Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Spis fisk og ikke fiskeolie

Fisk indeholder de vigtige omega 3-fedtsyrer. Men fisk indeholder også andre gavnlige næringsstoffer. Derfor bør du spise fisk og ikke fiskeolie.

Bettine Romme Andersen

Ifølge de officielle kostråd skal vi spise 350 gram fisk om ugen, hvoraf de 200 gram skal være fed fisk, fortæller ernæringsfaglig medarbejder i Fødevarestyrelsen Trine Grønlund.

- Det skal vi for at få dækket de behov, vi har for de næringsstoffer, som er i de her fisketyper, siger hun.

I fisk findes de flerumættede omega 3-fedtsyrer, som kroppen har brug for. Dog følger der også andre vigtige ting med, når man spiser fisk et par gange om ugen.

- Omega 3-fedtsyrer er jo bare en af de ting, som findes i fisk, men der er også selen, jod og D-vitamin, siger hun.

Det er blandt andet derfor, at Fødevarestyrelsen anbefaler, at man spiser sig til omega 3-fedtsyrer i stedet for at spise det som fiskeoliekapsler.

- Vi anbefaler ikke fiskeolie af den grund, fordi så går man glip af andre næringsstoffer. Så det er kombinationen, man får i fisk, som er langt vigtigere end blot at tage det i sin rene form – som fiskeolie, siger hun.

Den pointe støtter professor Erik Berg Schmidt fra Lipidklinikken på Kardiologisk Afdeling ved Aalborg Universitetshospital op om.

- Fiskeolie er koncentrater, der indeholder de her omega 3-fedtsyrer og ikke de andre ting, siger Erik Berg Schmidt.

Og så har det nyeste studie - en metaanalyse, som samler en lang række andre studier - vist, at hjerte-kar-patienter ikke reducerer dødeligheden eller sygeligheden ved et dagligt tilskud af omega 3-fiskeolier.

- Den undersøgelse viser, at der ikke er nogen effekt ved fiskeolietilskud på hjerte-kar-sygdomme, siger professoren.

Dog ville han alligevel overveje, om en hjertepatient, som aldrig spiser fisk, måske alligevel skulle have tilskud af fiskeoliekapsler.

Men han ser ingen grund til, at raske personer tager fiskeolietilskud.

- Folk skal hellere spise fisk to gange om ugen, og den ene gang skal være de fede fisk som laks, makrel, sild og ørred.

- Vi har undersøgt, hvordan det går med folk, der spiser fisk, og hvordan det går med folk, der ikke spiser fisk. Det ser ud til, at dem, der spiser fisk, får mindre hjerte-kar-sygdomme, siger han.

Og derfor anbefaler lægen også sine patienter at spise fisk, da omega 3-fedtsyrerne har en række gunstige funktioner i forhold til blodtryk og betændelsestilstande, samtidig med at det mindsker risikoen for, at blodpladerne klumper sammen, hvilket er med til at give blodpropper.

- Folk, der får sådan en halv rugbrød med sild eller makrel til frokost, er tæt på at være dækket ind, hvis de også får en enkelt gang aftensmad med fisk på en uge, siger han.

/ritzau fokus/