Fodbold Fitness for kvinder er både sundt og sjovt

Blodtrykket og fedtprocenten falder, når kvinder løber efter en bold og har det sjovt.

Artiklens øverste billede
Mavebøjninger er meget sjovere, når man samtidig leger med en bold. Her er det Anna Jørgensen og Cecilie Yssing, der puster ud.

Bettina. Anna. Karen Marie.

I starten går det meget godt. Bolden skal trilles til nærmeste medspiller, mens man råber sit navn. Men da reglerne ændres, og det er modtagerens navn, man skal råbe, inden man sender bolden af sted, begynder det at knibe. For mange af de 19 kvinder på kunstgræsbanen i Fælledparken denne torsdag er nye på holdet.

Og dermed er kvinderne i samme situation som de mange hundrede kvinder, der i denne tid melder sig til den nye fitness-dille for kvinder, Fodbold Fitness.

Det var Dansk Boldspil Union, der i samarbejde med Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet udviklede Fodbold Fitness tilbage i 2011. Med Fodbold Fitness ville man skabe en form for fodbold, hvor bolderfaring ikke er vigtig. I stedet leger man sig i form med Danmarks nationalsport på en fleksibel og social måde.

Og det har appelleret til kvinderne.

”Traditionelt har der ikke været så mange kvinder over 25 år i de danske fodboldklubber, men med Fodbold Fitness har vi virkelig ramt kvinderne," siger projektleder i DBU, Kenneth Grønlund Rasmussen.

”Lige nu er der 180 fodboldklubber over hele landet, der udbyder Fodbold Fitness. Og det er kvinderne, der er stærkt repræsenteret. Og rigtig mange af dem har aldrig tidligere spillet fodbold. Det er da interessant."

Om årsagen til, at Fodbold Fitness har ramt plet, siger han:

"Når jeg har set på kvinder, der træner, er der flere ting, der slår mig. Det er virkelig effektiv motion, det er udendørs, kvinderne griner meget, og så ser det ud til, at mange af dem finder nye sider af sig selv, som de aldrig havde troet, de indeholdt. Selv om det er træning, så giver de den hele armen. Endelig er der prisen. Det er billigere end et almindelig medlemsskab i en klub."

Det med effekten er der forskningsmæssig dokumentation for.

Det anerkendte tidsskrift Scandinavian Journal of Medicine & Science in Sports offentliggjorde i juni måned resultatet af det seneste forskningsprojekt, som viser, at 35-50-årige utrænede kvinder med mildt forhøjet blodtryk opnår en markant fremgang i fysisk form.

Fodboldtræningen gav et imponerede fald i blodtrykket, som er mere end dobbelt så stor som ved svømning udført i samme tidsrum som fodbold. Og kvinderne havde tabt 2,3 kg fedt i gennemsnit.

Og et andet forskningsprojekt fra Institut for Idræt ved Københavns Universitet har vist, at fodbold er mere effektivt end løb. Blot fire måneders fodboldtræning forbedrede kvindernes kondi med 15 procent.

De gode resultater kender Anna Jørgensen.

Men det var ikke derfor, hun sidste forår mødte op i Østerbro Idrætsklub for at spille Fodbold Fitness. 

"Jeg synes, det er skide sjovt at spille fodbold. Og jeg er slet ikke typen, som gider gå i et fitnesscenter," forklarer hun.

Som mange af de andre på holdet, har hun spillet fodbold som barn, men da hun efter flere års ophold i udlandet kom tilbage og ville starte i en fodboldklub, fandt hun det svært at komme ind i gruppen, der virkede sammentømret og ikke særlig åben over for andre.

Almindelige fodboldregler som ude og offside ser man stort på i fodbold Fitness. Det er bare med at få bolden ned ad banen i en fart.

Sådan var det ikke på Fodbold Fitness holdet i Østerbro Idrætsklub. Her gav man hånd og hilste pænt på de nye, der kom.

"Her er der ingen forventninger, og man binder sig ikke til noget. Man kan møde op uanset forudsætninger og alder. Det gælder bare om at have det sjovt sammen," siger hun.

Og det ser unægtelig ud, som om mavebøjninger er sjovere, når man samtidig skal sørge for at få sendt en bold videre til den næste i rundkredsen. At det samtidig giver god motion ses på den sunde, røde farve, der inden længe præger de fleste kinder.

Bettina Carlsen havde aldrig tidligere spillet fodbold, da hun læste en artikel om Fodbold Fitness og besluttede at give det en chance.

"Jeg søgte en sport med leg og socialt samvær, og det har jeg fundet her. Der er en virkelig god energi, og vi mødes, fordi vi kan lide det."

Men hvad er så forskellen på almindelig fodbold og Fodbold Fitness?

"Her spiller vi ikke med offside," forklarer kvindernes træner, Torben Friberg, der har været den drivende kraft i klubbens nye tiltag.

I det hele taget fylder fodboldregler ikke meget i programmet. Fodbold Fitness er motionsfodbold på mindre baner, uden fast turneringsstruktur og med fokus på sundhed, såvel fysisk som social. Der er træning en time hver uge. Den første halve time er der øvelser med bolde, dernæst spilles der til to mål.

"Og jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad der er hårdest," pruster en udmattet Bettina Carlsen, da det sidste fløjt lyder.

I juni måned bevilgede Nordea 3,5 mio. kr. til projektet, der nu har fået tre faste konsulenter, som skal være med til at udbrede den sunde motion til endnu flere klubber. Målet er at nå alle fodboldklubber i Danmark.

På DBUs hjemmeside kan du se, om din lokale fodboldklub tilbyder Fodbold Fitness.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.