Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Dit spyt kan være genvej til nemt vægttab

Forskertalent bag ny metode, der kan hjælpe til at styre uden om de forkerte slankekure.

Hvorfor taber jeg mig ikke lige så meget som min kollega? Vi er lige høje, vejer det samme og følger den samme slankekur. Men han taber sig otte kilo på en måned, mens jeg må nøjes med to kilo.

Føler du dig ramt af ovennævnte, kan det tænkes, at dit valg af slankekur ikke stemmer overens med dine gener. For generne har vist sig at spille en markant større rolle, når man går efter et vægttab, viser et forskningsprojekt fra Fyn.

De fortvivlede, der har prøvet den ene slankekur efter den anden uden resultat, kan nu få hjælp af den enkle test, som er udviklet en nyuddannet cand.scient. i biokemi og molekylær biologi på Syddansk Universitet.

Hjalp biotech-virksomhed

Den 29-årige Michael Møller Larsen har udviklet testen i samarbejde med den fynske bioteknologiske virksomhed PentaBase.

"Virksomheden skulle udvikle en test, der kan hjælpe overvægtige med at vælge den rigtige diæt i forbindelse med en slankekur. Opgaven gik ud på at finde de relevante mutationer i generne. Herefter skulle vi udarbejde en effektiv og hurtig metode, der kan afdække de pågældende mutationer hos alle patienter," forklarer Michael Møller Larsen, som blev leder af et lille forskningshold på projektet.

Resultatet blev en enkel testmetode, der baseret på en spyt- eller celleprøve fra personen, kan give resultater på få timer. Testen kan ud fra otte bestemte gen-mutationer give en profil af personens forbrænding - og dermed også den rette slankekur eller motionsmetode for den enkelte.

Hvordan kan det være...?

Michael Møller Larsen og hans kolleger havde undret sig over, at to personer med stort set identiske data kunne komme vidt forskelligt ud af den samme slankekur.

"En person der er lige så høj som mig og vejer det samme som mig og er lige så aktiv som mig, tabte sig otte kilo efter en måned, mens jeg kun tabte to kilo på den samme slankekur og i samme tidsrum," siger Michael Møller Larsen.

"Vi ville finde grunden til dette forhold, og vi fandt nogle gener, som siger noget om, hvilken energifordeling din kost skal have. For eksempel er der mennesker med et bestemt muteret gen, som har en lavere forbrænding af protein, og de skal sørge for at spare på proteinen og spise mere fedt," siger den fynske cand. scient til Jyllands-Posten.

Nemmere at vælge den rette metode

Vi får nu tilbagemeldinger fra personer der siger, at det virker. De siger, at de taber otte kilo på otte uger, når de bruger denne test, og derfor vil vi gerne dokumentere, at hvis man følger sine gener, så får man den bedste kur.
Michael Møller Larsen, cand. scient i biokemi og molekylær biologi på Syddansk Universitet

Testen giver et overblik over, hvordan kosten skal være fordelt i forhold til proteiner, kulhydrater og fedt, fortæller Michael Møller Larsen.

Når man har overblikket over den korrekte energifordeling i forhold til den enkelte, kan man langt nemmere sammensætte den rette kostplan, evt. i samarbejde med en diætist.

Testen fortæller desuden, om man har hurtige eller langsomme muskelfibre, og om man vil have mest ud af squash eller en lang løbetur.

Testen er endnu ikke videnskabsligt dokumenteret, forklarer Michael Møller Larsen, men arbejdet er gået i gang.

Endnu ikke dokumenteret

"Vi har endnu ikke data, der dokumenterer hvordan og om det virker. Men vi vil nu søge økonomisk støtte og gå i gang med arbejdet med at se på, om det virker, som vi tror, at det gør. Indtil videre har vi kun fået gode tilbagemeldinger fra vores forsøgspersoner," siger Michael Møller Larsen.

Testen kom i handelen i vinter, og Michael Møller Larsen får løbende tilbagemeldinger ind fra brugere af testen.

"Vi får nu tilbagemeldinger fra personer, der siger, at det virker. De siger, at de taber otte kilo på otte uger, når de bruger denne test, og derfor vil vi gerne dokumentere, at hvis man følger sine gener, så får man den bedste kur," siger den fynske forsker, som er klar til at gå langt for sit produkt.

"Der er mange kritikere, som siger, at man ikke ved, hvordan det hele i praksis virker sammen, og det er så det, vi gerne vil vise," siger Michael Møller Larsen, som venter at skulle teste metoden på op til 5.000 personer for at skabe dokumentation for, at det virker i praksis, og ikke bare på laboratoriet og i teorien.