Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Bynkesæsonen er over os

Græspollen er på retur, men bynkepollen bliver en plage for allergikere i juli og august.

Nu tjekker årets sidste pollenplage ind, og det er dårligt nyt for danskere med pollenallergi, for det betyder sommerdage med løbenæse, masser af nys og røde, kløende øjne.

Det drejer sig om bynkepollen, som er begyndt at kunne måles, forklarer kommunikationschef hos Astma-Allergi Danmark.

"Sæsonen er lige gået i gang, og tallet er lavt, fordi der er regn og gråvejr. Men hvis det bliver solrigt og tørt vejr, så kommer der også flere bynkepollen," siger Lise Nørgaard.

Mange danskere rammes

Dermed overtager bynkepollen pladsen fra græs, som toppede omkring sankthans. De fleste bynkepollen i Danmark stammer fra ukrudstplanten gråbynke, som blomstrer i juli og august.

"Der findes ikke tal for, hvor mange der har de forskellige pollenallergier, men samlet set er det op mod en mio. danskere, som har en form for pollenallergi," oplyser Lise Nørgaard.

Hvis det bliver solrigt og tørt vejr, så kommer der også flere bynkepollen.
Lise Nørgaard

Mange danskere har flere pollenallergier, for når man først har fået den ene, har man meget større risiko for at få flere, forklarer kommunikationschefen.

Almindelige husråd

Ud over almindelig medicinering kan bynkepollenallergikere selv gøre noget for at imødekomme snue og kløe.

"Der er flest bynkepollen tidlig morgen og sidst på eftermiddagen, så der skal man helst holde sig inden døre. Derudover er det en god idé at bruge solbriller, så man ikke får pollen i øjnene. Man kan også vaske hår inden sengetid, fordi man samler pollen i håret i løbet af dagen."

På Astma-Allergi Danmarks hjemmeside kan man hente en gratis applikation, så man kan hente dagens pollental direkte ind på sin mobil.