Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Færdige supper trænger til førstehjælp

»Puha,« lød kommentaren til en af de færdiglavede hummersupper. En anden fik ros fra smagsdommerne.

Hummer, hvidvin, cognac, tomat og fløde. Sådan lyder nogle af ingredienserne i hummersuppe, men køber man den som færdiglavet på dåse eller bæger, bliver man let skuffet, fordi smagen af hovedingredienserne er druknet i den klistrede masse.

Vores indkøbere var i 13 butikker, men kun otte af dem havde hummersuppe, og i fem af butikkerne var det tilmed det samme produkt - Royal Greenlands frosne suppe, som kan fås i stort set alle supermarkeder.

Den vender vi tilbage til om lidt.

Først skulle dommerne smage på den billige suppe fra Iceland Waters, købt i Netto.

»Puha,« lød det med væmmelse fra Ole K. Jørgensen, da han smagte på Netto-suppen.

»Den er fed på en fad måde og smager af for lidt,« supplerede Michael Poulsen.

Slagter Gøttsches suppe fik også skæld-ud:

»Den har en håbløs konsistens, er alt for klistret og smager ikke af hummer, men af bouillon,« lød bedømmelsen.

Ingen skaldyrssmag
Lidt pænere var ordene om den franske suppe på dåse fra Magasin, der var testens dyreste - tre gange så dyr som suppen fra Netto.

»Den ligner en klassisk hummersuppe, men den er lidt melklistret og smager nærmere som en fransk fiskesuppe. Jeg kan ikke smage skalddyr,« sagde Michael Poulsen.

Dermed nåede vi frem til Royal Greenland - testens mest velsmagende produkt, som også ligger i den dyre ende. Faktisk stødte vores dommere på indtil flere stykker rigtig hummer i suppen.

»Den er lækker at have i munden, konsistensen er fin, og den har en god smag af skalddyr, hvidvin, cognac og fløde. Det er et sobert og reelt produkt,« sagde Michael Poulsen.

Den skal have hjælp
Gider man ikke lave hummersuppen selv, kan man altså købe udmærket færdiglavet hummersuppe fra den nordjyske fiskefabrik, men kantinechef Ole K. Jørgensen anbefaler, at man pifter den færdiglavede suppe op, inden man serverer den.

»Den skal hjælpes på vej med lidt pisket fløde, skalddyr, evt. et dryp cognac og purløg til pynt. Man skal ikke forvente, at man åbner dåsen og kan hælde et færdigt kvalitetsprodukt ud, der er klar til servering,« siger Ole K. Jørgensen.