Sexlegetøj - nu med bananflueæg
Skift dildoen fra sexshoppen ud med en banan, lyder rådet i en ny bog. Miljøstyrelsen fraråder det og advarer mod bananflueæg og pesticider i skrællen.
Undgå sexlegetøj af pvc. Gode alternativer er silikone eller glas. Eller hvad med naturens egne alternativer: bananer og agurker.
Sådan lyder opfordringen i den nye bog ”Familie uden kemi”, som er forfattet af to tidligere miljømedarbejdere i Gentofte Kommune, Lene Midtgaard og Tino Rabe Tønnesen. Bogen giver læseren gode råd om, hvordan man navigerer rundt i junglen af bl.a. parabener, phtalater, kemikalier og E-numre, og giver tips til et renere og sundere liv.
Det gode råd om, at man kan bruge rigtige bananer og agurker fra supermarkedet i stedet for de gængse modeller fra sexbutikken, er akkompagneret af et foto af en masse økologiske agurker.
Pas på skræl og blomst
Men ifølge Miljøstyrelsen er rådet ikke helt så godt, som det lyder. Toksikolog Peter Hammer Sørensen, Miljøstyrelsen, fortæller, at hverken bananer eller agurker er risikovurderet i forhold til den anvendelse, da bananer og agurker normalt er noget, som man spiser.
»Agurken må formodes ikke at skabe den største bekymring, da den normalt spises med skræl, men bananskrællen undergår ikke samme kontrol for pesticidrester, da vi normalt skræller bananen,« siger han.
Bananer er overfladebehandlet med pesticider for at bekæmpe svamp i forbindelse med den lange transport fra f.eks. Tenerife, hvor bananerne ligger i kassen og bliver fugtige.
»Og så er der noget helt andet ved bananer, nemlig bananens ene ende, hvor blomsten har siddet , som jeg kunne forestille mig er den ende, som man først vil stikke op. Blomsten udskiller en masse sukker- og duftstoffer for at tiltrække fluer, så enden kan indeholde et helt økosystem af liv, snyltehvepselarver, bananflueæg osv. netop for bananens eget forplantningshensyn. Og det kan ikke være rart at få spredt hverken analt eller vaginalt,« siger Peter Hammer Sørensen.
»Jeg tror ikke, at det er farligt eller skadeligt - det er bare ulækkert,« siger han.
Kondom på bananen
Rådet fra Miljøstyrelsen er under alle omstændigheder, at man altid skal bruge kondom - uanset om man eksperimenterer med en banan, en agurk eller en dildo fra en sexshop.
Miljøstyrelsen gennemførte i 2006 en stor undersøgelse af markedet for sexlegetøj, bl.a. dildoer. Den viste, at sexlegetøj kan indeholde en række stoffer som f.eks. ftalater som DEHP og DINP, fenol, carbondisulfid, organiske tinforbindelser m.fl. En del af disse stoffer kan frigives ved brugen af sexlegetøjet - især hvis man bruger oliebaseret glidecreme. Stofferne kan have uønskede virkninger, afhængig af hvor meget folk udsættes for stofferne. Der skal dog en en vis ihærdighed til. Legetøjet skal nemlig bruges mindst en time dagligt, for at man er i risikozonen.
Vibratorer og dildoer fra det tyske firma Funfactory har i øvrigt ifølge Miljøstyrelsen som det eneste certifikat på, at de er fuldstændig fri for skadelige stoffer. Varerne er lavet af silikone og forhandles af mange forretninger og netbutikker i Danmark. Gode råd Brug af sexlegetøj Brug altid kondom over dildoer m.m. Vær særlig opmærksom på, om du er gravid, idet ftalaterne kan skade barnet. Brug vandbaseret glidecreme i stedet for oliebaseret glidecreme, hvis der er tale om produkter med blødgørere. Oliebaseret glidecreme trækker meget nemmere ftalater ud af sexlegetøjet. Undgå generelt sexlegetøj lavet af pvc, da de kan indeholde hormonforstyrrende ftalater (brug evt. kobbertrådstesten). Det skal bemærkes, at kobbertrådstesten ikke i alle tilfælde kan bruges på produkter med et højt indhold af ftalater, da et højt indhold af ftalater kan sløre resultatet for chlor (og dermed pvc). Kobbertrådstesten udføres, ved at man varmer en kobbertråd op over en flamme, lægger kobbertråden ind mod plasten og fører kobbertråden ind i flammen igen. Hvis flammen lyser grønt, er der klor (og dermed sandsynligvis pvc) i plasten.
Kilde: Miljøstyrelsen