Test: Skål for øko-øl
Hver dansker har sin favoritpilsner. Det er derfor sprængfarligt at fremhæve én pilsnerøl frem for en anden, men vi vover det alligevel.
Blandt et udvalg af blot fem danske pilsnere, peger Jyllands-Postens smagsdommere på den økologiske Thy Pilsner som testens bedste. De to discountøl fra henholdsvis Harboe og Vestfyens deler sidstepladsen, fordi de både er for tynde og for søde.
Første danske øko-øl
I 1995 lancerede Thisted Bryghus den første danskproducerede økologiske pilsner, økologisk Thy Pilsner.
Salget af øllen er steget støt lige siden, i 2006 oplevede bryggeriet en stigning på 11 pct. i salget af økologiske øl.
Selv om Thisted Bryghus primært leverer øl til lokalområdet, kan den økologiske pilsner købes over hele landet.
Sådan gjorde vi
Forbrugs fødevaretjek er en smagstest.
Panelet blind-smager fem varer, der er udvalgt, så de rammer bredt.
Økologisk Thy Pilsner
Producent/ImportørThisted Bryghus
Købt i: Ren Kost, Århus
Indhold: 33 cl
Pris i kr.: 5,95 kr.
Pris pr. liter i kr.: 18,03 kr.
Den har en nøddeagtig og lækker smag, og er samtidig kraftig og behageligt bitter. Dejlig på en varm sommerdag på terrassen.
Harboe pilsner
Producent/Importør Harboes Bryggeri
Købt i: Netto
Indhold: 33 cl
Pris i kr.: 1,75 kr.
Pris pr. liter i kr.: 5,30 kr.
Vand, bygmalt, humle, kuldioxid.
Den har en flot gylden farve og en lidt sødlig maltsmag. Den virker lidt tynd, og det får den til at være kedelig.
Grøn Tuborg Pilsner øl
Producent/Importør: Tuborg
Købt i: SuperBrugsen
Indhold: 33 cl
Pris i kr.: 6,50 kr.
Pris pr. liter i kr.: 19,70 kr.
Brygget af bygmalt og humle.
Den er sødlig på en god måde og er både mild og frisk. Den har en nærmest nøddeagtig humlesmag og en flot, lys farve.
Royal Pilsner
Producent/Importør: Albani, Ceres og Faxe
Købt i: SuperBrugsen
Indhold: 33 cl
Pris i kr.: 6,- kr.
Pris pr. liter i kr.: 18,18 kr.
Den er meget lys. Den smager ikke af så meget, men det, den smager af, er lækkert. Den er både frisk og sødlig og har en bitter eftersmag.
Krudtugle pilsner
Producent/Importør: Bryggeriet Vestfyen
Købt i: Aldi
Indhold: 33 cl
Pris i kr.: 1,95 kr.
Pris pr. liter i kr.: 5,90 kr.
Vand, bygmalt, majs, humle, kuldioxid (E290), farvestof (E150c) og Antioxidant (E300).
Den er en tynd og lidt for sød fornøjelse, og den mangler eftersmag.
Ølmarinade
Passer til al slags kød, men er især godt til lamme og oksekød.
1 flaske pilsnerøl
½ dl olivenolie
4 fed hvidløg
2 skalotteløg
1 lille frisk chili
1 lille knold frisk ingefær
50 gram brun farin
salt og peber
saften af 1 citron
Pil og hak løg og hvidløg groft, fjern kerner og hinder fra chilien, skræl og hak ingefær groft, og put det sammen med alle de øvrige ingredienser i en blender og blend marinaden sammen. Hæld marinaden i en frysepose, put kødet i posen og luk tæt. Lad kødet marinere minimum fire timer, men gerne natten over. Tilbered kødet på grill, i ovn eller på grillpande.