Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Få perfekt syn med en ny linse

Øjenlæge: RLE-metoden giver nye og bedre muligheder til personer med store synsfejl.

Mange kender muligheden for at få korrigeret for nærsynethed med laser-operationer, men nu er brillebrugere også begyndt at få øjnene op for en type øjenkirurgi, der går ud på at skifte øjets egen slidte linse ud med en kunstig linse. Det hælper nemlig også langsynede.

"For øjeblikket ser vi en markant stigning i efterspørgslen på linseoperationer. I forhold til sidste år er efterspørgslen steget mere end 50 pct.," siger Henrik Bom Olesen, klinikchef og øjenlæge ved Memira, som har otte øjenklinikker i Danmark.

Metoden, som tilbydes af flere øjenklinikker i Danmark, kaldes også RLE, og den henvender sig primært til personer over 45 år. Behandlingen er ikke ny, men udspringer af de erfaringer, øjenkiruger har gjort sig med grå stær-kirugi. Og der kommer hele tiden nye og bedre linser på markedet.

Kan mere end laseroperationer

Ifølge Henrik Bom Olesen kan linseoperationerne på mange måder meget mere end de laseroperationer, som mange danskere allerede har lagt øjne til.

"Spændvidden af synsfejl, der kan rettes med metoden, er så godt som ubegrænset. Vi kan med ret stor præcision nulstille øjne fra eksempelvis minus 25 eller fra plus 10 - og i samme operation også neutralisere en bygningsfejl," forklarer han.

Det såkaldte alderssyn kan kun afhjælpes med en linseoperation. Linserne hedder multifokale linser, og i disse år er de i rivende udvikling.

Højere krav til otium

Henrik Bom Olesen har et bud på linseoperationernes populariet.

"De kommende pensionister har højere krav til deres pensionisttilværelse. Der er rigtig mange personer over 45 år, der gerne vil gøre noget godt for sig selv. Og det hører med til et ungdommeligt ansigt, at man ikke har briller," siger han.

Men operationen er ikke for hvem som helst. Ifølge Henrik Bom Olesen kan langt de fleste personer over 45 år være udmærkede kandidater til operationen. Men det er ikke ensbetydende med, at alle skal opereres.

Laves ikke forebyggende

For eksempel afviser Memira personer, der vil have foretaget en forebyggende linseoperation som 40-årige, fordi de har hørt, at de så kan slippe for læsebrillerne senere.

"Det er alt for tidligt, og der skal være en synsfejl af en vis størrelse, for at man er kandidat til en linseoperation. Det er ikke et indgreb, man skal få foretaget, for at få evig ungdom. Men hvis man virkelig er træt af sine briller, er der noget at hente her," siger Henrik Bom Olesen.

Det er nemlig ikke helt risikofrit at få udskiftet linserne ved et operativt indgreb.

Kontroversielt indgreb

"Linsekirurgi er blandt mine kolleger stadig kontroversielt på grund af den tilhørende risiko for nethinde- og glaslegemekomplikationer. Det er derfor et krav, at man for at komme i betragtning til RLE har helt raske øjne og har en synsfejl af en vis størrelse og varighed," siger Henrik Bom Olesen.

Hos Memira koster en linseoperation 41.900 kroner for begge øjne.

Læs mere om risiciene ved RLE-metoden

LÆS OGSÅ: Forskere løser synsmysterium