Restaurant Olsen
Olsen-imperiet lever i bedste velgående. Med overtagelsen af det, der engang var Den Gyldne Fortun, er Olsen søgt tilbage til rødderne, og det går udmærket, mener vor anmelder.
Navnet Olsen er i den københavnske mentale geografi forbundet med tre ting; kedsommelig, socialdemokratisk almindelighed, mislykket, men fantasifuld kriminalitet og så altså restauranter. Hvad det næstsidste angår, så er det vel med Ove Sprogøes død endegyldigt forbi med det, her har vi kun minderne tilbage. Men hvad angår det sidste, restaurationerne, så lever navnet i bedste velgående.
Bagmanden hedder Torben Olsen, indehaver af bl.a. Café Victor, og det er ham, der har forårsaget tilnavnet Olsen-drengene til den gruppe kokke, der mødtes på hedengangne restaurant Olsen i Store Kongensgade.
Den er væk nu, men restaurant Olsen findes stadig. Eller rettere, den findes igen. Nu på adressen Ved Stranden 18, der en årrække husede Den Gyldne Fortun og efter et lille mellemspil kaldet Sonoma lægger lokaler til det, der bedst kan karakteriseres som Olsen-retro. Konceptet (som det hedder) er nemlig nogenlunde, som det var, da den første restaurant Olsen åbnede i 1997. Solid mormor-mad med et pift af det postmoderne.
Enkelt menukort
Prismæssigt befinder vi os i det solide mellemlag med en menupris på 300 kroner for tre retter. Et prissegment, hvor man ville forvente stor konkurrence, men københavnske kokke synes mere tilbøjelige til at åbne restauranter, hvorfra ingen slipper ud uden at være mindst 1.000 kroner fattigere per næse.
Olsen er altså anderledes, og måske derfor var der også pænt fyldt op denne torsdag aften. Vi kom tidligt og nåede, da vi gik, lige akkurat at blive blæst omkuld af et selskab på 30 personer. Da der i forvejen sad et bord med 20, så kan det have fået indflydelse på betjeningen, men der var i hvert fald ikke noget galt med den, mens vi var der.
Menukortet er enkelt. Tre retter for 295 kroner og desuden a la carte med i alt omkring et par snese muligheder, herunder til forret hele tre forskellige salater og to forskellige supper.
Jeg faldt dog for ærterisotto med pecorino og parmesan (75 kroner), mens min hustru valgte menuen, som til forret havde en udvidet vichyssoise, kold kartoffel-porresuppe med kammuslinger.
Vinen hentet i byen
Vi havde bestilt en flaske hvidvin, en Riesling 2002 fra Dönnhof i Nahe, Tyskland (385 kroner). Den lod vente på sig.
Pludselig stod den venlige tjener og bemærkede, at vinen var på vej - »den er ved at blive løbet ind ovre fra Konrad«. Konrad i Pilestræde er en anden restaurant i Olsen-imperiet (der også tæller restauranten på Nationalmuseet og nydesignede Egoisten), men jeg var dog ikke helt tryg ved den besked.
Jeg sagde det ikke, men måske kunne man se det på mig. I hvert fald dukkede et øjeblik senere to glas mousserende vin (jeg gætter på Piper Heidsecks champagne, som findes glasvis på kortet) op for at forsøde ventetiden, og det var jo fint.
Tør risotto
Maden kom. Risottoen var bestemt velsmagende, men kunne også have været bedre. Først og fremmest var den urimelig tør. Der er forskellige skoler, men mere cremet end denne skal en risotto altså være. Ærterne var sprøde, næsten rå, og jeg gætter på, at man havde brugt en eller anden form for friske ærter, for smagen var ret neutral - sådan opfører ærter sig mærkværdigvis. Så snart man har plukket dem, går de i gang med at blive til mel.
Suppen var udmærket, om end med udpræget karakter af fløde. Kammuslingerne havde nået at smitte kraftigt af på smagen, og den lidt tunge smag overdøvede næsten det sprøde indslag af strimlede porrer i midten. Men alt i alt var der tilfredshed.
