Djævlen drikker merlot

I dokumentarfilmen "Mondovino" er han det store dyr i åbenbaringen. Filmen handler om vinens verden. Den vakte opsigt i Cannes, og den er ren Michael Moore. Hvis vi fortsætter i det billede, så er det vinmageren Michel Rolland, der spiller rollen som George W. Bush, mens kritikeren Robert Parker må nøjes med at være Donald Rumsfeld eller en tilsvarende mini-djævel.

Michel Rolland er lige så notorisk forhadt i visse kredse, som han er forgudet i andre, og at sige, at han deler vandene, vil være en kraftig underdrivelse. I filmen optræder han nærmest udelukkende fra bagsædet af en enorm Mercedes, hvorfra han med en cigarillo i munden via mobiltelefon igen og igen gentager det samme råd til sine taknemmelige klienter på de dyre fine slotte; »De skal bare mikrooxidere,« siger han, og så ved man nok, hvor man har ham. Mikrooxidation er et hypermoderne tiltag i kælderen, først opfundet i 1990, egnet til at give vinmageren den fulde kontrol over iltningsprocessen.

Metoden bruges både i meget kommercielle vine, hvor man ønsker at simulere effekten af lagring på små (og dyre) egetræsfade, men i Bordeaux bruger man den typisk til den helt nye vin under macerationen med henblik på at fjerne eventuelle grønne, umodne nuancer i vinen.

»Good wine needs no bush«, sagde allerede Shakespeare, men mange moderne vinfolk mener altså, at god vin har brug for Rolland.

Manipulation

Filmportrættet er naturligvis en karikatur. Og det er også sandt, som det er blevet fremført, at alle vinmagere i større eller mindre grad manipulerer med vinen, det er kun graden af manipulation, man diskuterer.

Også Michel Rolland holder pudsigt nok af den gamle kliché om, at vinen skabes i marken, ikke i kælderen, om den så er fyldt med apparater til omvendt osmose og mikrooxidation.

»Vi forstår nu, at der findes ikke gode vinmagere, der findes gode druer, derfor er konsulentens opgave primært i marken,« sagde han til New York Public Radio, og det lyder jo beskedent.

"Mondovino" viser noget andet.

Michel Rolland ligner nu heller ikke nogen vinbonde. Ulasteligt blåt jakkesæt, ganske prangende manchetknapper, veltrimmet gråt skæg, Mercedes og chauffør. Den 60-årige Rolland ligner det, han er, en forretningsmand, og det er ikke tilfældigt, at han tæller den amerikanske kritiker Robert Parker blandt sine venner. Et venskab, der er blevet kritiseret fra mange sider, for Rolland laver vin, Parker giver vine points, og Parkers point sætter prisen. Sådan sluttes den sataniske ring, som så mange elskere af de mere traditionelle Bordeaux-vine hader.

Vin er forretning

Rolland kan til gengæld bedre lide amerikanere end så mange andre. Som han sagde det til New York Times:

»Hvorfor laver man vin? Til publikum. Vin er forretning. Man laver vin for at sælge vin. I USA er man ærlig nok til at indrømme, at man gerne vil have høje ratings. Man vil ikke have taber-vin.«

Den bemærkning fik internettet til at eksplodere i en heftig debat pro et contra Rolland, men sådan er det altså, Rolland laver vinder-vin hver gang, og det gør han ved i ekstrem grad at satse på moden frugt. Han er kendt for at have modet til at tage chancer i den retning, for jo længere man lader druerne hænge, desto større risici løber man naturligvis.

»Det er som i golf, når man putter. Man har en kølle, en bold og et hul. Man slår til bolden. Hvis det er for kort, lykkes det ikke. Hvis slaget er for hårdt, hopper bolden over hullet. Man skal ramme helt rigtigt,« mener han.

Blandt verdens herrer

Rolland rejser verden rundt med sine tjenester. Selv i Indien har Rolland et projekt i gang, og hans vin herfra blev under applaus serveret for de magtfulde herrer, der slappede af fra topmødet i Davos med en vinsmagning af de mere eksklusive.

Billedet af Rolland blandt verdens herrer rummer mere end en poetisk sandhed, og rundt omkring i verden er der mange, der spørger sig selv, om han er vinens fremtid. Og gyser ved tanken.

Når han f.eks. citeres for at sige, at han ikke bryder sig om smagen af amerikansk eg, men formodentlig bliver nødt til at undersøge mulighederne nærmere, fordi amerikansk eg er så meget billigere, så er vi mange, der slår korsets tegn og begynder at vifte med hvidløgsranker.

Hvad skal man mene om Rollands vine?

Rollands vine

Tja, efter at have smagt mig igennem et dygtigt udvalg fra hele verden, tør jeg i hvert fald sige, at hans stempel altid er tydeligt. Også væsentligt mere tydeligt end hos Cotarella, som vi omtalte i sidste uge. Rollands vine er nærmest uden undtagelse præget af supermoden frugt og en poleret cremet overflade. De smager alle sammen godt, men også ret ens, og man bliver træt af stilen til sidst, når man smager dem på én gang, hvad vine selvfølgelig heller ikke er beregnet til.

Rolland gør efter min mening mest gavn der, hvor der ikke er nogen tradition at gøre vold på. Jeg er, indrømmet, generelt ikke nogen stor fan af chilensk vin, men vinene fra Casa Lapostolle hører til noget af det bedste, jeg har smagt fra de kanter. Også vinene fra Argentina og ikke mindst Marokko imponerede mig.

Priserne er ofte også imponerende høje, for Rollands tjenester er ikke gratis, og motivet for at hyre ham er ofte det agtværdige at lave den bedst mulige vin uanset prisen.

Noget lykkes altså for Rolland hver gang, men efter sådan en serie vine i glasset har man det lidt, som havde man tilbragt en hel dag i selskab med politikere på jagt efter genvalg. Portvin og slesk tale hænger ved i alle mundvige, og man længes efter at få et uperfekt menneske til bords, en bondemand komplet med kanter, menneskelighed, fejl og særheder.

En mand som Henri Bonneau fra Châteauneuf-du-Pape, f.eks. Mere om ham i næste uge.

Læs næste vinartikel: Den store smagning i Paris