslå et glas isvin?

Også selv om det egentlig ikke har noget med kæmpeeskimoer eller badestrande at gøre, men tværtimod er en jule- og nytårsforeteelse. I hvert fald, hvis man er vinbonde og overladt til naturens luner og til at vente på frosten. Hvis den ikke sætter ind i tide, kan det gå helt galt, og så kan både bonden og vi andre glemme alt om isvin det år.

Temperaturen skal ned på minus otte grader celsius, hvis det for alvor skal lykkes at høste druer, hvor frosten har fået både sukker, syre og ekstrakt til at koncentreres i en grad, så man kan lave isvin. Eller eiswein, som det selvfølgelig rettelig hedder, for specialiteten er tysk og opstod så sent som i 1960'erne for først for alvor at komme på mode i 1980'erne. I dag laves der også eiswein andre steder end i Tyskland, især i Østrig og Canada, men man kan i Alsace også finde vin de glace, hvis man gør sig lidt umage, og fænomenet synes i det hele taget at brede sig. Der er rapporter fra steder som Ohio, Okanagan Valley, Novia Scotia og staten New York om forsøg udi genren, for verden vil gerne have vinen, og så synes tanken at være, at hvor det er bidende koldt, kan man også lave isvin.

Sandheden er under alle omstændigheder i glasset. Og selv om isvin i almindelighed smager sødt og godt, er der ekstrem forskel på kvaliteten, hvad også denne uges smagning afspejler.

Svær at dyrke
Det siger sig selv, at det er risikofyldt at skulle vente så længe med at høste. I dag er det mere eller mindre tilladt at dække markerne med plastic for at beskytte dem mod fugle, men også andre dyr har smag for de sukkerholdige druer, og råddenskaben truer altid.

Eksempelvis laver man hos Weingüter Wegeler, der er repræsenteret ved tre vine i smagningen, kun eiswein fra den berømte mark Bernkasteler Doctor omkring hvert tiende år. Familien Wegeler købte sig ind på denne mark omkring forrige århundredeskifte for en rekordsum, 100 Goldmark per vinstok, for så eftertragtede var de bedste tyske jorder dengang, og de er efter en nedgangsperiode ved at blive det igen. Når man smager isvinen, forstår man godt hvorfor.

Canadas Icewine
Eiswein hedder icewine i Canada, der er blevet bedre og bedre til genren. Sidste år solgte Royal DeMaria Wines, kendt som Canadas Icewine-specialister, en flaske af det, der er verdens dyreste icewine; 30.000 canadiske dollars for en 37,5 centiliter af The Billy Myers Series - Royal DeMaria 2000 Chardonnay Icewine.

Køberen var en saudiarabisk forretningsmand, men det skal man ikke lade sig narre af ved sit eget middagsbord; der er alkohol, også i icewine.

Også i denne smagning af isvin fra hele verden var Canada godt med både kvantitativt og kvalitativt. Huset Inniskillin, som ligger ved Niagara Falls, har ideelle vilkår og producerer tilstrækkeligt med icewine til at være til stede i 59 lande, herunder Danmark, selv om mængderne ikke er store.

Huset har taget navn efter The Inniskillin Fusiliers, et irsk regiment, der oprindelig var et fodregiment, der skulle forsvare byen Inniskilling, men som senere også fik en anden afdeling, som bl.a. virkede i Canada. Her sloges Colonel Coopers, og som tak for tro tjeneste fik han efterfølgende et stykke jord, som han straks omdøbte til Inniskillin Farm.

Der er strenge regler for, hvad der kræves af en canadisk icewine. Sukkerindholdet skal være minimum 35 Brix, men er ofte højere, mens tysk eiswin for at kalde sig Qualitätswein mit Prädikat skal holde 110-125 Oechle. Brix er et mål på antal gram sukker per liter, mens oechsle måler mostvægt, men hensigten med kravene er naturligvis den samme; der skal være bund i tingene, og ikke al vin er isvin, selv om det har været frosset.

lillelund@jp.dk