Hjælpsomt vinkort
Ilbudet fra Konrad ankom med vinen. Den havde stuetemperatur og var i øvrigt ikke den, vi havde bestilt, men en Riesling Trocken 2001. Nå, Dönnhof er Dönnhof, og Dönnhof er god, 2001 er mindst lige så god som 2002, og kortet rummede i øvrigt ikke videre spændende alternativer, så jeg sagde ingenting.
Benævnte vinkort er i øvrigt fikst opdelt i lette, middeltunge og kraftige vine, en fornuftig måde at gøre på og en god hjælp til den gæst, der i ro og mag vil prøve selv at finde den rigtige vin. Det gøres mange steder i f.eks. New York, men sjovt nok ikke herhjemme, hvor restauranterne hellere forudsætter, at kunderne er vinkendere (tjenerne er det meget sjældent).
Vi nåede til hovedretten.
Man kan vælge fra havet eller fra landet, som det hedder på kortet, og da menuen bød på helleflynder, koncentrerede jeg mig om den landlige sektion. Nogle ordentlige banditter af nogle wienerschnitzler, store som bankoplader for svagtseende og udstyret med stuvede ærter og alt til faget henhørende, passerede vort bord. Så syntes jeg næsten, jeg havde prøvet dem. Man kan også få såkaldte asian ribs (spareribs i sursød marinade), sprængt kylling eller en halv grillet hummer.
Mad til stærke mænd
I stedet kastede jeg mig over oksemørbrad som i Dijon, hvad der som forventeligt involverede sennep. Kødet var udmærket uden at være exceptionelt, det var stegt meget rødt efter ønske og lagt på en ordentlig skudefuld (meget groft hakket) kartoffelmos. Ved siden af en solid klar sennepssovs a la nytårstorsk og rundt omkring en anelse rødvinssovs med finthakkede løg. Oven på bøffen lå et udmærket sprødt stykke bacon.
Aftensmad til den stærke smed, meget mere er der egentlig ikke at sige om det, om end smeden nok ville have krævet mere sovs til alt det kød og alle de kartofler.
Kødet krævede jo også rødvin, og her var kortet ikke så venligt indstillet. Kun to vine kunne fås på glas, og det var mildt sagt ikke de mest spændende. Men det var ganske uproblematisk at få lov at købe halvdelen af en hel flaske fra det ordinære kort. Det engang så hæderkronede hus Vidal-Fleurys côte-rotie fra pragtåret 1999 var en skuffelse, men det kan Olsen jo strengt taget ikke lastes for.
Til min hustru ankom helleflynder, og her var der lidt mere raffinement at hente. To solide stykker fisk var garneret med en overraskende forfriskende, rå agurkesalat og en virkelig fin rødbedeanretning holdt sammen af noget, vi gættede på var nedkogt balsamico.
Begejstringen var ret stor over den smagfulde fisk og den gode balance i retten, som var der, selv om det måske ikke lyder sådan.
Rigelige portioner
Portionerne er rigelige, her har mormor haft det afgørende ord. Jeg plejer som regel at kunne spise op, men efter oksemørbraden var det kun faglig pligtfølelse og det faktum, at der stadig var et glas hvidvin tilbage, der lokkede mig til osten (95 kroner). En fin servering med tomme de savoi, münster, skt. clemens og én til, som jeg har glemt. Modne og veltempererede var de alle fire, og der var en glimrende blommechutney dertil og også en skål med oliven, som jeg hurtigt forlod, for disse oliven må være købt udstenede og smagte ikke af noget. For nu at sige det pænt.
Menuens dessert (a la carte pris 50 kroner) var en god tiramisu med et fint præg af kaffe og bitter chokolade. Vi var enige om, at den måtte være aldeles hjemmelavet, godt smagte den i hvert fald.
Og hvad med karakteren? Igen er vi på tre store eller fire små, og i dag runder vi op af respekt for det venlige forhold mellem pris og kvalitet. Det er godt, at Olsen er tilbage, for det ser ud til, at han har en plan.