Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Stress og depression kan give Alzheimer

Mennesker, der ofte er stressede eller deprimerede har langt større risiko for at udvikle hukommelsesbesvær. Det viser amerikansk forskning.

land

Stress, depression og nervøsitet. Det er nogle af de faktorer, som ifølge forskerne fra Rush University Medical Center, Chigago, kan være med til at fremskynde udviklingen af Alzheimer.

Ifølge Reuters har mennesker, der ofte er nervøse eller ser sort på livet har hele 40 gange større risiko for at udvikle såkaldte kognitive forringelser. Det vil sige en form for hukommelsestab, der ofte er et overgangsstadie mellem normale aldringstegn og demens.

Modløshed

I tidligere studier har Robert Wilson fra Rush University Medical Center fundet frem til, at mennesker, som let bliver bekymrede har større sandsynlighed for at udvikle Alzheimer, end deres mere sorgløse medmennesker.

"Vi ser nu, at kronisk bekymring er relateret til de første kliniske tegn på Alzheimers sygdom," forklarer Robert Wilson.

Wilson undersøgte sammen med sine kolleger data fra to store undersøgelser, der omfattede 1.256 ældre mennesker. Personerne havde ingen hukommelsesproblemer, da forskningsprojektet begyndte. Deltagerne blev testet for, hvor depressive eller bekymrede, de hver især var.

Resultatet viste, at 482 af forsøgspersonerne i løbet af 12 år udviklede milde svækkelser af hjernen.

Stress

Udover depression kan også stress virke nedbrydende på den menneskelige harddisk.

"Den seneste forskning antyder, at kronisk stress kan være i stand til at skade de dele af hjernen, der har betydning for, hvordan man reagerer over for stress. Et område, som også har forbindelse til hukommelsen," siger Robert Wilson, der håber på, at forskningsresultaterne kan føre til tidligere behandling og nye fremgangsmåder til at forsinke symptomerne på Alzheimers.