Nu kan man dø af en skovtur
Danmarks farligste dyr er blevet endnu farligere.
Den lille skovflåt kan nu også på Sjælland overføre den potentielt dødelige TBE-virus - centraleuropæisk hjernebetændelse. Det skriver Politiken.
Foreløbig har en skovarbejder og en medarbejder i en skovbørnehave været syge i månedsvis, og to hunde er døde som følge af hjernebetændelsen.
Hidtil har danske skovflåter uden for Bornholm kun gjort mennesker og dyr syge af borrelia - en mildere sygdom, der typisk først overføres, hvis flåten får lov til at sidde i et døgns tid, og som relativt let kan slås ned med penicillin.
»Men TBE-virus overføres på få minutter. Den kan ikke behandles. Og man kan dø af den«, påpeger Anders Fomsgaard, overlæge og leder af virusforskningen på Statens Serum Institut.
Lange bukser
Som andre TBE-eksperter råder Fomsgaard derfor danskerne til at beskytte sig mod flåtbid: Om sommeren bør man tage lange bukser og støvler på - og kun gå ind i kratlignende områder, hvis det er nødvendigt.
Skovarbejdere, jægere og andre, der bruger de sjællandske skove intensivt, bør lade sig vaccinere - medmindre der er tale om børn på under 6-7 år, som sygdommen ikke rigtig bider på.
TBE-virus har været øst og syd for os i årtier, især i Baltikum er man hårdt ramt, ifølge epidemiolog Rene Bødker fra Veterinærinstituttet på Danmarks Tekniske Universitet.
Mildere vintre
Risikoen vil stige i takt med, at vores vintre bliver endnu mildere og fugtigere, og forårene endnu varmere. Altså når vi i løbet af få årtier får et klima, som ligner Estlands, Letlands og Litauens.
Ifølge international forskning har Baltikum i øjeblikket noget nær ideelt klima for udvikling af TBE-virus hos skovflåter, og i modsætning til Østrig har man ikke råd til at tilbyde vaccine til hele befolkningen.