Vi spiser ude: Langt fra ketchup

Det var den dag, da maj besluttede sig for at sætte en gemt uvejrs-dag fra april på programmet. Regnen styrtede ned i kaskader, og vinden vendte op og ned på alting, så affaldskurvene i København blev fyldt med paraplyer, der havde vendt vrangen ud.

Det var ikke netop et indlysende valg at gå i Tivoli den aften, men vi gjorde det alligevel, for som danskere er vi fødte optimister. Når det regner, kalder vi det en byge, og når solen skinner, tror vi, at det vil den fortsætte med i det uendelige. Også selvom vi ved bedre.

Vi tror også, at fordi en restaurant engang har fået hæftet et godt ry på sig, så er den værd at besøge. Det er den slags optimisme og naivitet, der gør, at man bliver skuffet en gang imellem.

Ketchups ry
Som nu denne regnfulde og kølige aften i Tivoli, hvor vi havde bestilt bord på Café Ketchup. Navnet vil for mange have været synonymt med smarte københavnercaféer, hvor tidens modemad og modenavne mødes. Ketchup i Tivoli er meget andet end det. Her kommer mange gæster, der ikke er bekendte med caféens ry og bare bliver tiltrukket af det mærkelige navn og de smukke lokaler samt et menukort, der ser godt ud, og en vinliste, der ser endnu bedre ud.

Da vi ankom kl. 18.15 var restauranten stort set tom, men inden vi var nået til hovedretten, var den stort set fuld. Mange større selskaber, fortrinsvis af mænd i forretningssammenhænge, fremgik det tydeligt. Det giver et livligt miljø - og i disse lokaler en helt ulidelig larm. Der er hårde flisegulve og glastag. Flot at se på, umuligt at opholde sig i. Stole, der skrabes hårdt og brutalt hen over gulvene, kan næsten ødelægge ens evne til at smage.

Men hører man til dem, hvor netop den slags hører til et godt miljø, så er det dejligt.

Lækker åbning
Åben forbindelse til det efterhånden meget travle køkken og en fantastisk og velforsynet bar i den ene ende; hovedhuset omgivet af en bred og smuk terrasse gør virkelig omgivelserne til noget særligt.

Vi nåede at nyde appetizeren i fred og ro. En god skefuld stenbiderrogn rørt op med lidt cremefraiche og finthakket rødløg og et drys af små, sprøde croutoner gjorde det næsten ud for en forret. Lækkert, og vinen, en Pinot Grigio til 65 kr. for et glas, var perfekt hertil.

Aftenens tilbud, menu, tre retter, 375 kr., bestod af en aspargessuppe med en skive fiskebudding med et stykke hummer i midten, for at udtrykke det lidt jævnt. Suppen var tynd og lunken, men velsmagende og meget speciel, let syrlig og med en kraftig fiskelugt, der aldrig er behagelig.

Fisk og træede asparges
Dernæst stegt helleflynder på en bund af kinesisk hvidkål, ikke at forveksle med kinakål; pak-choi, der minder om sølvbede og om spinat, når den er så ung som her, hvor den endnu ikke har udviklet de grove stængler. Det hele omgivet af en kraftig brun fond og et beskedent drys fjordrejer. De var næsten overflødige p.g.a. den kraftige fond. Fisken, en pænt tyk skive plus et halestykke, var stegt lige til stregen. Den havde vundet ved lidt kortere stegetid, nu var den spændstige fugtighed faktisk væk. Under hele herligheden var anbragt to hvide asparges og nogle grønne. De hvide var blevet flækket og ført forbi et kar med kogende vand. Til gengæld havde man undladt at skrælle dem. Det var et princip, oplyste tjeneren, da jeg måtte befri munden for endnu en portion træede trevler.

Men alt i alt en velsmagende ret.

Desserten var skovbær, som det hed, bestående af blåbær, et kæmpe brombær - begge hører til i den anden ende af sommeren, og det smages - et hindbær, sødt og dejligt, og virkelig dejlige jordbær, serveret med en skefuld hjemmegjort vaniljeis og alt arrangeret på en bund af cornflakes dyppet i chokolade. Den smagte godt, men var ufiks med alt for mange cornflakes.

Seje hummerhaler
Min gæst valgte fra kortet. Forret: en lokkende tallerken med ½ hummer og to variationer over hummertemaet til 135 kr. - lovede kortet. Den halve hummer viste sig at være to haler fra et par unge jomfruhummere. Desværre var de så seje, at min gæst lod dem ligge. Den skefuld af noget, der lignede makrelsalat og mest smagte af tomat og chili, fik også lov til at ligge, mens den tredje vandt, fordi der var sprøde stykker asparges i. Da tjeneren så, at hummerhalerne var blevet levnet, gjorde hun kort proces og kom med to nye. Den ene var fin.

Er to ud af fire forsøg godt nok? Det synes hverken min gæst eller jeg.

Kedelig gris
Grisefilet vendt i sesam og serveret med grillet forårsløg, koriander-gnocchi og syltet ingefær med dyp af beurre noisette, hvilket blot betyder brunet smør, der er klaret først, samt et par karry-won-ton til 198 kr.

Kedeligt! Så kort kunne det beskrives. Kødet var tørt og manglede smag. Ingen koriander i de seje gnocchi. Det eneste opløftende var de syltede ingefær, der gav lidt karakter.

Til grisen drak min gæst et glas Guigal til 59 kr., og den var rigtig dejlig.

Jeg overlod min dessert til den skuffede gæst.

Kaffen var en espresso til 18 kr., god, men ikke varm; det er den sjældent, har jeg bemærket - og en cappuccino. Sukkeret var almindeligt hvidt sukker, en skam, for rørsukker sætter altså lige prikken over i'et.

Desuden havde vi i den tiltagende varme i lokalet konsumeret hver en stor flaske Ramlösa uden brus. Dejligt vand til 59 kr. pr. flaske.

Oplæsning af menuen
I alt lød regningen på 1.047 kr., og med alt taget i betragtning udløste det tre stjerner. Det er ikke mange, når man påtænker det ry, som Ketchup har, men denne aften kunne man kun ønske, at køkkenchef Jean Ryberg vil stramme til i køkkenet, så man får, hvad der står på kortet, og vil overveje at ændre princippet om uskrællede, hvide asparges. Og seje jomfruhummerhaler går bare ikke. Og så et lille suk til sidst. Det er en fast tro, at hvis tjeneren holder et lille foredrag om hver ret, så smager tingene bedre. Rigtigt og forkert. Det har kun sin berettigelse, hvis tjeneren ved mere om maden end det, gæsten kan læse sig til på kortet.