Børn bliver også ramt, når mor får brystkræft

»Min første tanke var, at nu skal mor dø,« fortæller 13-årige Mikkel fra Grenaa. Mikkels mor fik diagnosen brystkræft, og i en ny kampagne fortæller Mikkel om, hvad det har betydet for hans liv og hverdag.

»Jeg har været meget påvirket af min mors sygdom. Jeg havde svært ved at koncentrere mig i skolen, og det var svært at være sammen med mange mennesker. Jeg håber, at kampagnen kan hjælpe andre børn, der måske sidder alene, til at forstå, at der er mange andre børn, der er lige så kede af det som dem. Og så håber jeg, at flere psykologer og andre voksne bliver klar over, at de også skal holde øje med, hvordan vi børn egentligt har det,« forklarer han.

Det er Dansk Brystkræftorganisation, der har søsat kampagnen, der blandt andet består af en viral kampagne samt støtteværktøjer med gode råd, der ligger på DBO’s hjemmeside. Her finder man også en fuld liste over støttegrupper for børn over hele landet samt to korte film. I den ene film giver Randi Krogsgaard gode råd, og i den anden film fortæller tre stærke børn, hvordan deres mors sygdom påvirker dem.

»Vores medlemmer taler meget med deres børn om mors sygdom. Men uanset hvor meget alle detaljer om behandling bliver vendt, betyder det sjældent, at barnet bliver beroliget. Heller ikke hvis forældrene siger, at mor er i de bedste hænder. Og det sidste barnet ønsker, er at belaste den syge mor med tanker om frygt og natlige mareridt,« siger Randi Krogsgaard, som både er psykolog og formand for Dansk Brystkræft Organisation.

Som det er i dag, bliver børn ikke automatisk tilbudt støtte, når deres mor bliver ramt af brystkræft. Og det er ifølge Randi Krogsgaard problematisk, fordi disse børn har brug for hjælp. De reagerer hyppigt ved at isolere sig og tumle med problemerne alene. Og der er ifølge Randi Krogsgaard en alarmerende risiko for, at vi som samfund overser alt for mange børn og unge, som har behov for hjælp:

»Børns angst og frygt for at miste en forælder kan præge hele deres barndom og ungdom og måske sætte sig varige spor i voksenlivet. Det er ikke rimeligt. Derfor sætter DBO fokus på problemstillingen med vores nye kampagne,« siger Randi Krogsgaard.

I Kræftens Bekæmpelse støtter man op om kampagnen.

»Jeg kan godt forstå, at DBO laver en kampagne på deres område. Brystkræft er én af de hyppigste kræftformer, der ofte rammer yngre kvinder med børn. Men problematikken er jo den samme for alle børn i kræftramte familier. Og jo mere fokus på problemet og jo mere pres, der kommer, jo større chance er der for, at politikerne lytter,« siger områdechef Per Bøge, der arbejder med Børn og Sorg.

I Kræftens Bekæmpelse har man i mange år arbejdet for, at lærere og pædagoger bliver omdrejningspunktet for problematikken, fordi børnene tilbringer så meget tid hos dem, og fordi det ofte er her, børnenes problemer bliver mest synlige, fordi børnene mister koncentrationen, bliver urolige eller trækker sig tilbage.

»Forældrene er så berørte, at de har svært ved at tale med børnene, og børnene føler måske, at de derhjemme skal være glade og ubekymrede. Derfor taler man meget om, at skolen bliver et fristed for barnet. Men det kan det kun være, hvis barnet er forstået, og der er nogen voksne, der kan hjælpe det med at sætte ord på de følelser, der ellers kan overmande det,« siger Per Bøge.

Han anbefaler forældre at tage kontakt til skole og institution tidligt i sygdomsforløbet.

»Vores erfaringer er, at der godt kan gå måneder, inden forældrene informerer. De måneder kan være rædselsfulde for børnene.«

Og hvis læreren hører om sygdommen andre steder fra, bør han/hun tage kontakt til forældrene for at høre, hvordan man i fællesskab kan takle barnets problemer.

»I denne her sammenhæng kan privatlivets fred være ødelæggende,« siger han.

I Norge, Sverige og Finland har man en lov om børn som pårørende, der forpligter skoler og daginstitutioner til at handle på sygdom og død i familien.

»Det er jo paradoksalt, at vi i Danmark ikke har det samme, og at lærere og pædagoger end ikke møder emnet i deres uddannelse,« siger Per Bøge.