Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Sundhedstjek vil gavne mænd

Et årligt sundhedstjek vil forhindre, at mange mænd bliver syge. Det mener bl.a. Hjerteforeningen.

Kilde: MetroXpress

MetroXpress har netop offentliggjort en større undersøgelse af flere end 6.000 danske mænd. Konklusionen er, at mange danske mænd motionerer for lidt, spiser usundt og kun går til lægen, hvis de er syge.

"Mænd spiller russisk roulette med deres helbred. Mænd i risikozonen får ikke på eget initiativ tjekket deres sundhed, før det er for sent. Derfor bør sundhedstjek gøres til et permanent tilbud fra sundhedsvæsenet," siger Susanne Volqvartz, der er direktør i Hjerteforeningen.

Et sundhedstjek kan indeholde måling af blodtryk, fedtprocent, BMI, lungefunktionen og blodsukker. Tjekket kan afsløre livstilssygdomme, som ellers kan udvikle sig, hvis man ikke opdager symptomerne i tide.

Ideen om et sundhedstjek bakkes op af Selskab for Mænds Sundhed. Her mener man, at sundhedstjekket for eksempel bør ske gennem de danske arbejdspladser.

"Mænd går meget mindre til lægen end kvinder, så det er klart, at de ikke aner, hvordan deres helbred har det. Sundhedsvæsenet bør derfor møde mændene, hvor de er - nemlig på arbejdspladsen. Der kan være en stor forskel på at gå ned til lægen og få besøg af en læge på arbejdspladsen for nogle mænd," siger chefpsykolog Svend Aage Madsen, der er formand for Selskab for Mænds Sundhed.

Sundhedsstyrelsen ser i øjeblikket nærmere på fordelene og ulemperne ved et permanent sundhedstjek.