Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Helnan Marselis Hotel

Udsigten fra restauranten på Helman Marselis Hotel er udsøgt. Restauranten har et ret originalt menukort - og vinen er god.

Af STEEN HANSEN

Man kan mene, hvad man vil om arkitekterne Friis og Molktes rustikke bygning i moccasten, som går igen både ude og i den grad inde. Men beliggenheden fås ikke bedre, som bygningen ligger der med fødderne på stranden og skuldrene i skovbrynet.

Der har den ligget siden 1967 og var indtil for to år siden kendt som Hotel Marselis. Efter et ejerskifte hedder hotellet nu Helnan Marselis, og der satte vi os for nylig ved et veldækket bord og nød udsigten. Maden er også skøn at skue, og - vigtigst af alt - så smager den gennemgående godt.

Panoramaudsigt

Hotellet skilter selv med, at »restauranten har ry som et af byens bedste spisesteder, hvor maden garneres af udsøgt betjening og vidunderlige vinoplevelser.« Det er store ord, som vi satte os for at teste holdbarheden af.

Reservationen havde sikret os plads ved et bord til fire personer op mod et af de store vinduer med uhindret panoramaudsigt over vandet, men underligt nok havde man dækket op til os ved de to pladser længst fra ruden. Det rådede vi dog selv bod på, så vi kom endnu tættere på bugten, hvor vi kunne følge de mange kajakker, robåde, hurtigfærger og anden skibstrafik til og fra den nærliggende Århus Havn.

Efter sådan en aften forstår man, hvorfor havudsigt forøger værdien af en bolig med flere hundrede tusinde kroner.

For lang ventetid

Nu fik vi også endog meget god tid til at nyde synet, for mellem for- og hovedretter gik der altså for lang tid - tre kvarter til en time. Og det kan undre, for så mange gæster var der trods alt ikke i restauranten den aften.

Men maden var der ikke noget at udsætte på, for restauranten har et ganske spændende og originalt menukort, og kokken kan grundlæggende sit kram. Så hvis nogle fortsat forbinder et hotelkøkken med suppe, steg og is, så prøv Restaurant Marselis og bliv overbevist om noget andet.

Hvad siger De for eksempel til grillet rødfisk i bananblad? Det ser man dog ikke hver dag, men det var hovedretten i dagens tre retters menu. Var vi kommet en anden dag, ville menuhovedretten have været teriyakimarineret lam med ananas.

Hvis man vil have alle tre retter i dagsmenuen, koster det 199 kr., mens to retter går for 179 kr. og en enkelt koster 149 kr. Torsdage og søndage er det planen sommeren igennem - om vejrguderne ellers vil være os nådige - at servere grillbuffet til 149 kr.

Behagelig overrasket

Forretten i denne onsdag aftens menu var tiro pita med spinat og feta. Det er heller ikke en ret, man ser ret ofte. Sandt at sige blev vi da også (behageligt) overraskede, da retten ankom. I vor naivitet havde vi forestillet os en kompostion med pitabrød, men det viste sig at være to pænt store og meget, meget sprøde pakker filodej med et indhold af en fin blanding af spinat og feta.

Den grillede rødfisk i hovedretten var sammen med blandt andet cashewnødder pakket ind i et stort stykke bananblad, så saften var bibeholdt. Ud over forskellige fint skårne grøntsager bestod garnituren af løse ris og en fyldig karrydyppelse med en tydelig snert af koriander - en krydderurt med en gennemtrængende, lidt parfumeret smag, som man enten ikke kan få nok af eller også har svært ved at vænne sig til.

Efter denne interessante udflugt til Østen bevægede vi os igen mod de hjemlige strande, da vi nåede frem til menu-desserten, som denne aften var tre store kugler velsmagende jordbærsorbet. De blev - sammen med enkelte hele bær - serveret i en meget stor og flot tallerken, så portionen så ud til at være mindre, end den faktisk var.

På den anden side bordet prøvede jeg restaurantens a la carte-udbud, hvor jeg blandt forretter som fiskesuppe med muslinger og skaldyr (83 kr.), asparges (50 kr.) og en antipastotallerken (98 kr.) valgte såkaldt "lyngrillet Blue Finn Tuna" med salsa verte og tomatkompot til 83 kr.

Omhyggelig kok

Grillet tun kræver, at kokken er omhyggelig med ikke at give den for meget varme i for lang tid, for så skifter den karakter fra delikatesse til temmeligt tørre trevler.

Her var grilltiden perfekt, og de kolde skiver tun blev serveret med en frisk, grøn salat og salsaen af persille, kapers, ansjoser og mynte. Sidstnævnte ingrediens var noget dominerende. Tomatkompotten var med koriander - og de enkelte indslag i retten var bestemt fine, men overordnet blev smagsløgene lidt forvirrede af de mange input.

At kokken kender sin grill blev understreget med hovedrettens lammekoteletter, som blev serveret med hvid og grøn asparges, forårsløg og små, hele gulerødder. Dertil nye kartofler og en fin, fin timiansky.

Overraskelsernes tid var ikke forbi. Den valgte dessert var beskrevet som crepes med blåbærcoulis, citroncreme, vanilleis og basilikumsirup (!) til 68 kr. Jeg havde forventet varme pandekager, men ind kom et stort trekantet stykke "lagkage" bestående af kolde crepes med lag af blåbærcoulis og toppet med is. Anretningen var smuk som et abstrakt kunstværk. Crepes-kagen var kranset af den lysegrønne, delikate sirup, som igen var hegnet inde af en mørkerød bærcoulis. Flot så det ud, om end lagkagen var noget bastant. Citroncremen kunne jeg ikke identificere.

Ogs så til vinene

Og så til vinene.

Vi skal først til den sydafrikanske vestkyst, 75 km nord for Cape Town. Her i et af de mindre kendte områder ligger Darling Cellars, som i 2001 producerede en flot vin på pinotage. Old Block hedder den, og den havde vor vinkyndige tjener varmt anbefalet. Det var en kraftig og saftig rødvin, der fyldte munden med mørke bær og med en passende tone af eg.

Den kostede 298 kr. og var ikke med i det i øvrigt pæne udvalg i vinkortet, der kommer godt omkring især i Frankrig. Men andre lande - også de oversøiske - er repræsenteret. Prisniveau fra knap 250 kr. og opefter. Der er også en rimeligt antal vine på halve flasker.

Også den halve flaske fine frugtige hvidvin blev hentet uden for kortet. En pinot blanc fra Josmeyer i Alsace til 138 kr.

Med cafe au lait og espresso løb regningen op i 1020 kr.

Vi havde en god aften og sender fire store stjerner til personalet på Helnan Marselis.

Og helt perfekt vil det naturligvis være, hvis vejret tillader udespisning på terrassen lige uden for restauranten.

steen.hansen@jp.dk