Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Sådan holder du løbeformen i de mørke måneder

Det er især i november og december, at det kniber med motivationen til løb. Læs her, hvordan du lærer at trodse mørket og kulden.

/ritzau/FOKUS

Løbecoach Rune Darling fra Aarhus Fremad Atletik har set det år efter år: Når kalenderbladet viser november og december, så begynder selv erfarne og rutinerede løbere at falde fra.

Den varme sofa vinder over den mørke og kolde løbetur.

- I min løbeskole med 100 medlemmer mister jeg vel op mod hver femte i de næste to måneder. De holder simpelthen op med at komme. Så begynder de igen til januar, siger Rune Darling til Ritzau Fokus.

For ham er løb en social aktivitet. Og netop sociale relationer er det vigtigste redskab til at undgå den klassiske løbekrise, siger han.

- Det gælder om at stå til ansvar for nogen - en løbemakker eller et løbehold. Når andre regner med, at du møder op, så forpligter det, og så får du sværere ved at melde pas, forklarer han.

Og en ting er sikker: Der venter en regning, hvis du trækker løbestikket i den mørke tid. Og det er uanset, hvor hurtigt, langt eller ofte du løber resten af året.

- Du bliver straffet enormt hårdt, hvis du holder en længere pause. Faktisk kan bare to til tre ugers pause resultere i en tilbagegang, som du ikke kan udligne for i samme tempo som før pausen, fordi både muskler og led skal vænne sig til at løbe igen, forklarer løbeekspert Malene Munkholm fra Marathon Sport.

Hun anbefaler, at man lægger sine løbeture ind i kalenderen, så de bliver et legitimt programpunkt i hverdagen på lige fod med møder og middagsaftaler.

En anden lille fidus, som hun selv sværger til, er at finde løbetøjet frem om aftenen inden sengetid, så man ikke skal rode med det om morgenen.

- Når tøjet ligger klar på stolen, så forsvinder en af de mulige undskyldninger for at blive under dynen, siger Malene Munkholm.

En anden klassisk undskyldning er mørket. Men også det problem, findes der råd for: Køb en pandelampe.

- Det kan godt være, at det lyder overdrevet og lidt nørdet, men det er faktisk ikke tosset. Jeg vil klart anbefale det. Men man kan også bare løbe med en tændt cykellygte i hånden, siger Malene Munkholm.

For mange løbere bliver de velkendte stier i nabolaget lidt mere triste at betræde, når det grønne buskads forsvinder, og den lune sommerbrise er erstattet af bidende vinterkulde i kinderne.

Her kan det være en idé at ”bryde monotonien”, mener løbecoach Jakob Lind Tolborg, som har stiftet Løbeklubben på Facebook, et socialt løbenetværk med 7.000 medlemmer.

- Skift det hårde underlag ud med det bløde i skoven. Køb et par trailsko, som kan håndtere mudder. Opsøg de skæve og anderledes løbeoplevelser, råder han.

For eksempel kan man eksperimentere med at finde den korteste vej fra A til B. Det kan være en tur, du kender, hvor du udfordrer dig selv ved at skære hjørner eller løbe igennem højt græs. Fokus skal hele tiden være på de næste 300 til 400 meter - hvor kan man finde en genvej?

- Det er sjovt, og det gør løbeturen afvekslende, siger Jakob Lind Tolborg.