Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Vi er for dårlige til at børste tænder

Vejleder tandlæger for dårligt, eller lytter vi ikke? Det giver huller i tænder og økonomi.

Det kan godt være, at vi børste tænder flere gange om dagen. Men vi gør det ikke godt nok, og resultatet er huller i både tænder og økonomi.

Det er groft sagt konklusionen i en ny undersøgelse om danskernes tandsundhed - eller måske snarere mangel på samme.

4.402 voksne danskere har deltaget i undersøgelsen, som er gennemført i et samarbejde mellem Tandlægeforeningen og tandlægeskolerne ved universiteterne i Aarhus og København. Læs mere om undersøgelsen hos Dansk Sundhedsinstitut.

Kun 29 pct. har god mundhygiejne

Undersøgelsen viser, at kun 29 pct. af danskerne har en god mundhygiejne, selv om 8 af 10 danskere børste tænder flere gange dagligt.

Undersøgelsen viser også, at vi bliver dårligere til at børste tænder, i takt med at vi bliver ældre. Men selv blandt de yngre kniber det, da 44 pct. af de 18-24 årige havde en moderat eller ringe mundhygiejne. Det samme var tilfældet for 81 pct. af de deltagere, der var fyldt 75 år.

Hver tredje af deltagerne havde huller i tænderne, mens næsten 2 af 3 havde tandkødsblødningerne på grund af betændelse.

Gå til tandlæge

"Undersøgelsens resultater understreger, at det er vigtigt, at man går regelmæssigt til tandlæge for at få tjekket sine tænder og for at få gode råd om brug af tandbørste, tandtråd og tandstikkere. Den bedste forsikring mod tandpine og store tandlægeregninger er at gå regelmæssigt til tandlæge – og så selvfølgelig at have en god mundhygiejne," siger Tandlægeforeningens formand, Freddie Sloth-Lisbjerg, om undersøgelsen.

Den udlægning købes dog ikke ubetinget af tandlæge Birthe Cortsen. Hun er projektleder i Dansk Sundhedsinstitut (DSI) og forfatter til undersøgelsen.

"90 pct. af deltagerne i undersøgelsen har oplyst, at de har været til tandlæge inden for 12 måneder. De har frivilligt sagt ja til at blive undersøgt, og derfor kan man gå ud fra, at de også må betegnes som meget sundhedsmindede. Af den grund kunne man forvente, at resultaterne ville have været bedre. Tandkødsblødninger er første tegn på, at der er noget galt," forklarer Birthe Cortsen.

Er tandlægerne gode nok

"Når resultaterne ikke er bedre, må det være naturligt at spørge, om tandlægerne er gode nok til at undervise patienterne i tandbørstning. Den anden mulighed er, at patienterne ikke hører efter og ikke følger tandlægernes råd," siger Birthe Cortsen.

Hun understreger, at problemerne skyldes, at vi ikke er gode nok til at holde tænder og tandmellemrum rene. Derimod har kosten ingen betydning.

"Hvis vi bare efterfølgende børster tænderne godt nok, kan vi i princippet drikke sodavand eller spise karameller hele dagen," forklarer Birthe Cortsen.

"Men da danskerne lever længere, er det også vigtigt, at de passer på tænderne," tilføjer hun.

Svær overgang til voksen

Undersøgelsen viser også, at børn og unge faktisk har sunde tænder, men at der sker et skifte, når de unge overgår fra børne- og ungdomstandplejen til voksentandplejen.

"Der er en gruppe på cirka 10 pct. af de unge, der pludselig får mange huller i de første år efter overgangen til voksentandplejen. Det er derfor et område, som vi bør sætte mere fokus på. Når der er så gode resultater i børne- og ungdomstandplejen, er det ærgerligt at miste det," forklarer Birthe Cortsen.

Flere undersøgelser på vej

Undersøgelsen er den første af tre delrapporter, og nu skal der bl.a. følges op med en kontrol af de første besvarelser.

"Ved at sammenligne med tandlægernes ydelsesregistre, der indberetter til regionerne, kan vi bl.a. undersøge, om deltagerne i undersøgelsen rent faktisk har været hos tandlæge inden for de seneste 12 måneder, som de har angivet," siger Birthe Cortsen.

Undersøgelsen er blevet finansieret af tandlægernes fond i Danske Regioner, Sygekassernes Helsefond, Trygfonden og Tandlægeforeningen.

LÆS OGSÅ: Tandlægen kan opspore diabetes