Professor: Diagnoser er blevet penge og magt
Professor John Brodersen mener, at vi i dag overdiagnostiserer. Det skaber debat om, hvorvidt "udviklingsmæssige sprogforstyrrelser" skal være en godkendt diagnose.
»Diagnoser er i medicinsk sammenhæng et værktøj. Men i dag er det også blevet penge og magt,«
Sådan lyder det fra John Brodersen, læge og professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, i forbindelse med debatten om det, der internationalt kaldes DLD, Developmental Language Disorder.
På dansk betyder DLD udviklingsmæssige sprogforstyrrelser. Det vil sige, når et barn har problemer i udviklingen af sproget både i forbindelse med udtale og forståelsen af ord og sætninger.
DLD er ikke godkendt som en diagnose på sundhedsorganisationen WHO’s officielle liste, og det et er et problem ifølge Rikke Vang Christensen, ph.d., talepædagog og lektor hos Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab.
I England og USA har studier vist, at omkring syv pct. af befolkningen har DLD. Ifølge Rikke Vang Christensen må man antage, at det tal også gælder i Danmark. Det svarer til to børn i en almindelig folkeskoleklasse. Børn som ikke får den rette hjælp, fordi det ikke er en godkendt diagnose, og begrebet ikke er almen kendt.
Rikke Vang Christensen håber derfor, at sundhedsorganisationen WHO vil tage DLD med i den officielle liste over godkendte diagnoser, når den udkommer næste år. Derved kan danske talepædagoger få et fælles begreb at arbejde ud fra.
John Brodersen er derimod kritisk, når det handler om at godkende DLD som ny diagnose. Han mener, at vi overdiagnosticerer i Danmark.
Kommercielle interesser hos bl.a. medicinalvirksomheder og private behandlingsklinikker er ifølge ham med til at skabe et væld af nye diagnoser til større gavn for virksomhederne end patienterne.
Inden diagnosen DLD gives til 7 pct. af befolkningen mener han, at der skal være en behandlingsmetode, som er testet og klar til brug. Ellers er det ikke en hjælp at få diagnosen, forklarer han.
»Vi skal interessere os for diagnoser, fordi vi ønsker at ændre patientens prognose til det bedre. Men hvis prognosen er uændret, så kan det være direkte skadeligt at få en diagnose,« udtaler John Brodersen og fortsætter:
»Man skal bl.a. være opmærksom på ”labeleffekten” ved at diagnosticere. Det kan føles som en lettelse, men det kan også føles som et stempel at få en diagnose.«
Rikke Vang Christensen er enig i, at der somme tider overdiagnosticeres. Alligevel mener hun, at diagnosen DLD er vigtig.
»Vi bliver bare nødt til at have et ord for børn med den slags problemer. For de er her. Det gælder ikke som sådan om at udpege dem, men om at hjælpe dem bedst muligt,« fortæller hun.
Ifølge Rikke Vang Christensen er der mange studier, der viser, hvordan man hjælper børn med DLD. Det er dog alle mindre undersøgelser, der ikke scorer højt på evidens-niveau, og det er et problem, hvis man skal sikre sig den bedste behandling, mener John Brodersen.
Man kan ikke helbrede folk med sprogforstyrrelser, men med pædagogiske værktøjer, der bl.a. fokuserer på ords lyd og betydning, håber Rikke Vang Christensen, at man fremover vil kunne give børnene en bedre hjælp i skolen.