Allergiker fik udleveret gammel medicin
Det kan få dødelig udgang, hvis Jørgen Fogstrup får en allergisk reaktion, og han ikke har en holdbar adrenalinpen på sig. På apoteket har han to gange fået udleveret adrenalinpenne, der har ligget for længe på lager.
I juni 2001 deltog Jørgen Fogstrup fra Kolding i et middagsselskab. Da han er overfølsom over for hasselnødder, spurgte han udtrykkeligt kokken, om der var nødder i desserten.
Kokken forsikrede ham om, at det ikke var tilfældet.
10 minutter senere lå Jørgen Fogstrup på gulvet i entreen med Falck-folk omkring sig. En halv mundfuld af den karameldekorerede dessert havde gjort ham dårlig, og han husker knap nok, hvad der skete. Heldigvis forstod hans borddame, der var ambulancelæge, at handle hurtigt.
Han havde fået et allergisk shock. Det kunne have fået dødelig udgang for den nu pensionerede speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme. Allergisk shock er en livstruende tilstand, hvor blodårerne udvider sig så meget, at blodtrykket falder. Huden bliver rød og klør. Led og læber svulmer op, næsen stopper til, og man får svært ved at trække vejret.
Betalte fuld pris for halv holdbarhed
Siden den dag har Jørgen Fogstrup altid haft en såkaldt adrenalinpen på sig, som kan købes på recept på apoteket. Det er en engangssprøjte med en adrenalin-opløsning, man kan sprøjte ind låret, når en voldsom allergisk reaktion er under udvikling. Det kan dog hurtigt blive dyrt at have en adrenalinpen på sig.
Holdbarheden er nemlig begrænset, og når holdbarhedsperioden udløber, kan man ikke længere regne med effekten. Jørgen Fogstrup blev anbefalet at skifte til en pen af mærket Jext, som skulle virke i to år.
I sensommeren 2014 blev han overrasket, da han på apoteket i Kolding fik udleveret en Jext-pen med kun ni måneder tilbage af holdbarhedsperioden. Apotekspersonalet forsøgte at skaffe ham en pen med en længere restperiode, men det lykkedes kun at skaffe én med en restperiode på 10 måneder. Den betalte Jørgen Fogstrup fuld pris for, 433 kr.
Ingen forklaring fra producenten
Han var ærgerlig over at skulle betale det fulde beløb for mindre end den halve holdbarhed og forsøgte på egen hånd at kontakte medicinal-virksomheden for at få en forklaring.
”Hvis man skulle købe en brandslukker, ville man vel ikke acceptere at skulle betale fuld pris, hvis den kun kunne holde i mindre end halvdelen af den annoncerede holdbarhed,” siger Jørgen Fogstrup.
Han fik dog aldrig svar fra virksomheden.
Hvis man skulle købe en brandslukker, ville man vel ikke acceptere at skulle betale fuld pris, hvis den kun kunne holde i mindre end halvdelen af den annoncerede holdbarhedstid.Jørgen Fogstrup
”Det er en ekstremt speciel situation, fordi man kan normalt kan nå at opbruge sin medicin, inden den udløber, men her er hele pointen, at man håber på ikke at skulle bruge medicinen og derfor skal den virke så længe som muligt, så det ikke bliver unødigt dyrt,” siger Anne Holm Hansen, der vicedirektør i Astma-Allergi Danmark.
Organisationen har fået opkald fra frustrerede forbrugere, der har fået udleveret penne med en restperiode på kun to måneder.
Ingen regler regulerer restholdbarhed
Kommunikationsdirektør Martin Barlebo fra ALK-Abelló A/S, der fremstiller Jext, forklarer, at det har været svært at levere tilstrækkelig med adrenalinpenne i det forgangne år, fordi en kvalitetsfejl havde nødsaget virksomheden til at trække størstedelen af produktionen tilbage fra markedet. Han påpeger, at holdbarhedstiden i øvrigt er ændret fra 24 til 18 måneder.
Martin Barlebo beklager, at Jørgen Fogstrup aldrig har fået svar på sine henvendelser til ALK-Abelló. Han afviser dog, at virksomheden ville have kunnet give Jørgen Fogstrup en prisnedsættelse for produktet med den korte restperiode.
”Vi laver ikke slagtilbud på medicin,” siger Martin Barlebo.
Konkret vurdering
I Sundhedsstyrelsen forklarer sektionsleder Karen Kolenda fra enheden for apoteker og medicintilskud, at der ikke findes eksakte bestemmelser i lovgivningen, der regulerer, hvor tæt på udløbsdatoen et lægemiddel må være på salgstidspunktet. Apoteket skal foretage en konkret vurdering, hvor det vurderes, om udløbsdatoen er problematisk i forhold til kundens brug af præparatet. Som forbruger kan man spørge, om apoteket har mulighed for at skaffe lægemidlet hjem med en længere restperiode til udløbsdatoen.
Forbrugerrådet Tænks seniorrådgiver i sundhedspolitik, Sine Jensen, mener, at reglerne burde forbedres til fordel for forbrugerne, når det gælder livsvigtig medicin som adrenalinpenne.
”Det er fint, at apoteket udleverer den medicin, de har til rådighed, når de ikke har mulighed for andet. Det kan i nødstilfælde være den bedste måde at gøre det på,” siger Sine Jensen og understreger, at der politisk burde stilles krav til producenterne om en restholdbarhed på minimum et år.
Vaks på apoteket
Vicedirektør Anne Holm Hansen fra Astma-Allergi Danmark siger, at forbrugerne skal være yderst vakse på apoteket, så de får et produkt med så lang holdbarhed som muligt.
”Hvis uheldet er ude, kan det være decideret livstruende med en adrenalinpen, der er for gammel. Det er afgørende at have den på sig, og så må man bare håbe på, at den ikke bliver brugt,” siger Anne Holm Hansen.