Lammevine
Nedenfor præsenteres de bedste vine til lammet blandt dem, vi smagte på. De svageste er redigeret bort, tre vine havde prop. Som sædvanlig udtrykker pointscoren (50-100) vinens absolutte kvalitet, mens stjernerne (1-6) udtrykker kvalitet i forhold til pris og i dette tilfælde også afspejler samspillet med maden.
Tandem Syrah de Maroc 2005
100 kr., H.J. Hansen
Det er den førende producent i Crozes-Hermitage, Alain Graillot, der står bag denne saftige og velsmagende syrah, der smager som en crozes, der har fået et skud et eller andet. Meget vellavet (Bordeaux-ønologen Jacques Poulain er også involveret), fed, rigelig frugt forlenet med druens karakteristiske kølighed og elegance. Perfekt all round lammevin, som uden tøven klarer også en kam i tagine - det manglede også bare, når vinen selv er fra Marokko, hvorfra flere og flere interessante dukker op i disse år. 89 point.
[x] [x] [x] [x] [x] [x]
Mas Fondrèche OSud Côtes de Ventoux 2006
65 kr., Strobel
Husets negociantvin, men den er god. Kærnemælksnæse, umiddelbart ganske stram, men den åbner sig hurtigt. Meget generøs frugt og masser af provencalske krydderier. God til lam med hvidløg. 85 point
[x] [x] [x] [x] [x]
Catena Malbec Mendoza 2002
130 kr., Philipson
Fyldig, frugtig, mørk. Masser af moden frugt, som aldrig bliver vulgær. Flot struktur med moden tannin, og den går fint til lammet i kraft af malbec-druens mere krydrede og rige karakter. 89 point.
[x] [x] [x] [x] [x]
Saint-Benoit Cuvée Grande Garde
Châteauneuf-du-Pape 2005
150 kr., Philipson Wine
Tæt farve. Frisk i frugten, men stram og ung med tydelige tanniner. udpræget garrigue i smagen, alle appellationens klassiske karakteristika er i spil. Den er bedre til lammet end for sig selv, men den er i det hele taget god. 90+ point.
[x] [x] [x] [x] [x]
Domaine Gramenon Le Sargesse Cotes de Rhone 2006
130 kr., Bichel
Ren syrah og knitrende ren frugt. Syre og garvesyre, provencalske krydderier og det hele holdt fornemt sammen på en meget civiliseret, kølig facon. Flot drik - til lammekølle a la provencale eller ryg. 89 point.
[x] [x] [x] [x] [x]
Chateau-Fortia Tradition Châteauneuf-du-Pape 2005
150 kr., Bichel
Lækker, generøs og åben grenache-domineret vin, der spiller fint med lam provencale. Her er både sødme og krydderi i en meget klassisk Rhône-stil, så der er ingen grund til at spare på hvidløget. 90 point.
[x] [x] [x] [x] [x]
Domaine Cailloux Châteauneuf-du-Pape 2004
225 kr., Strobel
Som sædvanlig en klassisk, indsmigrende, ligefrem sexet vin fra dette domaine, der bare skriger på en lammekølle med hvidløg og rosmarin - så er det næsten som at være der selv. 90 point.
[x] [x] [x] [x] [x]
Pelissero Nubiola Barbaresco 2004
180 kr., (tilbud uge 11) Gobi
Farven ganske druetypisk lys. Tjære, lakrids i næsen, markante, men modne tanniner, masser af frugt og koncentration nedenunder - et eksempel på en fremragende årgang i Piemonte. Selve vinen kan man roligt gemme i otte-ti år. 90 point.
[x] [x] [x] [x] [x]
Rockblock Syrah Del Rio Vineyard Rogue Valley, Oregon
299 kr., Leisner Vine
Klassisk syrah med noter af peber, bacon, oliven og et strejf af stram kølighed. Domainet har valgt det europæiske navn for druen, og det er der en politisk melding i at gøre, og man genkender det i smagen. Den ret flæskefede frugt gør, at den kan klare fyldigt tilbehør til lammet, men vinen er så indsmigrende, at den sagtens kan drikkes alene. 91 point.
[x] [x] [x] [x]
Peos Estate Four Aces Shiraz Manjimup,
Australia 2004
176 kr., Haller Vine
Krydret, kølig med et medicinsk strejf - går rigtig godt med lam i dild, men også med lam, når det er krydret lidt mere eksotisk, mellemøstligt. Drik blot ikke vinen for varm. Almindelig medium-rare lammekølle klarer den også. Eller en kraftig ragout. 88 point.
[x] [x] [x] [x]
Domaine Charvin Côtes-de-Rhône 2005
99 kr., Strobel
Intens, likøragtig frugt, meget ren og sødmefuld - og klart for ung, usædvanligt nok. Giv den et par år til at brede sig ud eller dekanter et par timer, så står den smukt til lammet - især lammeryg. 87 point.
[x] [x] [x] [x]
Les Vins de Vienne Les Cranilles Côtes du Rhône 2005
88 kr., Vinoble
God stramhed, kærnemælk i næsen, kølig stil - meget langt fra husets normale alt for faddominerede stil. Karakterfuld og dog blød. Virkelig god til en enkel lammeret, kølle såvel som ragout, gerne provencalsk. 86 point.
[x] [x] [x] [x]
Yves Cuilleron L'Amarybelle Saint-Joseph 2005
225 kr., Vinoble
Ekstremt ristet udtryk i duften, hvor fadlagringen er meget tydelig, smagen mere afbalanceret, hvor integrationen er god. Med ilt vinder den stramhed, peber, mineraler, oliven - og bliver bedre og bedre. Klarer både kølle og langtidsstegt forkød. 89+ point.
[x] [x] [x] [x]
Hacienda Monasterio Ribera del Duero 2005
240 kr., Sigurd Müller
Krydret, frugtig næse. I smagen mere intens, ung, strejf af likør, megen koncentration - for ung nu. Drik den til lammeryg - done rare, der er den med den medfødte sødme helt perfekt. 90+ point.
[x] [x] [x] [x]
Vilosell Costers del Segre 2006
88 kr., Sigurd Müller
Frugt, krydderi og meget andet - en vin med meget smag. Bredt anvendelig som madvin, men ikke nødvendig vis født til lam, i givet fald helst ragout. Den massive frugtighed er et problem - ikke kun en fordel. 85 point.
[x] [x] [x]
San Vincente Rioja 2004
265 kr., Sigurd Müller
Moderne rioja med stor koncentration i frugten og uden det meget vanilleprægede, vi var vant til i gamle dage. Her er både sødme og krydderi, som står perfekt til lammet - man kan endda gå op i en marokkansk udgave, uden at vinen falder sammen. 89 point.
[x] [x] [x] [x]
Importører: Bichel tlf. 8622 9400, Gobi Vin tlf. 3613 0067, Haller Vine tlf. 6440 6451, H.J. Hansen tlf. 6312 8200, Jysk Vin tlf. 8640 4444, Leisner Vine tlf. 7020 1408, Philipson Wine tlf. 7022 6888, Sigurd Müller tlf. 9818 5099, Strobel Vin tlf. 8620 9622, Vinoble tlf. 8698 8400.